Genbrugsglæde!

Annonce // indlægget er lavet i samarbejde med
Børneloppen

f91a7d36-d81f-4b5b-8dca-af8ea07b2f81

Herhjemme består børnenes garderobe primært af genbrug. Faktisk tror jeg, at 95% af deres tøj er arvet eller købt brugt. Jeg ville godt sige, at det fra starten har været et bevidst valg, at det har handlet om bæredygtighed og socialt ansvar i forhold til ikke at bidrage til et overforbrug, som tærer på vores miljø. Men det ville være løgn.

Det er ingen hemmelighed, at pengene var små herhjemme, mens vi ventede Ane og i hendes første leveår. Vi havde skudt rigtig mange penge i både behandling og selvbetalt barsel, og der var ikke meget tilbage at gøre godt med. Derfor blev der ikke kastet store summer efter lækre mærkevarer. Der blev i stedet taget imod med kyshånd, når venner og familie kom forbi med deres børns aflagte tøj, ligesom jeg fandt fine tøjpakker i facebookgrupper, på Reshopper og på DBA. Da Jasper så kom, var jeg ligesom inde i rutinen med at genbrugsshoppe, og der var kommet lidt flere aspekter på end bare det økonomiske, hvorfor det gav fin mening at fortsætte.

Egentlig er det faldet mig meget naturligt, fordi jeg også selv altid har haft en garderobe, som har indeholdt en stor del genbrug. Jeg har aldrig tænkt, at mine børn har manglet noget, og jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at iklæde dem brugt tøj. Jeg har opsnuset hist og her, at nogen synes, det er synd for børn, der går i genbrug. At det er sådan lidt sølle. Beskidt og pinligt. Sådan har jeg aldrig følt det! Og når jeg støder på folk med den holdning, kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at nogen folk lever i en verden så snæver, at det tøj, vi iklæder os eller vores børn kan have så stor betydning. For på trods af at børnenes genbrugsgarderober oprindeligt udsprang af et økonomisk behov, så ser jeg i dag så mange positive elementer ved det, at det er et meget bevidst valg at fortsætte. Det økonomiske spiller stadig en rolle i den forstand, at jeg synes, det er komplet tosset at kaste en masse penge efter tøj, som de for det første kun kan passe i en meget begrænset tid, og som, for det andet, ofte bliver dekoreret med kødssovs og fine tuschstreger. Og heri ligger jo også et miljømæssigt perspektiv. For ovenstående gør selvsagt, at der ofte må skiftes ud og fyldes op i børnenes garderober, og hvorfor dog ikke gøre dette med tøj, der allerede er brugt fremfor at medvirke til en merproduktion. Faktisk ville jeg ønske, at jeg formåede at leve endnu mere i genbrugsånden, når det kommer til mit eget tøj, end jeg allerede gør, men jeg undskylder mig selv med, at mit eget nyindkøbte holder længere. ‘Undskylder’ – fordi jeg godt ved, at jeg kunne gøre det bedre. Men jeg gør et forsøg! Fx ved at droppe affiliatelinks. Jeg tog for noget tid siden mig selv i helt seriøst at argumentere for, at jeg var ‘nødt til’ at købe nyt tøj for at kunne dele det herinde og tjene penge på at få jer til at købe nyt tøj. Heldigvis hørte jeg mig selv. Og heldigvis lød det helt, helt forkert. Sådan har jeg ikke lyst til at være! Og det betyder ikke, at jeg er en helgen, eller at jeg ikke på nogen punkter bare godt vil eje ting, der glimter i solen. Ikke det mindste. Men jeg prøver.

