Hvad jeg skriver om, når jeg skriver om at skrive.

Odd one out….

For en del år siden, før jeg havde børn og Palæ, var jeg inviteret til en vens 30 års fødselsdag. Jeg havde taget en rød kjole på, som jeg havde arvet fra min mormors søster, og et par sorte snørestøvler med hæl. Ikke et outfit, der fulgte moden, men det var personligt, det var mig, og jeg syntes, at jeg så godt ud. Til festen kommer også en kvinde, som jeg kendte en smule i mine teenageår. Vi siger ‘hej’ og krammer, og hun kigger ned ad mig og udbryder, “Åh, jeg vidste ikke, at vi skulle komme udklædt!”. Hun prøvede ikke at være sjov eller tarvelig, hun mente det helt alvorligt. Egentlig ved jeg jo godt, at det nok var allermest pinligt for hende. Men det var det også for mig. Eller i hvert fald ubehageligt. At stå der og egentlig føle sig afslappet og fin, og så ende med at føle at man mest af alt var helt forkert. Jeg burde naturligvis ha’ rettet ryggen. Grint af hendes fejltagelse og fortalt hende, at jeg selv følte mig super godt tilpas og syntes, at jeg så fantastisk ud. Måske endda ha’ opfordret hende til at gå hjem og finde en farverig kjole i skabet, som hun selv elskede, og tage den på uden tanke på, om den var passende til lejligheden eller trendy på modeblads-måden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg følte mig bare forkert.

Jeg ved ikke, hvornår det er kommet, det der med at være så skide selvbevidst. Det har i hvert fald ikke altid været sådan. Men det er kommet gradvist med årene, og jeg synes kun, at det tager til i styrke. Højst sandsynligt mest af alt fordi jeg er blevet opmærksom på det.

Det, jeg oplever, er, at når jeg er ude i selskaber, hvor jeg er ikke omgivet af folk, som jeg sådan rigtig kender og vice versa, bliver jeg mega opmærksom på alt, hvad jeg siger og gør. Hvilket medfører, at jeg siger og gør alt muligt andet, end jeg normalt ville. Ofte noget dumt eller mærkeligt. Lidt ligesom hvis man tager den dyre, hvide skjorte på og er über opmærksom på ikke at spilde. Man er garanteret at komme hjem med karrysild på både skjorte og strømper. Havde man taget den sorte på, havde man ikke skænket det en tanke, og den var forblevet pletfri. Jeg er en omvandrende karrysild-indsmurt skjorte. Jeg er så forhippet på at være afslappet og mig selv, at jeg ender med at være det stik modsatte. Stiv (altså, ikke fuld-stiv. Eller jo, også nogen gange det. When all else fails – drink!) og karikeret. Enten bliver jeg tavs og tilbageholdende, ellers gør jeg modsat – bliver højtråbende og fjollet i forsøget på at dække over, hvor jeg utilpas jeg egentlig er. Eller det føler jeg i hvert fald. Og det er næsten endnu værre, når først jeg er hjemme i sikker havn med masser af ro til at overanalysere alt, hvad jeg har sagt og gjort. Piller mig selv i navlen og tror, at alle har set og hørt mig. Og at jeg naturligvis har været pisse pinlig.

For nogle uger siden skulle jeg til en fødselsdag. Faktisk hos samme ven, som dengang hvor jeg var ikke-udklædt. Jeg fulgtes med en tæt veninde derhen , og jeg delte mine tanker om følelsen af at stå i et selskab med en masse fremmede og gamle bekendte og føle mig helt forkert og udenfor. Fortalte hvordan jeg misundede hende for hendes selvsikkerhed. For hendes måde at indtage et rum og bare være sig selv. For hendes lange, flagrende hår og hendes lange ben, som nærmest fik det til at se ud som om, at hun fløj hen over gulvet. Og så grinte hun. Sådan ret meget. Og hun fortalte, hvordan hun følte, at hun var en stor klumpedumpe med sine lange lemmer og sit store hår. At det jeg så som elegant og nærmest elverpige-agtigt, oplevede hun selv som en elefant i en glasbutik. Hun forstod mine tanker og følelser fuldstændig og grinte stort af min fejlagtige antagelse af, at jeg var alene i verden om at have det sådan.

Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne omfavne mig selv 100%. Min klodsethed, min naivitet, min til tider anderledes påklædning, min akavethed. For det at være sådan en smule akavet er ikke kun et resultat af min selvbevidsthed. Jeg har alle dage sagt og gjort tossede ting. Fordi jeg ikke altid tænker så meget over tingene i øjeblikket. Og egentlig kunne det sagtens være charmen ved mig. Det tror jeg faktisk, det var, da jeg var yngre. Det er mig selv, ikke mine omgivelser, der får det vendt til noget negativt. Det er mig selv, der gør mig forkert.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal slippe det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig selv at føle, at jeg er helt rigtig, præcis som jeg er. Men jeg prøver!

