Babyshower og et tavshedsløfte

Når Overskudsmor holder fri

Til det hyggelige babyshower i lørdags kom vi forbi en masse emner, som lod sig fint udfolde, mens der blev kværnet kage og forudsagt baby-data.

Et af dem, vi virkelig kunne dvæle ved, var irriterende børn og sure, upædagogiske mødre. For helt ærligt – børn kan sgu være skide irriterende! Og nogle gange handler man som mor i sine følelsers vold uden først at rådføre sig med Gyldendals store bog om børneopdragelse. De andre piger var en smule trætte af oplevelsen af, at det er sådan en ting, som ingen siger højt. For så er man bare ikke en særlig god mor, vel?

Jeg meldte mig på et tidspunkt ind i en facebookgruppe, som jeg tænkte var lige mig! Samsovning, langtidsamning, BLW – tjek. Jeg havde vist bare overset et par andre punkter, så jeg var ude efter mindre end et døgn;) For med al mulig respekt til de mødre, som for eksempel aldrig råber af deres børn, så er jeg bare ikke én af dem! Jeg tror helt sikkert på, at det kan lade sig gøre, og det siger jeg uden snerten af ironi og med masser af misundelse. Jeg tror på, at der findes masser af mødre, som er fremragende til konflikthåndtering og som formår at styre udenom de handlemønstre, som vi alle sammen godt ved, ikke er hensigtsmæssige i forhold til opdragelsen af vores børn. Jeg tror ikke, at de er ‘ultramødre’, ’speltmødre’ eller noget de pædagogiske teoretikere har opfundet for at give os resterende mødre dårlig samvittighed. Jeg tror, at de, ligesom alle os andre, gør det bedste de kan. De er vist bare lidt bedre til det end mig;)

Så nu tager jeg lige en for holdet og fortæller, hvordan tingene nogen gange udspiller sig herhjemme, når Overskudsmor har nappet en uventet fridag:

Jeg råber nogen gange af Ane. Ikke hæver stemmen, men råber. Når jeg står med hænderne i en bolledej og hun for tredje gang tømmer posen med ris ud på gulvet, mens hun kigger udfordrende på mig med øjne, der siger “Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det??!” Jeg ved da godt, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt. Jeg ved da godt, at det ikke hjælper en skid. Men jeg gør det altså alligevel.

Jeg bestikker også. Jeg siger ikke “Nu skal du ha’ vasket dit hår, og det er noget mor bestemmer”. Jeg siger “Hvis jeg må vaske dit hår, får du en chokoladekanin!” Og når hun undervejs begynder at stritte imod, forhøjer jeg puljen. I går skulle der desuden kæmmes, så vi nåede op på tre chokoladekaniner. Burde jeg lære mit barn, at nogen ting er man bare nødt til, selvom man ikke har lyst? Så absolut! Er det nemmere at bestikke hende med chokolade? Jeps….

Jeg kommer med trusler. “Hvis du ikke hører efter nu, så kører vi ikke ned til mormor!” Mega dumt og tarveligt! Og det bliver ikke bedre af, at jeg ikke holder, hvad jeg ‘lover’, for det ville ligesom være lidt skørt at vende om, når man har kørt 100 km.

Jeg giver efter. Selvom jeg tre gange i træk har sagt nej til, at hun må få en kiks, så kan det indimellem godt svare sig at spørge en fjerde gang. Tal lige om at skyde sig selv i foden! Det er bare nogen gange sådan det ender, fordi alternativet kan være skrig og skrål og magtkamp. Om jeg er bange for min 2-årige? Naturligvis ikke. Jeg er rædselsslagen.

 

Jeg er på ingen stolt af at indrømme, at jeg til tider er den slags mor. For jeg ved godt, at det er forkert. Og værst af alt ved jeg, at jeg sagtens kan gøre det anderledes. Det har jeg for dælen gjort fra mandag-fredag mellem kl. 8 og 16 de sidste 7 år. Jeg arbejder med børn, der får Anes eders og forbandelser til at fremstå som komplimenter. Jeg kan sagtens være hensigtsmæssig og pædagogisk korrekt, ellers havde jeg ikke haft et job. Skomagerens børn, I ved.

Men lige såvel som jeg til tider kan føle mig fuld af overskud og gøre alle de rigtige ting, kan jeg andre gange føle mig aldeles frustreret og afmægtig. Fordi jeg er mor. Til en 2-årig. Og det kan være temmelig opslidende!

