Om sandaler og sofaer

Når tingene vokser én over hovedet….

Tingene vokser mig lidt over hovedet for tiden, og mine korte, hjulbenede stænger løber ekstra stærkt for at kunne følge med. Men det er okay. Det er dens slags hurtigløb, som får pulsen op, så man mærker, at man lever – ikke den drænende slags.

Det nye job er selvfølgelig en del af det.  Her foregår spurten hovedsageligt i mit hoved, hvor jeg suger alt det nye til mig og prøver at finde plads til det i de rette kasser i mit hoved. Jeg føler, at jeg lærer noget hver eneste dag, og selvom det på selvfølgelig koster lidt på overskudskontoen, så fylder det mig også med energi. Fordi det er nyt og spændende og lærerigt, og fordi alle mine bange anelser om, hvorvidt man kan lære gamle hunde nye tricks, er blevet manet til jorden. Det er, nu jeg står midt i det, slet ikke så angstprovokerende det der med et jobskifte efter så mange år. Tværtimod fylder det mig med fornyet nysgerrighed og et kæmpe drive i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt.

Men tingene herhjemme skal jo også passes. Og vi har meget at passe. To børn, to dyr, en renovering og en kæmpe, tilgroet have. Og særligt haven var bogstavelig talt vokset os over hovedet. Vi har en sti midt i haven, som er omkranset af buske og træer. Den tjener intet andet formål end at være hyggelig. Ane elsker at lege i den og gemme sig. Som var det en labyrint. Og den har fået lov at vokse vildt og frit i håbet om, at den kunne vokse sammen i toppen og blive endnu mere labyrint-agtig. Fin idé, men som med så meget andet, så er praksis ofte en anden sag. Havde vi haft en park, så okay. Men vi har 700 kvm have, som man pludselig ikke kunne se for bare buske. Så i weekenden klippede Fyrsten hele lortet ned i en meters højde, så man nu kan sidde på terassen og se ned til legehuset og gyngestativet. Og rent mentalt har det altså gjort noget for mig. Nu har jeg lyst til at opholde mig i haven, for den er ikke længere en stor, fed, grøn pil på alle de ting, som jeg burde lave.

Så nu laver jeg samme bevægelse i udestuen. Altså, jeg klipper den ikke ned, men jeg muger ud. For den er blevet holdeplads for en del ting fra førstesalen. Og det var fint nok i en periode. Men så længe at vi holder fast på at tage renoveringen i roligt og realistisk tempo og ikke lade den stresse os, så må der gøres noget andet. For ellers bliver det domino på det virkelig ufede måde. At det midlertidige soveværelse bliver proppet med ting fra udestuen som bliver proppet med ting fra førstesalen, som bare står tom og venter på at blive lavet færdig. På et eller andet tidspunkt bliver der pustet til den brik, som får det hele til at vælte.

Jeg nægter at lade det blive et stressmoment, og den eneste måde, jeg kan sikre mig det på, er ved at sørge for at resten af Palæet er tåleligt og semi-overskueligt. Så det gør jeg nu. Helt uden at lade mig stresse eller irritere over det, for hverdagen er bare, som den er i vores lille, dynamiske hjem, og det blive næppe nogensinde anderledes.

Der har længe hængt en seddel i Anes børnehave om ‘plantedagen’, hvor forældre og børn sammen kan plante en blomst eller andet. Og hver gang jeg har set den, har jeg tænkt, at NU får jeg købt noget. Solsikkefrø, tomatplante, et eller andet som Ane kan passe herhjemme. Noget, der er hendes, som hun kan føle omsorg og ejerskab overfor. Det tænkte jeg også, da jeg så sedlen her til morgen. Indtil det gik op for mig, at ‘plantedagen’ er i dag. Og vi har ikke forspiret en skid andet end nullermænd. Og de gror fint herhjemme, men det gælder næppe. Og så kunne jeg stresse over det. Og fyldes med dårlig samvittighed over være så satans distræt og selvoptaget. Eller jeg ku’ hive en af planterne op af potten fra terassen og tage den med. Den er lilla – og det kan Ane godt li’!

img_6289

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

6 kommentarer

  • Michelle

    Håber du er ok? Jeg bliver da helt bekymret for dig, nu jeg trofast har tjekket hver dag. Jeg savner dine skønne fortællinger og håber du snart kan overskue verden igen! Knus fra en fremmed

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg er helt okay:) Jeg har bare travlt med alle mulige andre rare ting:) Men tak fordi du spørger<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Elisabeth

    Du er så stille, både her og på snappen…. Håber alt er vel hos dig og dine:o)
    Det er utroligt at man kan savne nogen man ikke kender…Men savner de daglige snap og fortællinger herinde…Så ville bare sige at du er savnet

    Kram og god weekend fra
    Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Du er sød!!! Jeg tog bare en uplanlagt, men sikkert tiltrængt pause. Og det har nu været meget rart:) Men det er også rart at høre, at jeg har været savnet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fik I plantet den lilla blomst?
    det lyder dejligt med så stor en vild have, men også rart at kunne se lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om sandaler og sofaer