Kalle Kanin og Ane Ambivalent - og en give away

Noget om at være en lortemor….

Jeg er ret ofte en lortemor! Okay, det lyder måske værre, end det er, men jeg gør tit ting, hvor jeg efterfølgende tænker, ‘Det ku’ du godt ha’ gjort anderledes!’ Noget jeg er ret sikker på, at ALLE forældre kender til.

Nogle gange hæver jeg stemmen eller skælder ud på Ane. Det er som regel i situationer, hvor jeg bliver frustreret eller føler mig afmægtig. Som når hun ikke vil sove, eller når hun smider sig på gulvet i vuggestuens garderobe og nægter at tage tøj på. Og jeg ved godt, at det absolut intet hjælper, at jeg hæver stemmen. Tværtimod. Ane bliver enten mere trodsig eller ked af det. Og så bliver jeg ked af det og føler mig herre rådden. Ingen af delene får hende i vinterstøvlerne.

Andre gange giver jeg efter. Fordi jeg ikke har overskud til andet. Og så får hun den der skål chips, hun kalder på. Eller iPad’en;) Og i samme sekund, som jeg giver efter,  ved jeg, at det er ris til egen røv. At jeg ikke afværger konflikten, men blot skubber den til næste gang, hvor hun beder om noget, og jeg siger nej. Men nogle gange vil jeg bare godt ha’ 10 minutters ro, og så virker chipsene som en billig pris at betale.

Og nogle gange ser jeg ikke min datter. Fordi jeg er fordybet i en samtale, i min telefon, i madlavning eller andet. Ikke at jeg mener, at hun skal have mine udelte opmærksomhed i hvert vågne øjeblik. Men når hun ind imellem kræver mig og forstår at sætte ord på – “Mor, kom og sid i sofaen hos mig nu!” – så fortjener hun også, at jeg lytter. Ikke noget med ‘lige om lidt’  eller  ‘vent nu’. Jeg KAN godt finde 5 minutter til at sidde i sofaen, hvis jeg vil! Og det vil jeg jo, jeg skal bare høre og se, at det er dét, hun beder om.

Lige for tiden sker ovenstående tre ting desværre oftere end ellers. Det hænger naturligvis sammen med, at jeg er ret så højgravid og energiforladt. Men det nager mig. Særligt med tanke på, at hendes verden bliver vendt på hovedet lige om lidt… Og så synes jeg virkelig, at jeg er en lortemor.

Men så kommer der dage, som viser mig noget andet. Dage som i går:

På vej ned til vuggestuen kørte jeg i Netto og købte et juletræ. Egentlig havde vi besluttet os for, at vi ikke skulle have et i år, da vi ikke skal holde jul herhjemme. Men Ane elsker juletræer, så selvfølgelig skulle hun da ha’ et. Da vi kommer hjem, får Fyrsten bikset en juletræsfod sammen, og jeg går i gang med at sætte lyskæden på, så Ane herefter kan hjælpe med at pynte det. Hun ser Emil fra Lønneberg og er helt opslugt af tv’et. Den der lyskæde er kludret og irriterende, og jeg skal stå i nogle ret ubehagelige stillinger for at få den på træet. Jeg har tidligere på ugen forstrukket en nerve i den ene balde, og det gør hjernedødt ondt! Så undervejs i kampen med lyskæden opgiver jeg og sætter mig på gulvet, mens jeg klynker et eller andet til Fyrsten. På et splitsekund står Ane ved min side, “Er du okay, mor??”, spørger hun, mens hun lægger alle kræfter i at hive sin tykke mor op fra gulvet:)

Senere på aftenen bliver hun sur på sin far over en eller anden lille ting. Så hun vil ikke sige godnat eller give ham et godnatkys. Hun vinker i stedet til ham, og hun og jeg går op og putter. Da vi har læst en bog og sunget et par sange, bliver hun pludselig ked af det. “Jeg vil kramme far”. Så vi kalder far op, hun får krammet og kysset og kan lægge sig til at sove.

Og så er det jeg tænker, at jeg nok slet ikke er så stor en lortemor alligevel. Tænk at have andel i så empatisk og omsorgsfuldt et lille menneske!!! Så må man altså gøre et eller andet rigtigt:)

imageimage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kalle Kanin og Ane Ambivalent - og en give away