Forresten #17

Jeg var aldrig alene

Læser I mon med inde hos Cathrine? Det har jeg aldrig gjort tidligere, tør jeg godt indrømme, men så faldt jeg tilfældigvis over et af hendes indlæg om at være ufrivilligt barnløs for nogen uger siden. Hun lukker op for alle tankerne og følelserne og lader læseren være med i en stor del af forløbet. Nøj, hvor måtte der gerne ha’ fandtes sådan et sted at læse med, da jeg selv stod i det! Så et tip til jer, som måske står i det lige nu og kunne bruge nogen at spejle jer i. Cathrine skriver så fint og åbent om det:) Og jeg både græder og smiler, når jeg læser med derinde. Mest det sidste. For Cathrines kommentarfelt er fyldt med personlige beretninger fra kvinder, der står i samme situation, kvinder, der nu er mødre, og kvinder, som opmuntrer, hepper og krammer. Der er så meget kærlighed!

Som jeg selv skrev lidt om for noget tid siden, så elsker jeg at kunne se, at tabuet omkring barnløshed og familiedannelse er ved at blive brudt, for hold op hvor kan vi bare lære meget og give hinanden meget, når vi tør dele de ting, som gør allermest ondt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var blevet af mig og min dengang i forvejen tyndslidte sindstilstand, hvis ikke jeg havde haft forummet på Lfub og bloggen her, hvor jeg kunne dele mine tanker. Tænk at skulle gå med sin sorg helt alene.

Jeg tror på, at det hjælper at sætte ord på. Jeg ved i hvert fald, at det gjorde verden til forskel for mig. Også selvom det nogen gange gav bagslag i form af sårende bemærkninger eller for meget engagement. Jeg ville ikke have været det foruden. Det var den eneste ting, som jeg følte, at jeg selv havde kontrol over under forløbet – min egen stemme. Det gav mig noget, at andre bevidnede min proces og min sorg. Også selvom de hverken kunne gøre fra eller til. Men min åbenmundethed, min konstante insisteren på at tale om det, jeg stod i, gav mig luft i en tid, hvor jeg alt for ofte følte, at jeg ikke kunne få vejret. Det gav mig følelsen af ind imellem at kunne parkere mine frustration i hænderne på en anden. Og kræve at de så den. At de så mig. Jeg er blevet mødt med så uendeligt meget omsorg og kærlighed – både i den virkelige verden og i den herinde. Og det var så meget medvirkende til, at jeg kunne agere i en verden, hvor jeg ellers ofte kunne føle mig udenfor. For jeg vidste alligevel, at jeg aldrig var alene. Og havde jeg ikke en veninde ved siden af mig i sofaen, så havde jeg en søster i telefonen, eller jer i kommentarfeltet eller pigerne i forummet. Jeg var aldrig alene.

Varme tanker til jer, der lige nu kæmper<3

img_4543

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten #17