Hvad nu hvis??

Har du mosevand i sprøjten??

Det har aldrig spillet nogen væsentlig rolle for os som familie, at børnene ikke er bygget med vores genetiske klodser. Rent praktisk har det naturligvis, og det vil det fortsætte med. Og det vil udvikle sig i takt med at børnene bliver større og mere bevidste og selv begynder at få en forståelse af, hvad det betyder. Men i forhold til vores hverdag og vores kærlighed til børnene, der har det absolut ingen betydning. Og fra omverdenens side har vi stort set kun mødt forståelse. Folk har naturligvis været nysgerrige og interesserede, men vi har endnu ikke mødt nogen, som har været kritiske eller tarvelige i forhold til, hvordan vores familie er bygget op. I hvert fald ikke fra folk tæt på os, og det er jo dem, der betyder noget.

Jeg er dog virkelig taknemmelig over, at det ikke var for 20 år siden, vi skulle stifte familie. Så havde tingene med garanti set anderledes ud. Jeg ser i dag en kæmpe udvikling indenfor, hvordan vi forholder os til og taler om anderledes familiekonstellationer, og selvom jeg nogen gange kan synes, at der er lang vej endnu, så er jeg slet ikke i tvivl, hvor meget det hele rent faktisk har rykket sig.

Lige da vi startede behandling, talte vi med en bekendt om situationen, og han kiggede på Fyrsten og sagde “Har du mosevand i sprøjten, eller hvad?”. En virkelig uheldig bemærkning. Fyrsten tog det med ophøjet ro, for sådan er han. Jeg, derimod, blev vanvittigt fortørnet og var klar til at sige, at vi bare aldrig skulle have noget med vedkommende at gøre igen. I dag kan jeg se det med andre øjne. Som et tegn på, at man nogen gange får fyret en dum bemærkning af, når man ikke ved, hvad man skal sige. Og hvordan dælen skal man også ‘lære’ at forholde sig til den slags, hvis det er tabu? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har luftet vores situation og har fundet ud af, at folk selv stod i eller havde stået i det samme, men bare aldrig fortalt det til nogen. Ikke fordi de mente, det var privat, men fordi de skammede sig. For der har bare været, og er sikkert stadig for mange, kæmpe stor skam forbundet med ikke selv at kunne få børn. Det opleves som pinligt, og man føler sig forkert, hvorfor man helst holder det for sig selv. Men den eneste måde at fjerne skammen på og komme mosevandsbemærkninger til livs er ved at være åben omkring det.

Jeg render ikke og bræger op til højre og venstre om, at Ane er født af min søster og Jasper er donorbarn. Jo, herinde, hvor jeg deler mine tanker og følelser, men ikke ude i virkeligheden i situationer, hvor det ikke er relevant. Når pædagogerne i vuggestuen kigger på Jasper og siger “Nøj, hvor han dog ligner sin søster/far!”, så fortæller jeg dem ikke, at det i så fald er et heldigt sammentræf. Jeg smiler og siger tak:) Men de steder, hvor det giver mening, der lægger jeg ikke skjul på sagens sammenhæng. Både fordi det er det mest naturlige, men efterhånden er det også blevet en mere bevidst handling i forhold til at hjælpe med at bryde tabuer. Det er mit største ønske for mine børn, at de aldrig nogensinde kommer til at skamme sig over deres tilblivelseshistorier. At de aldrig skal føle sig forkerte, fordi deres vej til verden ikke følger normen. Og det hjælper jeg allerbedst til med ved selv at være åben omkring det.

I samme åndedrag er jeg simpelthen nødt til at sige tak til jer, der læser med, kommenterer og spørger ind med respekt for mig og min familie. Tak fordi I er nysgerrige og lyttende og aldrig nogensinde dømmende. Det er på sin vis let nok for mig at være åben og tale om de her ting helt uden skam, når jeg som oftest kun møder kærlighed og omsorg. Jeg bliver helt afsindigt glad, når jeg får tilbagemeldinger omkring, hvordan ting, jeg har skrevet, har gjort jer klogere på, hvordan I møder mennesker, og hvilket sprog I bruger! Så helt oprigtigt og fra bunden af mit hjerte: tak for jer<3