Og hvad, jeg til gengæld har lyst til at være, er en mor, som giver mine børn et sundt og naturligt forhold til genbrug, hvor det at købe brugt ikke er et nødvendigt onde, men et bevidst valg. Fordi nyt og glitrende ikke nødvendigvis er bedre. Og jeg har fundet et rigtig godt sted at starte – på Børneloppen. For de af jer, der ikke kender stedet, kan jeg fortælle, at Børneloppen er et ‘loppesupermarked’, hvor man udelukkende kan sælge og købe brugt til børn – tøj, legetøj, barnevogne mm. Derudover har de virkelig mange gode arrangementer, såsom rytmik, førstehjælpskursus, slyngedans, børnediskotek mm. Jeg har handlet hos Børneloppen i en del tid efterhånden. Fx er begge børns vinterudstyr købt her til under halv pris i forhold til, hvis jeg skulle have givet fra ny, men i ligeså god stand. Og nu har jeg også oplevet at være på den anden side, hvor jeg selv solgte hos Børneloppen, og det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg har tidligere solgt via Reshopper, men blev godt og grundigt træt af at spisestuen flød med tøj, som skulle fotograferes og måles og vente på, at en interesseret køber lagde vejen forbi efter 117 spørgsmål på sms – kun for at kigge på en given tøjpakke og give sig til at sammensætte sin egen, fordi den alligevel ikke levede helt op til forventningerne. Hos Børneloppen skriver man sine egne prismærker hjemmefra via deres hjemmeside, hænger tøjet op i butikken og lader andre stå for selve salget. Alt man skal gøre er at kigge ind i ny og næ og sørge for, at der er pænt og ryddeligt på ens stand, så folk får lyst til at lure i den. Jeg medbragte primært 10 kroners ting, netop fordi vi aldrig har købt dyre mærkevarer. Og jeg endte med at sælge for ca. 90 kroner om dagen i de fire uger, hvor jeg havde en stand. Det tøj, jeg ikke fik solgt, donerede jeg til Børneloppens egen bod, hvor overskuddet går til Hjerteforeningen.

En stand hos Børneloppen koster 200 kr for en uge (der gives rabat hvis man lejer for en længere periode) og 15% af det solgte i kommission. Man kan leje en stand med bøljestang til tøj eller en kun med hylder, hvis man primært sælger legetøj. Derudover kan sælge større ting, såsom barnevogn, kravlegård mm for 10 kr. Salget kan man følge med i hjemmefra – dét er fandme smart! Og der findes en afdeling i både Valby og Slagelse.

Personligt er jeg holdt op med at købe tøj til ungerne andre steder, fordi det er så meget nemmere med Børneloppen, hvor jeg kan finde det hele samlet et sted, og fordi det er nemt at have børnene med (de har et legeområde til børn derude, som særligt Ane er vild med). Sidst jeg købte brugt over nettet til Jasper, købte jeg nogle virkelig lækre Kulör-trøjer, som simpelthen viste sig at være så smalle i halsen, at de ikke kunne komme over hans store hoved. Det havde jeg naturligvis nået at spotte, hvis jeg stået med dem i hænderne først.

Så er du en af dem, der endnu ikke har besøgt Børneloppen, så kan jeg virkelig anbefale dig at gøre det! Der er noget for enhver smag og til meget blandede priser. Der er også rig mulighed for at tjene en skilling, hvis du selv ligger inde med en masse af ungernes gamle tøj, legetøj mm, og personalet derude er så søde og hjælpsomme! Jeg hjælper også gerne med svar på, hvordan det fungerer, hvis man skal have en stand, så spørg endelig, hvis du skulle være i tvivl om noget!

(For god ordens skyld: Jeg kontaktede selv Børneloppen i fht et samarbejde, fordi jeg som sagt i forvejen handler hos dem og har deltaget i del af deres gratis arrangementer, og fordi jeg oprigtigt er vild med konceptet. Jeg er ikke blevet betalt for at skrive indlægget, men har fået en stand.)

cbc66328-9c4e-497c-80f0-a945c8515f5e f8491476-a3b8-4dc1-84f0-af378e97bad2 feb68865-f8cd-424f-a712-590d0d653438

Så er bar(m)en lukket…..

a4411563-9648-4b2e-8bf0-73bffb7aeeaf

Jeg er stoppet med amme.

Det er pludseligt og mærkeligt og vemodigt!

