Må jeg se dit kærlighedssnit?

Min lille, store Ane

Min lille pige er blevet storesøster. Og med ét gik hun fra at være min ‘baby’ til at være min store pige, noget vi begge har skulle lande i.

For en kort bemærkning føltes hun fremmed i min favn. Noget var anderledes. Hun var anderledes, og jeg ligeså. Og det har været ganske overvældende på alle planer.

Ane elsker sin lillebror! Hun kysser og krammer ham ved hver given lejlighed. “Det er MIN lillebror!”, siger hun, med kæmpe stolthed i stemmen. Hun har taget det hele ret fint. I vuggestuen mærker de ingenting. Der er hun, som hun plejer at være. Herhjemme oplever vi, at hun bliver hurtigere vred og ked af det over ting, som hun ikke normalt ville reagere så kraftigt på. Noget jeg tænker er fuldstændig forventeligt og normalt. Men det gør ondt. For vi kan ikke gøre andet end at møde hende i frustrationen og forsøge at holde hende endnu tættere. Vi giver hurtigere efter for nogle ting – hun får lov at spise chokolade før aftensmaden og bruge iPad’en uden for de sædvanlige tider. Det er helt sikkert forkert ifølge en masse pædagogiske teorier, men det er dét, der giver mening for os og hende. Det giver hende ro.

Hun svinger mellem at være vred på mig og sige “Gå væk mor!”, til nærmest at kravle helt ind i mig. Det sidste lever jeg lidt for for tiden. Jeg savner hende sindssygt meget og har konstant dårlig samvittighed over at have vendt hendes hverdag helt på hovedet.

Søskende er den største gave, man kan give sine børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt den sætning. Og det er helt sikkert rigtigt. Men det ved Ane ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Det skal nok komme, det tvivler jeg ikke på. Men lige nu er hun i sin fulde ret til at synes, at hendes forældre er nogen røvhuller!

Jeg er pavestolt af min lille, store pige. Stolt over at hun på mange måder har taget det hele så pænt, og stolt over at hun udviser helt naturlige reaktioner. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg gruer lidt for næste uge, hvor Fyrsten starter job, og hverdagen rigtigt begynder. Der kommer til at være flere stunder, hvor jeg alene med Ane og lillebror, og jeg er spændt på, hvordan det bliver, når der pludselig er et sæt hænder mindre til opfylde hendes behov. Vi klarer den. Selvfølgelig gør vi det! Det bliver bare noget nyt og anderledes for os alle sammen.

image

Ps. Jeg modtager fortsat meget gerne billeder af kærlighedssnit, hvis du skulle have lyst til at dele dit:) Du kan læse mere her.

 

   