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

10 kommentarer

  • Susanne

    Elisabeth, jeg tror du møder alle de smil og gode ord, netop fordi du selv har overskud ift jeres historie. Når du fortæller om jeres families vej til verden, er der ganske enkelt ikke noget ikke at forstå! Hvad folk derimod kan komme til st sige af dumme ting i den sammenhæng tror jeg meget sjældent man kan hænge dem op på – det er sagt i uvidenhed og indimellem fordi de er pressede. Jeg har selv en fysisk misdannelse under tøjet som man ikke kan se, og jeg kender alt til at høre på dumme ting som er sagt uden omtanke. Derfor ved jeg også at hvis man holder folk op på deres udtalelser bliver de ni ud af ti gange flove. Kommunikation er virkelig vejen frem og det mestrer du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Jeg er adopteret fra min moster – til min “rigtige” mor og far. Føler mig som verdens heldigste, også selvom jeg aldrig fik søskende.
    Familie er SÅ meget mere end gener!
    Desværre mistede jeg min mor som 14 årig, men folk siger jeg ligner hende og jeg ligner også min far på SÅ mange måder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Min mands bror og min svigerinde var i fertilitetsbehandling (det lykkedes i 2. IVF-forsøg). De var meget åbne omkring det hele forløbet igennem. Og tænk engang – Min mands far skældte sin søn ud for at fortælle for meget om det. Det var for intimt, syntes han. De (ham og papmor) skulle nok ønske tillykke, når der var et barn på vej og ville ikke høre om det før.

    Tak for kaffe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes du er for sej. At I er. Jeg fortæller tit (det lyder så voldsomt), men jeg fortæller ind i mellem folk, når snakker falder på sådan noget, om var sejt og vildt det er, at i har kunne få den familie I drømte om, på trods af al modgang. 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg følger troligt din blog, da du er SÅ god til at sætte ord på tingene! Jeg står lige nu midt i et langt behandlingsforløb, og har valgt at være fuldstændig ærlig omkring det. Nogle dage ville jeg ønske, at andre ikke vidste det pga. uheldige kommentarer m.v., men på den anden side får man også skilt fårene fra bukkene ☺ Nu har min super fertile søster doneret æg, og der ligger 7 blastocyster i fryseren og venter ❤ Og når det bliver til et skønt lille menneske en dag, så er vil det få en historie om, hvordan det blev lavet med kærlighed, fra os alle sammen i en stor pærevælling 😉 Din blog, og dine ord og tanker omkring det at være en famile, er en kæmpe hjælp i min situation!! Så af hjertet tak for dig ❤
    Har forresten sendt dig en personlig besked på Instagram, med et link om dagens dejlige nyhed, nemlig etisk råds udtalelse/anbefaling om dobbeltdonation 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg elsker din ærlighed! Vi har været så priviligeret, at vi selv kunne få vores datter til verden uden hjælp, men det stod bestemt ikke i kortene! Jeg er født med rygmarvsbrok, er lam i benene og sidder i kørestol. Jeg har gennemgået utallige skanninger, operationer – ja you name it og det har ikke været givet, at jeg skulle kunne få børn. Det lykkedes i 2011 trods alle odds, men ikke uden nederlag (taler kun for mig selv, ikke min mand som er helt “normal”, hvad det så end betyder). Jeg fik en enorm fødselsdepression, som jeg først rigtig er kommet ud af for 1 års tid siden, samtidig kunne min krop slet ikke klare graviditeten, så der kan ikke avles på mig mere. Alle siger jeg er heldig med hende jeg har fået og bevares jeg er OVENUD lykkelig for hende, men i mit hoved føler jeg det størst nederlag. Ville elske at kunne give hende en søskende, men det ville i værste fald koste mig alt det jeg har nu og det er jeg slet ikke interesseret i.. Ved ikke helt hvad jeg ville sige med den lange kommentar, end at jeg forstår til fulde dit morbehov og elsker din åbenhed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Vores datter er lavet med ved hjælp af insemination (vand ved siden af jeres forløb, men dog ikke “naturligt”) og da vi var midt i det fortalte vi det ikke til alle. Ikke fordi vi skammede os eller følte det var tabu, men simpelthen fordi presset i forvejen var stort for at det skulle lykkedes, at jeg ikke kunne overskue at svare på spørgsmålet om det nu var lykkedes denne gang, når jeg mødte de forskellige mennesker. Så det var kun de nærmeste venner, der vidste det. Efterfølgende har jeg dog været meget åben omkring vores datters vej til verden og svarer gerne på spørgsmål om forløbet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Den følelse kan jeg godt genkende! Da vi var i gang her sidst, vidste min familie det faktisk ikke – netop fordi jeg ikke rigtig magtede at skulle dele det, når nu jeg udmærket vidste, at det kunne tage lang tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Det er et vigtigt emne, i en verden hvor alting gerne skal kunne sættes i boks. Jeg tager da også imod komplimentet, at mine piger ligner hinanden velvidende at de ikke er biologisk forbundet. Øjet ser hvad øjet ser. Dejlig blog, og skønt du ikke er blevet mainstream med konstante konkurrencer og test af produkter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Og heldigvis ser hjertet dybere end øjet;) Åh tak, Cæcilie! Jeg håber, at du så alligevel kan leve med de konkurrencer mm, der dog er fra tid til anden;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad nu hvis??