Jeg var på skitur med jobbet i forrige uge, og egentlig havde jeg tænkt bare at genoptage amningen, når jeg kom hjem. Fordi jeg jo hele tiden har haft ønsket om, at et ammestop skulle være hans valg – ikke mit. Og det var ikke sådan, at jeg kom hjem, og han så fuldstændig havde glemt alt om babserne i deres fravær. Tværtimod blev jeg modtaget med jubel og åben mund.

Men sagen er, at Jaspers mave alle dage har været sart. Det er åbenbart ikke usædvanligt med kejsersnitsbørn. Faktisk er det dokumenteret, at kejsersnitter har færre tarmbakterier, fordi de ikke er blevet udsat for mors bakterier, da de gjorde deres entré i verden. De har færre mælkesyrebakterier på huden, i munden og i tarmen. Af samme grund vælger man i dag ofte at påsmøre det nyfødte barn med bakterier fra mors skede. Studier har nemlig vist, at der gør en forskel. Studier, som blev offentliggjort en måned efter Jaspers fødsel…. Og nej, man kan ikke gnubbe med tilbagevirkende kraft. I så fald havde jeg haft Jasper dinglende mellem mine lår i hans første leveår.

Jasper er blevet stopfodret med mælkesyrebakterier hele sit liv. Alligevel blev han efter vuggestueopstart ramt af opkastsyge én gang om måneden i 6 måneder i streg. Derudover har konsistensen af hans afførring (selvtak!) altid været mere end ustabil end en teenager. Jeg har prøvet at holde mig fra citrusfrugter, kaffe, chokolade (så mener man det, fandme!) mm uden held. Så var det, at babserne tog afsted i 5 dage. Og vupti – fast lort over hele feltet. Den morgen jeg kom hjem, tilgodeså jeg naturligvis hans ønske om babs, kun med det resultat at jeg igen igen fik hans tøj med hjem fra vuggestuen i en plastikpose.

Så nu er bar(m)en lukket. Det er egentlig nok Jasper, der tager det pænest. Han efterspørger det, men bliver ikke ulykkelig, når han får et nej. Jeg derimod synes, at det er allerhelvedes vemodigt. Jeg vidste jo ikke, at sidste gang blev sidste gang. Pludselig var det bare slut. Og for mig betyder det et endegyldigt slut. Jeg kommer aldrig til at amme et barn igen, og den tanke synes jeg er svær. For amning har fyldt meget i mit moderskab. Først pga kampen for at amme Ane, som er min største bedrift til dato! Dengang troede jeg også, at jeg andrig ville komme til at amme igen, men livet ville det anderledes. Og så kom Jasper, og med ham fulgte en tsunami af modermælk og et ammeforløb, hvor eneste udfordring undervejs var det modsatte af med Ane – for meget mælk.

Jeg ammet i busser, på restauranter, på trappetrin. Jeg ammet, hvor end jeg nu befandt mig, da mine børn meldte deres sult. Og jeg har elsket det! Med Ane betød det alt, at jeg gennem amningen kunne vise verden, at hun var min – selvom systemet holdt på det modsatte. Hell – jeg har ammet hende foran den sagsbehandler på Statsforvaltningen, som skulle godkende, at jeg fik forældremyndighed. Dét var for fedt!!! Med Jasper fik jeg desværre også lov at møde bagsiden ved at amme offentligt. Fordommene og spørgsmålene om, hvorvidt han ikke snart skulle til at have noget rigtig mad, og om jeg mon havde tænkt mig at amme ham frem til børnehavestart. Jeg har bedt folk passe deres egne bryster og været uendeligt stolt af mine. Også dét har jeg fået på puklen for fra tid til anden. For nogen har tolket min egen stolthed, min glæde over at kunne amme, som værende shaming af de kvinder, som ikke kan eller vil. Og intet kunne være længere fra sandheden. Men jeg forstår det godt! Jeg har selv stået på den anden side og helt irrationelt følt andre kvinders blomstrende fertilitet som en direkte hån mod mit visnende underliv. Jeg forstår det godt.

