Kolde øl kræver fuld fordybelse!

Og pludselig var vi lige gamle

I går aftes pakkede jeg min lille Vejlø-taske med fire Hof, en Peter Snus-slikkepind og en varm trøje og gik i ølejren. Allerhelst sad jeg der hver aften, men babyalarmen rækker ikke så langt;) Men i går sad jeg der. Med tasken fuld af øl og hjertet fuld af glæde over at sidde lige der, hvor livet føles så afsindigt rart. Med bålet for mine fødder og guitarspil i mine ører. Marianne sad ved min side. Som hun har gjort så mange somre før. Og i går spurgte jeg hende, hvor gammel hun overhovedet var, da hun og jeg lærte hinanden at kende. “29,” svarede Marianne, “og det er 19 år siden.”

Jeg kan godt huske, da vi mødte hinanden. Marianne havde stort, rødt hår, en latter der kunne høres på flere kilometers afstand og tre små børn. Børnene er store i dag. Det er håret og latteren heldigvis også stadig. Egentlig havde vi vel set hinanden flere gange på øen, Marianne og jeg, men aldrig talt sammen. Men for 19 år siden til et Vejlø-træf på Gråbrødre Torv, skulle jeg pludselig tisse. Det var før, de installerede de offentlige toiletter på torvet. Og de omkringliggende restaurationer var ikke ubetinget begejstret over, at en eller anden tilfældig, flippet ølejrtype stak hovedet ind hvert 5. minut for at låne et toilet. Jeg var 14 år. Og usikker og autoritetstro og fra Lolland. Men jeg var også virkelig tissetrængende. Så Marianne tog mig ved hånden. Hun kendte et sted, sagde hun. Og så gik vi sammen på toilettet, som om vi var veninder. Som om vi var lige gamle. Jeg var ikke vant til den slags voksne. Voksne, der behandlede mig, som om vi var lige. Men det gjorde Marianne. Både den aften og mange aftener sidenhen.

Og i går aftes sad vi der altså igen. På bænken om bålet. 19 år senere, og pludseligt lige gamle. Viklet ind i hinandens historier og liv i det helt uløselige bånd, som er Vejlø.

Jeg har set Mariannes børn blive voksne. Marianne har set mig blive voksen. Og vi har set hinanden. Man kan se hinanden virkelig meget, selvom man kun ses en uge eller to om året. Det er dét Vejlø kan.

Mit Vejlø-venskab med Marianne er et af dem jeg skatter højt. Og det er ét ud af mange. For der kan også skrives mange, lange indlæg om mit første møde med David eller Linnea eller Søren eller Lasse eller Jan eller Ditte eller Heidi eller Carl-Emil eller Mika. Eller en af alle de andre. Som på forskellig vis er viklet ind i mit liv og omvendt. Alt sammen på grund af en lille, ubetydelig plet på Danmarkskortet.

Så vigtig en ubetydelig plet.

img_7062

 

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kolde øl kræver fuld fordybelse!