Lidt om syge børn

Noget om sæddonation. Igen;)

“Jeg var ved lægen med lillebror i går og blev spurgt, om der er nogen historie med astma eller allergi på mors eller fars side af familien. Jeg svarede nej og tilføjede, at lillebror er donorbarn. Efter yderligere undersøgelser konkluderede lægen, at der nok ikke er tale om astma, da der intet er af den slags i min familie, og tilføjede “Far ved vi naturligvis ikke noget om.”
Jeg er efterhånden vant til det, så jeg bliver hverken stødt, vred eller ked af det. Men, indrømmet, en smule forundret og til tider også en anelse irriteret over, at det ikke falder folk mere naturligt at sige ‘donor’. For det er jo dét, der er tale om. Ikke en far, men en donor.
Jeg sagde ikke noget til lægen, for jeg ved jo godt, at han ikke mente noget som helst ondt med det. Og han gjorde jo bare det samme, som mange andre gør. Og det er aldrig i nogen ond mening. Men jeg gik hjem og tænkte over det. Jeg kunne bare have sagt “Far ved vi godt noget om, men det er en anden snak med donoren;)”. Det havde han sikkert ikke taget ilde op. Måske han så endda havde været mere opmærksom på det næste gang.
For der bliver en næste gang! Der bliver mange næste gange. Både for ham og for alle mulige andre. Måske også for dig? Så nu siger jeg det i stedet til dig:)
Vil du ikke prøve at være opmærksom på, at bruge ordet ‘donor’ i stedet for ‘mor’ og ‘far’, når du taler om donorbørns genetiske ophav? Det er ikke meget, der skal til, men det gør en stor forskel for os, der har donorbørn:)
Jeg bliver ikke vred, når folk siger ‘far’, men jeg bliver til gengæld rigtig glad, når folk siger ‘donor’ – fordi det er den rette betegnelse, og fordi det til syvende og sidst handler om mine børn og den selvforståelse, de vokser op med:)
Tak:)”

Ovenstående delte jeg på Instagram og Facebook i går. Fordi jeg tænkte, at jeg har spundet nok tanker om emnet herinde. Så planen var blot at lade det være et lille opslag der og ikke endnu et blogindlæg.

Nu bliver det så et blogindlæg alligevel;)

For kommentarerne til mit opslag bekræftede mig i, hvad jeg nok egentlig godt vidste i forvejen: At når folk siger ‘far’ i stedet for ‘donor’, så er det ganske enkelt fordi, de ikke tænker over det. Og det er da en ærlig sag! Men så meget desto mere grund til at jeg råber op om det igen og igen og igen. Ikke for at løfte pegefingeren eller brokke mig, men for at gøre mit til at opmærksom på, at det faktisk betyder alverden til forskel for dem, som har eller er donorbørn.

Eller adoptivbørn for den sags skyld. For nogle uger siden skrev jeg sammen med en ung kvinde, som er adopteret. Og hun fortalte mig, hvordan hun stadig den dag i dag kan mærke ubehaget i kroppen, når hun tænker tilbage på sin barndoms skoletid og de andre børns kommentarer om, at hendes mor ikke er hendes ‘rigtige’ mor.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det, og jeg får tårer i øjnene nu, hvor jeg skriver det. For shit, hvor kan ord bare såre! Naturligvis mest dem, der affyres med netop det formål, men egentlig også de mere ubevidste af slagsen.

Så derfor blev det altså nu til endnu et indlæg i rækken. Det er ikke det første, og det bliver helt sikkert ikke det sidste. For det er mit hjertebarn! Og jeg bilder mig selv ind, at hvis man hører noget tilpas mange gange, så lagrer det sig. Nogle vil måske tage det med sig ganske ubevidst, mens andre vil huske på det og være opmærksomme på deres egen sprogbrug, hvis de en dag skulle havne i en samtale om donor- og adoptivbørn.