Men jeg har været stolt. Jeg ER stolt! Stolt over at have ammet mine børn i tilsammen 3,5 år. Stolt af at have kæmpet. Stolt af ikke at have ladet samfundets normer diktere mine ammeforløb. Stolt af min krop, som muligvis ikke er skabt til at lave børn. Men den er satme skabt til at amme dem!!!

 

Ps. Burde måske genudgive oden til mine bryster??;)

ad93af6e-a7ac-4bdd-a995-82822670040d deaab7bc-bcea-42b4-b92c-4cd49452dfd5 1ed9e4e7-cf1a-4b57-aa6f-3593ffce25e3 7df17db1-d699-4cf2-a174-ede7ad03774e 2faa209c-17e1-4d31-be23-017412e5afd8 3225cd8d-08c3-44be-965b-fb33434b0722 395f26a2-540f-45d1-81d7-6602a8ee9bdd c98e3d4d-ed29-42d6-aae0-3533a65fbeec

Noget om at spole tilbage

Nå, men øhmmm…. Jeg har sagt op hos Bloggers Delight. Om små tre måneder er jeg tilbage, hvor jeg startede. Hvor jeg bare var mig.

Det kommer på mange måder ikke til at gøre den store forskel for jer. Bannerreklamerne forsvinder, og det er vist nærmest det. Sponsorede indlæg bliver der forhåbentlig stadig nogle stykker af, men mit håb er at kunne holde det til nogle enkelte, længevarende af slagsen. Bag skærmen får det lidt betydning af mere teknisk karakter, og da jeg selv er elendig til den slags ting, har jeg allieret mig med en veninde, som forhåbentlig kan sørge for, at den proces bliver smertefri.

Jeg har været rigtig glad for at være en del af Bloggers Delight! De har hjulpet mig med sindssygt mange ting, og det har været fedt at være en del af et fællesskab. Men det er også fællesskabet, der får mig til at trække stikket. For det kan være svært at være fælles om noget, når man faktisk ikke føler, at man passer ind. Og det gør jeg ikke. Jeg er ikke en blogger. Jeg er glad for at skrive herinde – ingen tvivl om det. Men jeg identificerer mig ikke med bloggen. Jeg er også glad for at dimse i hjemmet, sy kjoler og bygge borde ud af gulvbrædder. Det gør mig hverken til boligstylist, designer eller snedker. Og jeg er ikke ‘Fyrsten&Fruen’.

Blogland har ændret sig ufatteligt meget i de 6-7 år, hvor jeg har blogget. Fra at være en lille, lukket klub af folk, der læste med hos hinanden, til på nogen fronter at være hardcore business. Da jeg startede med at blogge bestod give aways ofte af ting, man selv havde lavet eller indkøbt til formålet. Og vi, der sad bag skærmen, kendte hinanden – eller sådan føltes det i hvert fald. I dag ligger værdien ikke i menneskelige relationer og udveksling af holdninger og fortællinger. Det handler om tal. Om sidevisninger og følgere og mængden af penge, som man kan suge af sin blog. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at føle det. Også selvom jeg godt ved, at blogland stadig er meget andet end det. Og selvom I herinde igen og igen viser mig noget andet og mere. Heldigvis! Men det der sker med mig er, at jeg kommer til at sammenligne mig med andre. Hvilket er komplet åndssvagt, det ved jeg godt. Men jeg tror desværre også, at det er svært at komme udenom, når man er i et blogfællesskab. Jeg tager mig selv i at forsøge at passe ind. Jeg bliver irriteret, når andre får kampagner, som jeg tænker er skræddersyet til mig. Jeg kommer til at kigge på tal og statistikker, uden overhovedet at ane, hvad jeg skal bruge det til. Jeg kommer til at bruge energi og tankevirksomhed på ting, som intet positivt fører med sig. Føler, at jeg ikke er god nok, fordi jeg ikke er som de andre.

Men jeg ER god nok! Jeg kan noget, og jeg gør noget. Og tal og penge og statistikker siger intet om mig, og tjener intet andet formål end at kategorisere. Hvilket helt sikkert er rigtig fint og brugbart, hvis man er en blogger. Men det er jeg ikke. Det havde jeg måske bare lige glemt for en stund.

