Min efterfødselskrop - uge 3

Livet efter en blodprop

Jeg havde puttetjansen i går. Efter 10 halve vers af ‘Se min kjole’ (“Den skal være rød, mor. Nej, lyserød. Nej, grøn. Og blå. Med blomster på.”), var Ane endelig ved at falde til ro. Pludselig hører jeg et bump, og derefter lillebrors gråd. Jeg er ret sikker på, at min hjerte sprang et slag over. Min første tanke var ikke, at Jess havde tabt ham, ramt dørkarmen med hans hoved eller noget i den dur. Min første tanke var, at Jess var faldet om.

Vi er egentlig kommet os fint efter Jess’ blodprop. Han tager sine daglige piller og træner med en flok andre hjertepatienter to dage om ugen. Han har planer om at begynde at løbe, og når han skal et smut i Netto, tager han cyklen fremfor bilen. Vores indkøbskurv indeholder mindre rødt kød og mere fisk, frugt og grønt. Han har droppet smørret og saltholdigt pålæg på madpakken. Han får lettere blå mærker og bløder lidt mere, hvis han kommer til skade, men ellers er det ikke fysisk til at se, at han har haft en blodprop i hjertet.

Jeg føler ikke, at det fylder i mine tanker i hverdagen. Jeg har været indbudt til og deltaget i et enkelt møde med andre hjertepatienter og deres ægtefæller. Her kunne jeg dog godt mærke, at det var rart at få talt om det med folk, som forstod. At man ikke inddrager ægtefællen mere, end hvad jeg har oplevet, kan kun undre mig. Jeg fik sat ord på nogle ting, som jeg ikke tidligere har fortalt Jess. Blandt andet at jeg er nervøs for at spørge ind. Både til oplevelsen generelt og til hans genererelle velbefindende nu. For jeg er skide bange for svaret. Jeg er bange for, at han er bange. En konfrontation, som jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle takle, fordi det jo for fanden altid er ham, der er den stærke. Dette fik jeg sat ord på til mødet, til stor lettelse for os begge to.

For gu’ er han da bange! Det er vi begge. Alt andet ville være mærkeligt. Men det er overvældende, surrealistisk og væmmeligt at skulle forholde sig til, at han var tæt på at dø. At han kunne ha’ forladt mig, Ane, Oliver og den lillebror, som vi var ganske uvidende om, voksede i min mave. Og jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at forholde mig til det!

Vi er ‘kommet videre’. Alt er godt i dag. Men angsten sidder der endnu, hvilket min reaktion i går minder mig om. Så er jeg nødt til, rent fysisk, lige at ryste på hovedet og lade tanken flyve videre, før jeg giver Jess et kys, der varer et par sekunder mere end vanligt, og, til hans store overraskelse, stikker ham det sidste stykke af mazarintærten, som jeg ellers gerne argumenterer kraftigt for må være mit.

Søde Jess, tak fordi lillebror og jeg fik lov at sove længe i morges. Tak fordi du afleverede Ane i vuggestue. Tak fordi du havde fyret op i brændeovnen. Tak fordi jeg altid får det sidste stykke kage. Men mest af alt – tak fordi du ikke døde!

image

   

21 kommentarer

  • Mette

    Puha hvor kan jeg bare følge hver en tanke, står selv i fuldstændig samme situation efter min mands blodprop i hjertet, er super bange og samtidig taknemlig for at han lever

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Uldal

    Så tuder jeg lige lidt…. Det er da en kærlighedserklæring der vil noget, det indlæg der… Du er en heldig kvinde Elisabeth.. ham Fyrsten er et stykke guld du skal passé godt på – Men når det så er sagt, så er han også bare SUPER heldig <3
    Knus til dig og din fantastiske familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Åh, jeg får sådan en kæmpe klump i halsen, når jeg læser dit indlæg <3

    Min kæreste faldt i 2012 om med en hjerneblødning, helt ud af det blå, efter kun 6 måneder som kærester.. Han var på det tidspunkt kun 23 år og i sit livs form, men fra den ene dag til den anden ændrede vores tilværelse sig.. Vi blev forældre for 4 måneder siden og den dag i dag, slår mit hjerte stadig et slag over, hvis jeg hører et bump fra det andet lokale – som du skriver er min første tanke ikke om der er sket noget med vores datter, men om han er faldet om igen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Ej shit, Christina! Det lyder helt forfærdeligt:( Hvordan har han det i dag? Hvordan har DU det? Kæmpe kram til dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Det var et kæmpe chok! Vi havde lige overtaget en lejlighed på Vesterbro, men fordi han midlertidigt mistede evnen til at gå selv, måtte vi flytte ind hos mine forældre de første tre uger.. De næste 3,5 måned lå han bare i total mørke i soveværelset og ventede på at blodansamlingen i hjernen opløste sig selv, så han ikke ville have konstant migræne-lignende hovedpine. Han er faldet om to gange siden, men heldigvis har det ingen af gangene været en ny hjerneblødning 🙂

      Han har det rigtig godt i dag og har ingen men, på nær lidt problemer med korttidshukommelsen. Jeg har det også godt, men det ligger selvfølgelig og spøger i baghovedet konstant 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og tak for dig, Elisabeth <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Sådan er kærlighedens sprog ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Barsk læsning. Hold da op, jeg kan godt forstå at angsten ikke lige sådan slipper sit tag. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg synes heldigvis ikke, at den fylder meget i dagligdagen, men den er der og popper op fra tid til anden, uden jeg helt er forberedt på det:/
      Tak for kram – det luner:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    ❤️Wow, smukt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Årh <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, sikke en forskrækkelse da det skete, flot skrevet (læste lige det indlæg først) Glad for du minder os om, at huske at være der her og nu. Tillykke med lillebror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Ja, det var bestemt ikke sådan, vi havde tænkt os at bruge den lørdag! Og tusind tak:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lærke johansen

    Sidder med tårer i øjnene, du formår at beskrive det så godt.
    Min far var ikke så heldig at han fik den rette hjælp. Han var stædig og kom først for sent af sted. Han døde midt på sygehusets parkeringsplads. Så tæt på og så forbandet langt væk alligevel. Efter den oplevelse har jeg lært at sætte pris på mit liv her og nu, for jeg ved ikke hvornår det er forbi. Så jeg nyder de lange morgener vi har sammen herhjemme og så har vi en aftale om at man aldrig tager hjemmefra sur, vi siger altid farvel og goddag med kys, kram og et jeg elsker dig. Bare for at være på den sikre side, man ved jo ikke om det skulle være sidste gang vi ses.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Åh Lærke, det gør mig usigeligt ondt på dine og din families vegne:(
      Jess mistede sin storebror til en blodprop 9 mdr tidligere, og selvom det var et kæmpe tab, så tror jeg også, at det var medvirkende til, at Jess lyttede ekstra godt efter sin krop! Og heldigvis for det! Vi har samme regel herhjemme – for nej, man ved desværre aldrig hvilket kys, der bliver det sidste.
      Alverdens varme tanker til dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke dog også en forskrækkelse – og det ord dækker jo slet ikke. Tak fordi du mindede mig om at kysse lidt ekstra idag. Altså på min mand og børn

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min efterfødselskrop - uge 3