11 kommentarer

  • Åh jeg synes også det er hårdt – her kom lillesøster 3/1 og storebror bliver 3 til Februar. Han skal altså klare både børnehavestart og lillesøster oveni hinanden og så er vi slet ikke begyndt at tale om suttestop, bleafvænning og udfasning af middagslur! Min kæreste har ingen barsel som studerende så fra dag 1 har jeg haft eftermiddagene alene med begge børn, vi hopper i sofaen med netflix-tegneserier, dyner og snacks til far kommer hjem og sådan må det fortsætte til lillesøster er en del større. Det giver ro på og whatever works – works. Jeg prøver ikke at have dårlig samvittighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg kan SÅ godt huske alle de mærkelige følelser! Pludselig var ens lille pus blevet meget stor og tid var der ingen af! Det var faktisk ret frygteligt! Samtidig med at det var fantastisk. Jeg havde lige meget dårlig samvittighed over for begge børn, for jeg syntes heller ikke den mindste fik nok – hende kunne jeg jo ikke give den samme konstante opmærksom som storebror havde fået! Det tog mig et halvt års tid, inden jeg kom af med den dårlige samvittighed, og nu hvor de er store og har vildt meget glæde af hinanden, er det jo fantastisk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    For 2 1/2 år siden blev vores ældste mirakelpige storesøster til en lillebror og en lillesøster <3. Hvor min første graviditet handlede om bekymringer for fostret i maven, handlede min anden graviditet om tanker om, hvordan i himlens navn jeg kunne passe bedst muligt på min førstefødte!! Vi var heldige at fødslen var i forlængelse af sommerferie, så vi var 2 voksne hjemme i 5 uger! Og så lovede vi hinanden ingenting at skulle andet end at lære denne her nye familie at kende, som pludselig gik fra 3 til 5. Vi begrænsede alle de ting vi skulle nå og "var bare" hjemme. Og vi skabte tid (hvad fiseme ikke var nemt med nye tvillinger) til at være sammen med den store. Jeg tror tit, at det ældste barn "ender med" far, da mor ammer det/de nye barn/børn. Held i uheld kunne jeg pga noget medicin jeg tager ikke amme. Det gav mig masser mulighed for at være sammen med min store skat, mit ældste barn, som jeg savnede så voldsomt meget; at jeg selv nu mærker suget i maven. Jeg tænker om man, ligesom det at bruge viklen, kunne malke ud ind i mellem og så overlade baby til far, og så tage afsted med den store (eller bare blive hjemme og være sammen med den store uden forstyrrelser)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mig og Kit var ærkefjender, spyttede i hinandens saftevand, slog og saboterede hinandens bamser til vi var 11 og 15, hvor venneholdet-mod-de-gamle-og-resten-af-verden faldt 100% naturligt, og vi blev helt forelsket i søskendekærligheds-ideen. Jojo, løbet er absolut ikke kørt. 😀

    – Anne
    http://www.venterpaavin.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jagla

    “For en kort bemærkning føltes hun anderledes i min favn”

    Puha, fantastisk god beskrivelse af hvordan det netop føltes! Min store lille pige blev storesøster for 3 måneder siden og det er ikke kun sjov og ballade. Ovenstående sætning rørte noget i mig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Nej, det er det virkelig ikke… Som jeg skrev til en veninde i går, så er det at blive mor for anden gang sindssygt ambivalent, fordi det både er så stor en glæde, men også et tab af noget, der var.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jagla

      Lige præcis! Og en enorm skyldfølelse over at bringe sit første barn i den svære situation.. Søskende er en gave, ja, men det føles ikke sådan når man bare vil have sin mor! Jeg forsøger at få så meget alenetid som bare er vores med min store pige – men det bliver aldrig det samme!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Husker alt for godt følelsen af tab i forhold til den ældste…. Min yngste er 7 mdr. nu og ville kun sove på mig samt havde kolik de første 4 mdr. Puha hvor jeg følte at jeg svigtede min datter på dengang 19-20 mdr. Her var løsningen vikle/bæresele til den mindste og nu er det faktisk efterhånden blevet helt hyggeligt at være alene med begge børn. Det gør faktisk noget godt for deres relation, når jeg er alene med dem, så forholder hun sig mere til ham, snakker med ham, forsøger at trøste, finder legetøj mm. Hvor når vi er to voksne til to børn, så bruger hun mere os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Heldigvis sover lillebror stadig meget, hvilket køber mig noget tid med Ane:) Og ja, jeg skal da til at tage viklen i brug!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Din beskrivelse er som taget ud af vores hverdag, da vi kom hjem med lillebror for 9 mdr siden. Storesøster elsker sin lillebror, men et “nej” til “må jeg få en kiks” kunne få hele hendes verden til at falde sammen… Den første tid er ren overlevelse indtil alle har fundet en plads i jeres nye tilværelse… Og alle kneb gælder!!
    Jeg lover så tilgengæld at det hele nok skal gå og inden længe vil Ane være helt med på at det er sådan her det vil være fremover – og det samme vil du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes også det var hårdt da min ældste blev storesøster og så tilmed til 2 på én gang. Det gik heldigvis relativt hurtigt over og nu kan hun jo ikke huske tiden før hendes små søskende. Jeg tror ikke man kan undgå at føle en snert af dårlig samvittighed for man kan kun være ét sted af gangen og der er heldigvis masser af stunder, hvor baby sover og hvor man så kan nusse lidt ekstra om den store. KH Dorte

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må jeg se dit kærlighedssnit?