Så nu spoler jeg tilbage. Til dengang hvor sammenligninger og misundelse ikke fandtes her i min hule. Hvor jeg ikke følte, at jeg skulle præstere med hvert eneste indlæg, men blot delte dét, som jeg havde lyst til. Tilbage til starten. Og jeg glæder mig!

Og her er en sjov kat. Selv tak.

8b9bbd86-223b-4c96-91fc-b3d01412451c

 

Date!

Er det irriterende, at jeg synger med?”, spurgte min sidemand mig, da jeg havde hvisket til ham, at jeg håbede, at han ville synge med på næste nummer. “Slet, slet ikke!”, svarede jeg. “Jeg var ikke ironisk. Jeg synes, det er skønt, at du synger med!”. Så han sang med videre på 90’er poppen. Manden, der var næsten 2 meter høj og havde tatoveringer op og ned ad begge arme. “Mit yndlingsnummer er ‘Dolphin Girl’.”, sagde han bagefter. Tal lige om ikke at dømme på udseendet.

Jeg er ret sikker på, at jeg var alderspræsident med omvendt fortegn til Sko/Torp-koncerten i går, som var min julegave til Fyrsten. En julegave som passende blev indløst på hans fødselsdag. Men alderen er jo ligegyldig. Ligesom antallet af tatoveringer er det. Det vigtige er, om man nyder musikken, hvilket min sidemand helt tydeligt gjorde. Og det gjorde Fyrsten og jeg også. Også selvom jeg skulle tisse under det meste af koncerten. For en stor fadøl betyder åbenbart en liter på Vestegnen.

Det var vores tredje date siden 2014. Men egentlig ved jeg ikke helt, om jeg synes, at de to foregående fortjener at gå under betegnelsen ‘date’. På den første af dem var jeg i hormonbehandling med alt hvad dertil hører, og Fyrsten var syg. Så spisningen blev sprunget over, og vi tog direkte til koncert og derfra hjem i seng. Den anden var på en onsdag. Hvor Fyrsten sad fast i trafikken og kom for sent hjem, hvorfor spisningen bare blev til et pitstop på det første burgersted, vi mødte på vores vej. Så til koncert, hvor jeg måtte sidde ned, fordi jeg var temmelig højgravid. Men så var der i går. Hvor hverken trafikken eller hormonerne drillede. Hvor vi havde bestilt bord på restaurant og indtog præcis den mad og vin, vi havde lyst til, uden at skele til prisen. Hvor vi hørte dejlig musik og kyssede undervejs. Og grinede af mig og min utrænede blære, som måtte tømmes bag en busk efter koncerten, fordi toiletkøen var for lang. Vi gjorde stop på en brun bodega på vejen hjem, og drak endnu en øl, før vi vendte næsen mod Palæet, hvor børnene sov, og barnepigen sad med fødderne på sofabordet, klar til at drikke et glas vin og høre om vores aften.

Jeg har vist efterhånden nævnt et par gange, at vi ikke har det store datingbehov. At vi finder ligeså meget glæde i de mange projekter, som vi er fælles om herhjemme. Og at vi sagtens kan tage ud og opleve ting og være sammen MED børn. Men bare én gang om året ville det være skønt at have en aften, som den vi havde i går. For det var fandme hyggeligt:)

En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Forresten #25

Annonce / indeholder reklame for Børneloppen

– har Ane i dag kaldt nogle af de andre børn i børnehaven for nogen forvaskede møgunger.

– sagde jeg naturligvis til hende, at sådan noget må man ikke sige! Da jeg var færdig med at grine.

– skal jeg til 90’er fest med en flok bloggere på lørdag. De er virkelig gået i planlægningsmode med hensyn tøj og gennemsøger genbrugsbutikker og sender efterlysninger ud på facebook. Jeg har bare fundet noget i tøjskabet, som har ligget der siden 7. klasse.

– minder det mig om, at jeg måske skal returnere den Millencolin-hættetrøje, som jeg lånte af Lasse i 1997…..

