At se sig selv med nye øjne

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)

Foto af Frederikke Brostrup:)

   

33 kommentarer

  • Sarah

    Jeg ville virkelig ønske, jeg tænkte som dig😊 du har en så fantastisk, lys og positiv måde at se verden på, og det inspirerer mig helt vildt 😊 Så jeg “øver” mig lidt i at bruge dit perspektiv. Men indtil videre må jeg indrømme, at jeg ville føle, at sæddonation fra min mand eller ægdonation fra mig ville føles som at “have et barn et sted”. Og lin fars kærestes børn bliver aldrig mine søskende – måske ville de have været det, hvis de var kommet ind i mit liv, før jeg var voksen… Måske. Men tak for at sætte gang i mine hjerneceller 😉 fantastisk blog du har 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tusind tak, Sarah:) Sådan tror jeg virkelig, at rigtig mange tænker. Det er nok mest mit perspektiv, der er sådan lidt ‘off’ i fht resten af samfundets;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Superhemmelig

    Jeg har selv en søn der er resultatet af utallige IVF-forsøg. Før jeg fik ham, havde jeg egentlig tænkt at jeg ville donere æg hvis det lykkedes mig selv at få et barn, men efter med selvsyn at have set, hvor meget genetikken spiller ind har jeg ombestemt mig. Min søn ligner en tro kopi af sin far og der er intet ved hverken væremåde eller udseende jeg kan genkende fra mig selv. Og så har han autisme som kører i en “lige linje” (hans far, farmor og oldefar har det i mildere grad). Jeg har lyst til at slå mig selv over, at vi ikke valgte en sæddonor. Men på den anden side havde det ikke været en garanti, for min mand kunne i princippet sagtens være blevet godkendt som sæddonor, da han udadtil virker velfungerende og succesfuld, har super sæd og i øvrigt er fra en tid hvor børn ikke fik diagnoser, bare fordi de afveg fra normalen.

    Men men… Det har åbnet mine øjne for, at genetikken har en umådelig stor betydning. Du sammenligner det med byggestenene på et hus, hvilket jeg er enig i. Men hvis det hus er rundt med skråvægge, så kan det dælme være svært at få mast sine høje, kvadratiske reoler derind 😉

    Men nu handler dit indlæg jo om ægdonation, og der må jeg tilstå at jeg ville have det enormt svært ved tanken om, at en anden kvinde skulle føde et barn der (måske) lignede mig lige så meget som min søn ligner sin far. Og at barnet ville være prædisponeret for nogen handlemønstre der måske ikke harmonerede med “modtageren” af ægget og hendes forventninger til, hvordan det her barn skulle eller burde være.

    Tak for en rigtig god blog i øvrigt… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Tak for det her indlæg 🙂 Du sætter ord på noget, som jeg selv har haft lidt svært ved. Min situation er ikke den samme som din, men det du skriver, giver så god mening. Jeg blev adopteret fra Kina, da jeg var under et år, og er ofte blevet spurgt, om jeg ikke gerne vil finde mine ‘rigtige forældre’ en dag. Jeg ved, at folk spørger af nysgerrighed, men sommetider gør det alligevel en smule ondt, fordi det føles som om, at de med det spørgsmål (ubevidst) negligerer den kærlighed mine forældre har givet mig igennem hele min opvækst, og automatisk antager, at mit genetiske ophav har en form for altoverskyggende betydning, hvis det giver mening? I hvert fald, har du vildt meget ret i det du skriver med murstenene og den blomstrede sofa 🙂 Det eksempel tror jeg, at jeg vil bruge, næste gang jeg får det spørgsmål.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det giver virkelig meget mening!!!! Tak for din søde og personlige kommentar – det gør mig virkelig glad, at du kan bruge mine ord:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg elsker din ‘kvadratiske reoler’-kommentar:):):) Jeg er jo så bare typer, der kunne finde på at skære toppen af reolerne eller lægge dem ned;) Jeg forstår godt, hvad du mener – men igen, kun ‘på papiret’. Jeg kan godt høre, at ordene giver mening, men jeg ikke mærke det. Fx ligner Ane jo sin moster helt vanvittigt meget, nærmest på klon-måden! Men det har ingen betydning for mig (og heller ikke min søster, ifølge hendes udsagn), derfor ville det slet ikke røre mig, at der kunne være et barn i en anden familie, som lignede mig og delte mine gener. I fht til det med, hvad man ‘forventer’ af sit barn, så forventer jeg personligt absolut ingenting. Hvis Jasper vokser op er sindssygt god til at danse, så har jeg jo ingen chance for at vide, om det er fordi vi har danset herhjemme, eller fordi donoren er salsa-mester;) Og i bund og grund synes jeg også, at det er lige gyldigt:)
      Tusind tak for din kommentar, det er super fedt også at blive lidt udfordret på emnet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er den sejeste! Og selvom vi “ikke forstår” hinanden… Så forstår jeg dig godt. Forstod du det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Når min knap 4årige datter med bar røv og gummistøvler på, går ud til farmand i byggeprojektet og feks hjælper med at skrue en skrue i, inden godnat tid, så er der ingen af os der tænker over, at han ikke biologisk set har lavet hende, for han har skabt hende på alle andre måder, han har trøstet hende, fjollet rundt med hende i badebassinet, lært hende at lave et bål, lært hende glæden ved at fiske og så meget mere, som en far eller en mor jo gør, med og for deres unger. Biologi er bare en biting. Kærlighed vinder

