Ting tager tid!

Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage

 

   

7 kommentarer

  • Annette Aarre Dalsgaard

    Lillebrors næse kommer da vist også fra mødrene ophav 😉 OG skønne er alle <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Du har to skønne børn, kan godt forstå du ikke kan få nok af dem! Håber det er ok med et spørgsmål, jeg har sådan tænkt på hvordan du kunne amme Ane? Er det bare at malke og malke til der kommer mælk, eller kan man give hormoner eller hvordan fungerer det? Synes du er skøn, sej og sjov og elsker at tage er frikvarter fra min hverdag for at følge med i din! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Selvfølgelig er det okay:) Hvis du hopper ind under ‘amning’ i kategorier, så ligger der et par indlæg, hvor jeg forklarer det hele. Og tusind tak, Randi:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh så dejligt er indlæg. Og så rammende. Jeg har selv 5 børn og kærligheden er lige stor til alle – men på hver sin måde. Tusind tak for en dejlig blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting tager tid!