Discountdullen møder Reima;)

Knæk cancer

Jeg er ikke så stor fan af det der “Talent” på TV2. Jeg synes helt ærligt, at det er lidt kedeligt. Men i lørdags var det altså tilfældigvis den kanal, tv’et stod på, og min røv var for træt og mine arme for korte, så det fik lov at køre. Og det var – som forventet – lidt kedeligt. Men så kom ham der Bilal, der tegnede i sand, og med ét blev noget røvsygt til noget virkelig nært og vedkommende. Og pludselig sad jeg der og hulkede om kap med Nabiha. For de fleste af os kender en, som ikke vandt kampen mod kræft. Nogle af os kender flere. Jeg kender mange.

image

Haldis havde en swimmingpool i gården, der hørte til hendes lejlighed. Når jeg besøgte Laura i København, tog vi ofte hjem til farmor Haldis. Ikke på grund af poolen, men selskabet. Hos Haldis kunne man bytte én købecigaret til tre hjemmerullede, som hun opbevarede i en Erik Kold-smørbøtte på kakkelbordet i stuen. Det syntes vi, var en god handel. Vi kiggede i fotoalbums, og Haldis fortalte historier om et langt liv levet i selvsamme lejlighed, hvor vi sad. Om kærligheden til sin mand, og om at måtte begrave to af sine børn. Vi drak kaffe og spillede kort. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad spillet hed. Vi kaldte det bare ‘farmor’.

Tina badede altid nøgen på Vejlø. Selv da alle de gamle ølejrdeltagere begyndte at trække i badetøjet, fastholdt hun sin ret til at være nøgen. Vi delte øl og meninger, og selvom jeg kun var en forvokset teenager, talte hun altid til mig, som var jeg voksen og mine ord havde værdi.

Vibeke boede i kollektiv på Bornholm. Og alle mulige andre steder, tror jeg. Engang skulle Reimer Bo interviewe hende omkring kollektivet. Han blev forelsket i hende, hvilket jeg godt forstår. Den Vibeke, jeg kendte, var muligvis ældre og nu med helt eget køleskab. Men jeg blev også lidt forelsket i hende. Allermest forelsket blev min svigerfar.

Marianne var jyde med stort J. Alt ved Marianne var stort. Særligt hendes stemme, hendes latter og hendes armbevægelser. Mest hendes hjerte. Hendes ældste datter er på alder med mig. Hun er ligeså stor og farverig og fantastisk som sin mor.

Pia var ligeud af posen. Der var aldrig noget pis der! Hun lavede verdens bedste spaghetti carbonara og havde den skønneste humor. Sort og tør. Pia selv var alt andet end tør. Hun havde en energi og et drive, jeg sjældent har set mage til.

Erik samlede på Cold Case-slutninger, som han optog på video. Han havde højttalere i alle rum, og der var altid musik i lejligheden. Sådan lærte jeg at elske Fleetwood Mac. Han hentede mig og Laura fra vores første Roskilde Festival og serverede cola og pomfritter for os på madrasserne foran tv’et. Vi så Face Off og Air Force One, og da vi var færdige, så vi dem igen. Han gav mig engang en iPhone i julegave. Vi var fanget i baby-projektet, og han syntes, at jeg fortjente det. Den tanke gør det til den fineste gave, jeg nogensinde har fået.

Min mormor var mit et og alt. Sådan én jeg håber selv at blive en dag. Hun var stolt af ALT, hvad jeg gjorde. “Du er min stjerne!”, sagde hun ved hver given lejlighed. Vi spiste blødkogte æg, så Horton Sagaen, drak kaffe og spillede yatzy. Hun vandt som regel, men det gjorde ikke noget. Hun hældte Verdi ned ad min brudekjole 5 minutter efter vielsen. Det gjorde heller ikke noget. Jeg savner hende hver eneste dag!

Tak fordi I var<3

 

Det fine Knæk Cancer kort er lavet af Simone Thorup Eriksen. Hun laver et nyt kort hvert år og donerer alle salg til Kræftens Bekæmpelse<3 Billederne er af min mormor – fra en tid længe før vi kendte hinanden. 

   

8 kommentarer

  • Det var meget, meget yndigt skrevet. Måden, du indkapslede de her mennesker på så få ord. Jeg kendte ingen af dem, jeg kender ej dig – alligevel så jeg syv mennesker og deres liv for mig. Og fik en lille tåre eller fem i krogen af øjet…

    Tak. Bare… TAK <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Min far… Kan ikke beskrives. Men Marie Key og Skagen kommer tæt på.

    L****sygdom…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det smukt. Og trist. Og hvor er der mange.

    En virkelig flot hyldest til mennesker, der betød noget for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Bjørn havde de flotteste tænder og det største smil. Vi kaldte ham verdens gladeste mand. Han elskede at sejle og han elskede at være sammen med andre mennesker. Hans motto var “det går jo nok” og engang gav nogle af hans venner ham en lommelærke med den indskription. Hans liv bobler over med historier om hans ukuelige optimisme. Engang holdt han en tale for mig en og citerede Kim Larsen: “hvis nogen siger det hele går ad helvede til, så tro dem ikke.” Det tænker jeg stadig på. Da han døde holdt jeg ham i hånden og sang Tarzan Mama Mia. Han var min var.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Discountdullen møder Reima;)