 

be09dcd1-7c14-4c16-9616-606e1b6e383b

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

23 kommentarer

  • Camilla F

    Århhh jeg er misundelig på sådan nogle som dog. Det med at kunne sætte ting sammen fordi man kan lide tøjet og ikke bare fordi blå nederdel passer til blå bluse… jeg ender oftest med at ligne en der er på vej i retten eller til begravelse fordi jeg er så dødsens ræd for at matche farver og mønstre. Mine vægge er hvide fordi jeg ikke helt ved hvad jeg ellers skal finde på. Din personlige stil må du aldrig ærgre dig over, for vi er alt for mange med hvide vægge og sorte bukser rundt om i DK. Længe leve det arvede tøj og plakater på væggen. Jeg gad så godt at det var mig😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvis vi vidste hvor lidt andre tænker over os – hvad vi gør, siger, ser ud – ville det være lettere! Tænk på hvor lidt andres opførsel fylder – mine egne tanker rækker mest til konstateringer ‘hun har en rød bluse på’, ‘sikke nogle høje sko’ ‘hun griner godt nok højt’ osv i den dur og så er jeg altså videre. Mon ikke andre har det sådan med mig?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mig

    Når jeg læser din blog, føles det lidt som at se i et spejl, og jeg har tit tænkt, at boede jeg i nærheden af dig og Lillemor, ville jeg trænge mig så meget på for at være med 🙈
    Du minder mig så meget om mig selv, i hvert fald om den måde, jeg egentlig er på, når jeg ikke lægger bånd på mig selv for ikke at være alt for mærkelig.
    I perioder finder jeg den “pæne dame” frem og går i klassisk, pænt tøj – for det gør de andre.
    Men polkaprikkerne og pangfarverne vinder altid til sidst – for det er jo sådan, jeg er – både indeni og udenpå.
    Så i virkeligheden burde man bare omfavne den der “larmende” personlighed og hvile i det – det håber jeg, du i hvert fald vil blive ved med; jeg elsker at følge dig og din familie. I er sgu ret skønne – selvom jeg slet ikke kender jer i virkeligheden 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kender jeg godt, jeg snakker som et vandfald eller bliver indesluttet når jeg er nervøs.
    jeg snakker også meget hvis jeg er lige på kanten til at blive angst, så kan jeg ikke holde stilheden ud fordi mine tanker og flashback fylder for meget, at snakke eller andre snakker kan holde det i ave…… det svært at forklare, støj overdøver støj….
    bag efter føler jeg dog at jeg har gjort alt forkert… lige meget hvad jeg har gjort….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes du er sød og smart og klog og megasej. Det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af dig, de gange vi har set hinanden.

