Lidt om indbrud og paraplyer....

Kærlighedssnit!

TUSIND, TUSIND TAK for de mange kærlighedssnit I har sendt mig:) I er simpelthen for seje!!!!

image

 

Verdens dejligste Nor så livet gennem denne, og det er så meget nemmere at forklare hvordan han kom ud når han spørger. Håber dog den næste vælger udgangen mod syd;)

Da min søn var større, end lægen regnede med, flækkede det lidt i den ene ende, og arret er derfor lidt anderledes. Men jeg knuselsker det alligevel, det er beviset på at jeg kæmpede hele vejen.

Mit er skævt. Mit sidder for højt oppe og skjules derfor ikke umiddelbart af trussekanten. Mit er blevet strammet lidt for meget i den ene side, hvilket skaber et lille hak ind i maven. Mit er smukt. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker det ar i dag! Det er min unikke mortatovering, der fortæller en smuk historie om liv og kærlighed. Når jeg går i svømmehallen eller på stranden, så kan man med det samme se, at jeg er nogens mor (hvis de livløse bryster ikke har afsløret det først eller ungerne ved siden af, der råber ‘mor’ hele tiden), og det synes jeg faktisk er ret sejt. Det er måske lidt en kliché, men af det ar kom noget af det smukkeste jeg har skabt i mit liv. Jeg fødte 18 måneder senere en skøn lillebror. Han kom til verden efter en naturlig fødsel, og jeg er taknemmelig for at jeg også fik den fødselsoplevelse med. Den fødsel efterlod dog ikke noget synligt på min krop, der kan danne rammen vedrørende snakken om hans entre – det ville i hvert fald være lidt upassende at vise ham det ar han (og sugekoppen) gav mig Blinkende ansigt

image

Jeg tænker slet ikke på at jeg har det til dagligt – men smiler når jeg ser det i spejletSmilende ansigt med smilende øjne

Lige efter fødslen var jeg helt afklaret med, at det var sådan det var, og hun kunne ikke fødes vaginalt. Men efter et par mdr kom tvivlen. “Prøvede jeg nok?”, “skulle jeg ha’ blevet ved lidt længere?”. Selvom jeg godt vidste, at ja jeg prøvede nok, og nej jeg kunne ikke blive ved.
Jeg fik en god snak med Jdm og min dejlige mand minder mig om, at det var det rigtige, og nu her 6.5 måned efter føler jeg mig igen helt afklaret med forløbet.
Og vi fik jo en helt fantastisk og sund pige ud af det.

Efter mit AK havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke har kunnet føde mit eget barn, jeg følte mig som mindre kvinde, som om jeg ikke duede .. Ved ikke helt om det giver mening?
Men mit forhold til mine ar er i dag fyldt med kærlighed – det er mit bevis på, at jeg har præsteret noget helt særligt, og så er vejen til livet for mig mindre vigtig. Begge børn er fantastiske, og jeg vil altid have noget fysisk på mig, der minder mig om mine to vidt forskellige fødsler – men mine bedste oplevelser nogensinde Kraftigt sort hjerteKraftigt sort hjerteSmilende ansigt med øjne som hjerterSmilende ansigt med smilende øjne

image

Mit ar er derfor fyldt med sorg for mig, da jeg inderligt ønskede at føde ham selv, så jeg har kæmpet og kæmper stadig med en masse skyld, skam og sorg over at det endte i akut kejsersnit.
Jeg vil dog gerne hjælpe andre, og måske på den måde også mig selv, med at acceptere det fysiske ar, vi alle får i den proces. Jeg har hørt nogle snakke om, at de ønsker at få fjernet deres ar, og det ville jeg alligevel aldrig kunne gøre. Det er en del af min søns, min, vores families historie og jeg er stolt over den skønne søn der har taget rejsen ud gennem mit maveskind 😀

image

Jeg bærer mit ar med stolthed i lighed med mine strækmærker og min topmave 😉

Mit ar betyder overlevelse, troen på at man kan overleve næsten alt, men samtidig er det også den største gave og smukkeste kærlighed jeg nogensinde har oplevet.

image

Det her er mit ar. 14 dage gammelt ligesom min søn. Jeg synes, det er helet flot. Der er ikke længere sår på, og det gør ikke ondt. Huden omkring det er fortsat følelsesløs, men det kan vist tage flere år. Jeg synes selv, at det er et ret pænt ar:)

Mine tanker om mit eget ar: Jeg er så ufatteligt taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg har fået en dejlig søn, som er sund og rask. Ville jeg gerne ha’ født vaginalt? Ja sgu! Og det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til det, men det ærgrer mig ikke, at lillebror kom til verden, som han gjorde. Det var sådan, det skulle være:) Mit ar er det fysiske bevis på mange års kamp for selv at bære et barn. Det viser, at vi ikke gav op. Og nu har vi to vidunderlige børn – så kan man ikke andet end at være taknemmelig:)

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om indbrud og paraplyer....