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jaaaaa, Cæcilie!!! Kærlighed vinder:):) Og du giver mig lidt tårer i øjnene, for det er bare SÅ rigtigt i mine ører:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea vaskavulla

    Måske er det fordi der i virkeligheden mangler nogle ord til ordentligt at beskrive hvordan ting hænger sammen når det er lidt utraditionelt. Man kunne jo fx sige at du er anes mor men du er ikke hendes mor selvom du er hendes mor. Det er jo sådan set rigtig nok- for ordet mor kan jo netop dække over både den, der har født en og så den der har tørret næse på en mens man voksede op, og ingen af delene er mere rigtigt eller forkert, men det er klart at det er et lidt følelsesmæssigt limbo fordi det jo netop er det sidstnævnte – nemlig det at være (som en konstant og ikke noget man har gjort) nogens mor, der er selve mor-rollen. Når det kommer til søskende så har jeg kun ‘hele’ søskende- den ene er dog 12 år yngre så hende bliver der ofte spurgt ind til (det ville være oplagt at mine forældre var blevet skilt og en af dem havde fået en til med den aldersforskel). Jeg tror mest folk spørger ind af nysgerrighed og ikke for at vurdere værdien af vores forhold. Lige sådan hvis nogen fortæller de har ti søskende, så ville jeg da også spørge om de var født af den samme- ikke for at vurdere om de var rigtige søskende, men fordi det jo er vildt når en kvinde har født så mange børn, og alt andet lige, så er det jo en del af folks historie, hvordan de hænger sammen med deres familie – men det gør ikke familien mindre ægte:) og jeg kender en masse de er biologisk forbundet hele vejen rundt som ikke kunne være mere lige glade med hinanden, så det er virkelig ikke blodets bånd der er afgørende:) i virkeligheden så tror jeg ikke folk spørger for at dømme, men for at opklare og få stillet nysgerrighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Sikke et flot, velformuleret og velovervejet indlæg, Elisabeth!
    Jeg har to søskende fra samme forældre, så jeg har ikke oplevet på egen krop at få “negligeret” mine søskendeforhold – heldigvis, for det er da noget pjat! Det gælder ikke altid at blod er tykkere end vand – som søskende er man ikke bare fra samme genpulje, man er også hinandens livsvidner, og det er sådan set langt vigtigere og stærkere end “bare” gener.
    Min søster og jeg har en stående aftale om ægdonation og rugemoderi for hinanden, skulle en af os komme i bekneb – bl.a. inspireret af jeres fine historie.
    Tak for dine tanker!
    – Anne Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er nemlig noget pjat!!! Åh, hvor dejligt med jeres aftale:) Håner dog ikke, at det bliver aktuelt for jer:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det tror jeg skam også selv:) Som oftest fortæller jeg det også helt af mig selv, når jeg ser deres undren. Det generer mig på ingen måde:) Jeg studser bare over den efterfølgende kommentar. “Nåååå, så I er ikke RIGTIGE søskende!” Folk er i deres fulde ret til at have den holdning, men jeg forstår ikke behovet for at fortælle mig den, når jeg åbenlyst er af en anden, og det nu engang er min familie, der tales om:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Sikke mange kloge ord – jeg kan godt lide mursten-sammenligningen 🙂 og ja, mærkeligt at folk har behov for lige at få på plads, hvad der er “rigtigt”😏
    Jeg har en fuldblods storesøster og en lillesøster, som er min fars ex-kones barn fra et endnu tidligere ægteskab = teknisk set slet ikke familie, og min mors familie hopper sq altid lidt i stolen, når jeg omtaler min lillesøster, som det hun er = min lillesøster. Hos os er der dog forskel – ikke i værdi og kærlighed som sådan, men min lillesøster og jeg skal i højere grad vælge hinanden, hvor det for min storesøster og jeg er fuldstændig gratis og naturlovsagtigt, at vi hører sammen for evig og altid. Jeg tror dog, at det handler mere om antallet af år sammen og graden af skæbnefællesskab end om gener.
    Og hvis nogen generer min (+30-årige) lillesøster, så får de bank – familie er familie😎