Søde Ane, jeg håber, at du kommer gennem din barndom med psyken nogenlunde intakt! Ellers må vi splejse om regningen til psykologen….

image

   

28 kommentarer

  • Michelle

    Hvor er det dog så pokkers dejlig bekræftende, at man ikke er den eneste som gør netop alle de ting du skriver engang imellem..
    jeg elsker at være overskudsmor,, men for hun er altså også nogen gange taget på ferie..
    Dejligt indlæg – tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidiaa93

    Jeg. Elsker. Seriølle. Din. Blog. Hvor er det bare fedt, at du skriver tingene, som de er. Dine børn er SÅ heldige med, at du er deres mor <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg takker, du er fantastisk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • “Om jeg er bange for min 2-årige? Naturligvis ikke. Jeg er rædselsslagen!” Hi hi hi! AMEN SISTA!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super indlæg… Befriende at læse om alt det som de færreste tør indrømme, men vi er jo bare mennesker! Min datter kan skrige og hyle så meget, at det automatisk gør mig mere eftergivende, da jeg er bange for folks blikke;-) Ret dumt, når nu jeg ved, at hun er okay, men bare prøver grænser af.. Ak ja, ikke nemt;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Vasard

    Det er lige præcis derfor jeg læser med her. Fordi hverdagen og virkeligheden er lige her på dine sider. Jeg ved godt det ikke hjælper at sige til Karl at han skal spise alt kålen ellers ryger han på værelset – for så vågner han kl 4 og er sulten… og hvem gider det. Alligevel siger jeg det nogen gange. Tak for indlægget! Hvor er det godt der findes sådan nogen som dig. Jeg råber videre i eftermiddag. Gynastikeftermiddag – som jeg hader og som udmatter os begge! Men man skal jo gå til gymnastik… eller hvad? Tak igen. reder min dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Tusind tusind tak for at skrive det som ikke særlig mange siger højt – og som jeg tror at virkelig mange mødre står i rigtig tit. Min erfaring er, at hvis man siger det højt blandt mødre, at man altså rent faktisk råber af sine børn engang imellem – så er der pludselig flere der også indrømmer at de altså også bare er mennesker. For det er jo det vi: mødre der også bare er mennesker og ikke perfekte hele tiden. Og det ønsker jeg jo også at lære mine børn – at vi ikke er perfekte altid. Hvis jeg har et meltdown så forsøger jeg altid at italesætte det bagefter for mine børn. Altså at jeg er ked af at jeg råbte, men at det altså var fordi jeg følte sådan og sådan og ligesom legalisere de følelser. På den måde tænker jeg at de også får en fornemmelse af at det er ok både at være vred, irriteret mm – men at man jo ikke elsker dem mindre af den grund. Men jeg elsker virkelig dit indlæg her! Fantastisk!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I love you 🙂 Herhjemme er der i øjeblikket slikkepinde til begge børn når Alvin vælger at skide på toilettet og ikke i bleen. Så Aya bakker jo også op om dét der skideri på toilettet da hun også bliver belønnet. Det virker sgu.

    Og jeg råber også ret mange dage. Det er forfærdeligt. Især da jeg meget højt fik fik fortalt Aya at hun lød som en møgforkælet møgunge og jeg da ikke gad at holde fridage med hende længere når hun skulle opføre sig sådan. Det var virkelig tarveligt og helt urimeligt, og jeg får helt ondt i maven af at skrive det her.