    Jeg får altid sagt de forkerte ting og min mand krummer tit tæer over mig. Så kan jeg bruge lang tid på et evaluere inde i mit hoved, og komme med kommentarer på ting, alt for lang tid efter…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Til mit forrige indlæg var der én, der kommenterede, at hun fik lyst til at sende sådan nogle undskyldningskort bagefter. Det kan jeg så godt kende. Men det helt åndssvage er jo, at det næsten med garanti kun er os selv, der synes, at vi var for meget! Og tak, søde Carina:) I var også så behagelige og nemme at være sammen med:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Jeg har det på fuldstændig samme måde – desværre..
    Jeg synes du er super sej – du bor personligt og klæder dig personligt og har dine egne meninger (virker det til) – og det er så flot og godt 👏😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Vi er vist mange i klubben. Desværre. Mon det er en kvindeting? Eller bare en voksenting? En irriterende ting, i hvert fald;) Og tak!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt lide alt ved dig, og din kimono er pissepæn. Det var bare det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Miriam!!! Det er dejligt at høre:) Min kimono takker også;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg synes, det er så mega sejt, at du holder fast i at være dig og klæde dig efter din egen smag i stedet for at blive endnu en “i mængden”. Du er dig, og hatten af for det. Jeg tør vædde med, at mange ville ønske, de turde gøre det samme. Hvordan man så kommer over usikkerheden omkring andres mening om en, ved jeg heller ikke. Men når man står ved sig selv, så føles det mere rigtigt end at lave sig om til en, man tror, de andre hellere ville have.
    Du er en kæmpe inspiration og tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Stine! Det er jo heldigvis helt anderledes ufarligt at være mig her bag skærmen, hvor jeg kan nå at censurere mig selv, og hvor jeg ikke kan tolke på andres mimik. Halleluja for det;) Men du har fuldstændig ret! Og heldigvis føler jeg også, at jeg holder fast i og er glad for den jeg er – jeg skal bare lige lære at tage det med mig i sociale sammenhænge.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth for pokker! Det ER charmen ved dig!! Jeg misunder sådan din evne til at være dig selv – at være højtråbende, sjov, skør, skæv, klog og for at synes ting – og være sikker på de ting, du synes. Du er fuldstændig fantastisk og helt særlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Cecilie! Bare tak!!! Det betyder meget at høre det fra en, som rent faktisk har oplevet mig i de situationer en gang eller to. Jeg synes også, at du er ret så fantastisk<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg har tit sagt til mig selv at jeg ville ønske jeg kunne se på mig selv som min søn ser på mig:) hvis det giver mening… Han ser jo den stærke, kærlige, omsorgsfulde, smilende og sjove mor så hvorfor kan jeg ikke selv se/føle det… Det værste for mig er at det er blevet så drænende energimæssigt og tage ud fordi jeg netop også overtænker og analysere alt både under og efter… Men jeg nægter at lade være for så ender jeg som huledame så hep hep for at være sødere ved sig selv<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh ja, hvis bare vi så os selv lidt mere med vores kæres øjne:) Det ville vi nok have rigtig godt af!
      Jeg tager heldigvis også stadig afsted. Og jeg bilder mig selv ind, at det jo aldrig bliver bedre, hvis jeg bare skærmer mig selv fra situationer, som jeg måske – måske ikke – kan blive utilpas i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Sådan har jeg det også! Og altid mest bagefter. Tit kan det næsten som moralske tømmermænd og dårlig samvittighed bagefter. Og det er på en eller anden måde fjollet at det hjælper at andre har det på samme måde. Og så alligevel, for så kan man høre sig selv give de råd man måske selv har brug for at modtage. For jeg er sikker på det både var og er en del af charmen ved dig. Tak for dine skriverier, uanset hvor langt eller kort der skulle være mellem indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg har altid langt flere moralske tømmermænd end de fysiske af slagsen. Som regel over ting, der er med garanti er fuldkommen ligegyldige. Men jeg får dem til at fylde. Tænk hvis man bare en enkelt gang kunne gå hjem og tænke “Hold kæft, hvor var det hyggeligt, og var havde jeg det bare rart!” og så slut. Jeg tænker næsten altid sådan, men så bliver det efterfulgt af et eller andet tåbeligt ‘men’ i forbindelse med noget, jeg har sagt eller gjort. Totalt dumt!
      Og tak<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Åh hvor jeg kender det alt for godt! Prøver tit at skrue ned for mig selv for ikke at være “for meget”. Og selvom noget af det ligger hos mig selv, tror jeg også at de par kommentarer, der er faldet gennem årene om, at jeg fylder meget eller har en speciel facon, har sat sig i mig. Men jeg griner højt og har plat humor og synes egentlig selv jeg er alletiders og dem der ikke gør er lidt åndssvage;-) Og alligevel prøver jeg nogle gange at passe bedre ind for at undgå fornemmelsen af at være hende de andre har alt for meget mening om…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg genkender hvert ord! Og jeg har også ofte fået et ord eller to med på vejen i fht min klodsethed, min lidt skingre stemme og mit tøj. Og selvom jeg siger til mig selv, at jeg er lige, som jeg skal være, så er det som om, ordene ikke helt når ind.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er mig, du beskriver der! ❤️ Følelsen af at være Palle alene i verden, og den eneste i hele selskabet, der er underlig. Det er virkelig rart at vide, at man ikke er den eneste, der tænker sådan. For det er jo det, det er – tanker. Og vi skal øve os i at tænke pænere tanker om os selv. Jeg øver mig også – og fejler ofte – hver dag.
    (PS: Jeg tænker, at du har været umanerlig fin til den 30-årsfødselsdag! ❤️)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det føles bare så åndssvagt at være en voksen kvinde med styr på sit shit, og så alligevel føle, at jeg er langt mere usikker end jeg var som teenager. Det må simpelthen handle om, at ens reflektionsevne er proportionel med ens alder. Og at den ikke altid er lige god! Men ja – vi skal være sødere ved ps selv. Det fortjener vi! Tak for dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lassefar

      Elskebeth….Du er bare så fin..😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad jeg skriver om, når jeg skriver om at skrive.