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det tror jeg, du har meget ret i:) Og ja sgu! Familie er familie<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maibritt j

    hvor er det et godt indlæg! Jeg har 2 søskende og jeg deler ikke gener med nogle af dem. Begge mine søskende er adopteret fra Indien (de er heller ikke biologiske søskende) da mine forældre troede de ikke kunne få børn efter mange års prøvelser (men så kom jeg altså pludselig) og jeg har aldrig set os som andet end søskende og har iøvrigt aldrig omtalt os som andet selvom folk kigger når jeg siger at det er min bror og søster. Da jeg var barn registrerede jeg det sågar ikke. Mine forældre var simpelthen nødt til at fortælle mig at de ikke var mine biologiske søskende fordi andre påpegede det og jeg benægtede det. For de var jo bare mine søskende. Jeg kunne simpelthen ikke se det på trods af at vi har forskellig hudfarve. Det jeg egentlig vil frem til er at jeg ville ønske at vi så det med søskende som børn gør det – som dem vi lever med og ikke nødvendigvis dem vi deler gener med. Det er virkelig et godt emne, så tak fordi du deler dine tanker med os 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, hvor har du ret! Og hvor er det bare en fin og sød lille ‘fortælling’:) Tak for den!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Jeg må indrømme, at jeg nok har en lidt speciel holdning til det; har det underligt med tanken om at min kæreste blev sæddonor, men synes ægdonori (er det overhovedet et ord) er noget helt andet. Måske det handler om antallet af børn man umiddelbart kan bidrage generisk til udfra en donation. Du får i hvert fald mine små grå til at fundere over situationen, og kan mærke at jeg bliver mere og mere åben overfor tanken om donation af kønsceller – både mine og min partners

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria schouby frandsen

    Lige mine tanker.
    Jeg forstår heller ikke at det er vigtigt for folk at pointerer at: “det er da dejligt at det idet mindste er Michaels “rigtige” barn”!?!
    For os er det fuldstændig ligegyldigt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ja, pyha – det er godt nok heldigt, hva’??!;) Det er jo nemlig fuldstændig lige meget!!!:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line R

    Jeg har det på samme måde ift. søskende – jeg er den heldige vinder af 8 i alderen 7-24 (er selv 21)! 2 hele, 2 halve og 4 pap. Jeg tror ikke, de alle sammen føler søskendesammenhørigheden i lige så stor grad som jeg – men jeg ville ikke være nogen af dem foruden! 🙂
    Det er måske også derfor, jeg godt kunne se mig selv som ægdonor – uden at føle det ville være mine børn der rendte rundt derude. Så når jeg har min første eller to – så regner jeg bestemt med at melde mig som donor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hvor lyder det dejligt, Line! Både med den store søskendeflok og ægdonationen<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Som du selv så smukt får det skrevet, så tror jeg også, det bare handler om, hvad man er vant til.
    Jeg har ingen søskende, hverken hele eller halve, og jeg kender ingen, som ikke er undfanget på helt traditionel vis (tror jeg…)

    Og derfor forstår jeg ikke, hvordan man kan være lige så glad for et menneske, der ikke er ens genetik. Altså, ikke fordømmende, som du også siger, man jeg forstår det ikke følelsesmæssigt, fordi jeg ikke selv har prøvet det.

    Sådan er der jo så meget, man ikke begriber hele essensen af, før man selv har trådt skoene tynde i den livsbane.

    Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at du har helt fuldstændig og aldeles ret. Gener kan man give skylden for meget, men så vidt jeg har læst mig til, så handler det i lige så høj grad om den kultur, man lever i.

    Og du er jo deres mor. Ligegyldigt om de har din næse eller ej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Og sådan er det jo med det meste – indtil man selv har stået i det, er det svært at forestille sig:)
      Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg aldrig ærgrer mig over, at vi ikke prøvede sæddonor et par gange til, når nu det tydeligvis godt kunne lade sig gøre at blive gravide på den måde. Men naturligvis gør jeg ikke det, for så havde vi jo ikke fået Ane:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige præcis! Og meget kan man fortryde, men dælme ikke dem, man allerede har fået 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Åh ja, den kender jeg godt, den med “rigtige” forældre/søskende – det er virkelig fint beskrevet. Rigtig mange tænker som din veninde, tror jeg, men som adopteret, så bruger jeg samme briller som dig:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det her indlæg gør mig så glad om hjertet. Har netop for 7 dage(!!) siden været igennem mit første insemination med donorsæd. Jeg har i mange år tænkt at jeg ville donorer æg, da det vil kunne hjælpe andre kvinder. Mens mine veninder synes det ville være underligt at have børn derude et sted i verden, men sådan ser jeg ikke på det og jeg er sikkert præget af, at jeg måske om 9 måneder skal være solomor til et donorbarn. Det vil være mit barn, ligesom det ville være en andens barn, selvom det var mine gener, der havde hjulpet med fundament.
    Du er bare sød Elisabeth. Er glad for at vi må følge med ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, hvor er det bare mega spændende, Katrine!!! Jeg krydser alle mine fingre og tæer for dig<3
      Dejligt, at du har lyst til at følge med:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At se sig selv med nye øjne