    Jeg trøster mig med at nogle dygtige psykologer på neonatal oplyste at børn er MEGET robuste, og at de også selv havde råbt af deres børn. Og at pædagogerne i børnehaven helt bestemt mener at Aya har et fint selvværd og selvtillid, da jeg ofte kan køre mine tanker helt ud i at jeg fuldstændig har ødelagt min 5årige datter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Af ❤️ Tak!!! Jeg er nemlig også sadan en mor der til tider mister både besindelse, tålmodighed og al form for pædagogik! Og råber. Højt! Yndlings råbe-sætningen pt er “er der da for fanden ingen der kan finde ud af at sige far her i huset??! (Med 3 børn bliver der sagt mor ca. 30 gange i minuttet)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Herhjemme kan hun heldigvis godt sige ‘far’, fx ‘far, mor er sur!’;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du siger det højt! Jeg kan også være hende den tarvelige mor som råber og garntrisse altid giver ældsten skylden fordi “du er ældst og burde vide bedre”.
    Æv, den mor arbejder jeg på at sende hen hvor peberet gror, men hun dukker stadig op fra tid til anden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Vi er tilsyneladende ikke ene om at have det sådan;) Jeg arbejder også hårdt på, at bortvise sure mor og heldigvis lykkes det nogen gange. Andre gange knap så meget….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et dejligt indlæg, især tak fordi det kommer på en mandag, hvor jeg stadigvæk er lidt nede over aldrig at have fundet roen eller overskuddet om man vil her i weekenden. KH Dorte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg er ret så taknemmelig over at have barsel lige nu, det hjælper lidt på overskuddet! Håber du fik en dejlig mandag:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Dejligt ærligt indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hahahaah – ja, sådan er det nogle gange. Også selvom det altid (altid!) ledsages af selvhad og dårlig samvittighed. Jeg øver mig dagligt i ikke at råbe. Og det lykkedes langt de fleste dage – men jeg bliver sgu ved med at øve mig. Det er bare ikke fedt vedl… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ha ha ha :o) Jeg både råber, skælder ud, bestikker og andet…. Mine unger er nu 8 og 10 og vist nok rigtig søde når de er hos andre, så noget har vi gjort rigtigt:) Skolen roder også så krydser fingre… De er da også dejlige herhjemme det meste af tiden:o) Jeg har arbejdet med børn i DK og UK i 15 år inden sclerosen stoppede det! Fik altid ros og mere men det var jo heller ikke mine børn:) Andres børn er jeg rigtig go’ til at passe:o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • skolen roder så ikke men roser…. gik vist lidt for hurtigt:o)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Andres børn er bare lige lidt lettere at have med at gøre;) Ane er også et rent pragteksemplar, når vi er ude – lille svindler;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Og stavefejl er ganske gratis, fordi det er mandag ( hader at skrive fra tlf…)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Sådan er den virkelig verden vist for de flestes vedkomne. Ser er bare ikke mange der tør sige det højt. Jeg lover sig din Ane kommer helskindet igennem. Alle mine 4 piger er blevet nogle daglige rummelige og yderst empatiske piger trods mit til tider svigtende mor overskud. Jeg er by the Way sygeplejerske og sådan en som aldrig går til læge med ungerne før de nærmest ikke trækker vejret . Og har stået og hevet i en brækket arm mens jeg skældte og smeldte ud på set brølende pigebarn at jeg jo for høvlede HAVDE sagt 100 gange , hun skulle have håndleds beskyttere på…. Portør far vred også i armen men mente jeg skulle køre på skadestuen med afkommet, mens han holdt skansen derhjemme ved de andre 3 unger. Da røntgen viste et brud spurgte radiografen Nadia om hendes mor tilfældigvis var sygeplejerske , svarede ungen :” JA og mor har rykket og drejet i min arm og mente sen bare var forstuvet selv om jeg græd og sagde av” …. Spør lige om jeg var rød i hovedet af flovhed haha .

    Men de 3 er kommer igennem barndommen uden mén , den 4 er 10 år og ser også ud til at overleve . Den ældste bandt jeg endda til et bordben da hun sad på potten,eller faldt hun af. Min sundhedsplejerske var helt rystet hahaha. Men tøsen synes det var ganske hyggeligt og jeg af ved siden af og læste bog for hende . Hun er ganske normal i dag, trods sundhedsplejerskena dystre Spådomme for hende fremover

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det er fandme lidt sjovt, Heidi:):) Men lige præcis – skomagerens børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Tak og halleluja for dit indlæg!
    Jeg er mor til en dreng på 3,5 år og det er mildest talt en udfordring ikke at råbe, når han proklamerer, at han med fuldt overlæg har tænkt sig at tisse på gulvet i stuen, fordi han er vred over, at jeg har bestemt han ikke kan få lov til udelukkende at leve af skumfiduser. Og ja! Jeg får kraftedme lyst til at hælde en spand skumfiduser på ham, alt imens jeg råber “stooooooop”, efter han har plaget 20 gange og konstruktive mor
    har givet op.
    Wuhuu! Så er det mandag igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Muhahahaha – tis-trusler:):) Dem er vi heldigvis ikke nået til herhjemme, men nu kan jeg da høre, hvad jeg har at se frem til!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Babyshower og et tavshedsløfte