Så jeg håber, at I vil ha’ mig undskyldt, hvis I tænker, at jeg gentager mig selv. Men nogen ting kan ikke gentages nok. Og for mig er det her altså en af de ting:)

Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)

Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)

   

17 kommentarer

  • Kathrine

    Åh, jeg har tænkt, at jeg ville kommentere, siden jeg læste indlægget. Er en af dem, der ellers bare går, her på lang afstand, og følger fascineret med i jeres ret så fabelagtige familie 🙂
    Sagen er, at jeg lige bliver nødt til at få skrevet TAK!
    Jeg bliver læge til sommer – og hvor kunne jeg bare høre mig selv komme til at sige “far”, da jeg læste om din oplevelse med lillebror ved lægen. TAK fordi du hjalp med til at få lagret, at det altså hedder donor. Det ved jeg jo godt. Men egentligt havde jeg nok ikke før taget stilling til, hvor væsentligt det altså er at få sagt netop det rigtigt 🙂 Vi øver os i kommunikation, i at få spurgt ind til rygning, motion og alkohol uden at være dømmende, i at spørge til sociale relationer uden at komme til at træde i nylige tab eller andre sorger. Måske er det bare fordi, jeg endnu ikke har stået i en situation, hvor jeg kunne komme til at hæfte “far” på genetikken i stedet for hvem far egentligt er, og jeg håber, at jeg ville have nået at tænke mig om i situationen – Nu kan det under alle omstændigheder nå at komme til at sidde fast derinde i det kommende doktorhoved, inden jeg står ude i virkeligheden, fri af studierne, og også skal huske alt muligt andet.
    Tror det i alle sammenhænge er sundt nogle gange at blive mindet om vigtigheden af sit ordvalg.
    TAK 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg tror slet ikke, du forstår, hvor glad din kommentar gør mig!!! Det er jo præcis det, jeg gerne vil med et indlæg som dette. Så virkelig meget selv tak! Dejlig weekend til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Tak for det her. Jeg har aldrig skænket det en tanke. Det vil jeg gøre fremover. Det er så vigtigt. Der er jo ingen grund til at gå og gøre andre mennesker kede af det, fordi man ikke tænker sig om. Så tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har en veninde, som er adopteret. Vi har egentlig aldrig rigtig talt om at hun havde et andet genetisk ophav, for det er ligesom ikke rigtig væsentligt. Men fordi jeg har læst med her hos dig, spurgte jeg en dag om hun blev stødt når nogen sagde ting som ‘din rigtige mor’. Hun svarede ‘Nej, for folk mener det jo ikke sådan, men jeg irettesætter dem altid og siger min biologiske mor i stedet for’. For jer er biologisk selvfølgelig ikke et begreb, der er nødvendigt at anvende, idet det kan forklares så fint med moster og doner, men for min veninde er der ikke rigtig andet begreb at anvende (end biologisk) om den kvinde, der har født hende. Jeg ville egentlig bare sige, at hvis ikke jeg havde læst med hos dig, havde jeg aldrig reflekteret over hvordan vi bruger sproget. Men det gør jeg nu, og for fanden, hvor er det vigtigt – så tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det gør mig simpelthen så glad at høre, at du tager mine ord sådan til dig:) Pisse meget tak for det!!! Og jeg forstår sagtens, at ‘biologisk mor’ nok er det eneste udtryk man kan bruge i din venindes situation:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    – og du glemmer vist også et “ikke” i sætningen “jeg glemmer også selv nogle gange, at jeg selv har født Ane” 😉 Underbevidsthed?! Så fedt. Hepper på jer og jeres familie!
    Vi er af en eller anden grund havnet midt i en omgangskreds af mange forskellige familiekonstellationer, og min yngste søn, der en overgang havde det lidt svært med min mor (hun havde – helt berettiget – skældt ham ud) mente, at det var så hårdt for R. for han havde TO mormødre – værre kunne det vist ikke blive. Hans bedste veninde undrer sig over, at hun kun har én mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Nå ja, det var vist underbevidstheden;) Og hæ hæ, hvor er det skægt og sødt!!! Gad vide om Ane også en dag kommer til at have lidt ondt af dem, som ikke har fået lov til at losse sin moster i ribbenene helt legalt;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Dit indlæg er vigtigt, for der skal altså siges donor og ikke far, der er verden til forskel mellem de to ord. Jeg går selv i denne tid og påpeger betydningen, da jeg som enlig lige nu venter mit første barn. Et donorbarn. Jeg kan blive lidt trist, når venner og familie gang på gang siger “far” i stedetfor “donor”, når jeg allerede første gang har påpeget vigtigheden i betydningen af de to ord.
    Jeg håber, at mennesker i al almindelighed vil blive bedre til at huske vigtigheden i betegnelserne.
    Ps din familie er altså fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det håber jeg virkelig også! Mest af alt for børnenes skyld. Nu kan jeg glide lidt af på den, men det vil gøre så ondt på mig, hvis nogen nogensinde kalder donor for ‘far’ i Jaspers påhør, når han bliver ældre. Og stort tillykke, Katrine:):)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • k

    Åh ja. Får sådan lyst til at fortælle om en kollega og hendes glæde over at der ikke blev tænkt biologisk korrekt. Hun og hendes kone havde fået et dejligt lille barn – af gode grunde med donorsæd. Barnet fik udslæt/eksem. Et familiemedlem, der var læge, kiggede på barnet og spurgte den mor, der havde båret barnet: “Er der eksem i din familie?” og dernæst min kollega om det samme! Min kollega betragtede spørgsmålet som en af de største glæder og en fantastisk anerkendelse af at hun (der jo på ingen måde havde genetisk andel i barnet) var helt lige fod med den biologiske mor.Og sådan er det vel. Følelserne er de samme.
    Genetik er så lille en del af et barns ophav. Jeg er selv mor til et donorbarn og kan da af og til godt tænke over, hvem der har været med til at skabe mit lille vidunder (at dømme efter resultatet må han må være både smuk og ualmindelig klog!), men det er jo os omkring barnet, der præger det, og gør det til det, det er og bliver.
    Husker en anden episode, hvor en adopteret kvinde havde svært ved at blive gravid, og jeg umiddelbart kom til at tænke: nå ja, det må hendes (adoptiv)mor jo også have haft, måske er det arveligt. Nåede heldigvis kun at tænke det 😉 …
    Det er SÅ vigtigt, at vi alle slår et slag for de mange familieformer, der findes. Jeres er jo så nok rent genetisk noget af det mest kringlede – og så samtidig så naturligt som noget. I er jo jer – en familie! Og en skøn en af slagsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak for din søde kommentar:)
      Jeg glemmer også selv nogen gange, at jeg har selv har født Ane. Men det sjoveste var uden tvivl, da min søster spurgte, om vi havde haft sex efter fødslen – hun om nogen ved jo, hvor Ane kommer fra;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bliv endelig ved, for du har ret – visse ting (alle ting?) skal siges mange gange, før folk begynder at tænke over dem 🙂
    Jeg har siddet og tænkt og tænkt… Tror måske også jeg bare har sagt ‘far’, da jeg snakkede med hende forleden, der har valgt at blive alenemor til donorbarn, selvom ‘donor’ på alle måder er mere passende.
    Så jeg vil prøve at huske det til næste gang. For Ja, ord kan gøre så ondt, også selvom det ikke var intentionen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • PS: For pokker altså, det er nogle fine tegninger!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg tror, at mange ‘falder i fælden’ særligt med single mødre eller lesbiske par – hvor der er jo bare slet ikke er en far:) En pige i Anes børnehave sagde til mig: “Jeg har ikke nogen far. Jeg har en mand, der har hjulpet, så jeg kunne få min mor:)”. Der smeltede jeg lidt:)
      Og tak! Det er så hyggeligt at sidde og nørkle med hans bog:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dit budskab er så vigtigt!
    Shout it out loud, please. Det KAN nemlig ikke gentages for tit.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om syge børn