– har jeg endelig taget mig sammen og fået to stande hos Børneloppen (den ene som ‘gave’), så jeg kan få solgt ud af alt det børnetøj, legetøj mm, som har været stablet op på Jaspers kommende værelse. Jeg har tidligere forsøgt at slippe af med det på Reshopper, men det er simpelthen alt for tidskrævende!

– bruger jeg så i stedet tilsvarende mængde tid på at gå ind på hjemmesiden og se, om jeg mon har solgt noget, siden jeg tjekkede 5 minutter forinden.

– har Palæ Pompøs fået sin egen Instagram-profil. Bare fordi:)

– er vores vaskemaskine stået af, hvilket  jo er enhver børnefamilies mareridt. Jasper sørgede naturligvis for lige at understrege dette faktum ved at få næseblod i sengen. Og fordi vi samsover, og Jasper sover i bevægelse, nåede han at understrege det på to lagner, to rullemadrassser, tre dyner og en hovedpude. Yay….

– har vi altså pt ingen forvaskede møgunger herhjemme pt.

5a640892-d9c4-41d7-b757-ba174784319c

 

At fortælle videre på hinandens historie

Jeg husker tydeligt, første gang vi så Palæet. Jeg husker min henrykkelse over de blå og grønne klinker i gangen, min skuffelse da disse farver brat skiftede til brun ved overgangen til køkkenet, og min forbløffelse og forelskelse da jeg så trappeopgangen. Jeg husker også ejendomsmægleren fortælle, at de gamle teaterplakater, som prydede trappeopgangen, var sat op af to skuespillere, der boede her for længe siden – og at man selvfølgelig bare skulle rive lortet ned.

Han kendte os ikke, ham ejendomsmægleren. Han vidste ikke, at det han så som værende en ulempe ved huset, var det vi så som værende husets magi. Der var historie og liv lige der i den smalle trappeopgang. Og vi er suckers for den slags. Han havde ikke behøvet at vise os resten af huset. Vi var allerede overbevist.

De seneste år har jeg søgt og samlet gamle plakater. Teaterplakater, Tivoliplakater, museumsplakater. Med det ene formål at færdiggøre den trappeopgang, som Lars og Henrik påbegyndte, før jeg overhovedet var født. Og i går lykkedes det mig at samle de sidste.

Nu er trappeopgangen færdig. Det har været med sved på panden og rystende hånd, at jeg har sat de smukke, gamle Tivoliplakater og Wiinblad op. For når først de sidder der, er der ingen vej tilbage. Men da jeg for noget tid siden delte netop denne bekymring på IG, svarede flere tilbage, at på den her måde kunne jeg jo nyde dem hver dag. Kom de ikke op, ville de blot ligge i et plakatrør i et eller andet hjørne og være smukke helt alene. Og det kan jeg ikke ha’ siddende på mig;)

Jeg elsker trappeopgangen. Mest af alt elsker jeg, at vi har kombineret husets historie med vores historie. Det ville så enkelt at rive ned og fjerne til vi stod med et blankt lærred, som kunne danne bunden for vores liv og vores historie. Men i mine øjne er det langt smukkere at være med til at fortælle videre på den historier, der allerede er fortalt. Og jo, jeg kan da godt misunde folk, der flytter ind i et helt nybygget hus. I et splitsekund. For det er fint og skinnende og alt det der. Men jeg ville ikke bytte for noget i verden. Her, hvor vi bor, dukker der det ene nybyggeri op efter det andet. Det er flotte huse – ingen tvivl om det. Og de har alle sammen lagt et eller andet under deres fliser, så der ikke kommer ukrudt op. Dét er jeg satme misundelig på. Men de gør mig ikke nysgerrig. De siger mig ikke noget om de mennesker, der lever bag de specialdesignet lamelgardiner. De står der bare. Uden ukrudt, vel at mærke.

Jeg vil ha’ et hjem, jeg kan mærke. Et hjem, der ikke bare fortæller noget om mig, men som er noget i sig selv. Og det har jeg fået.

dd026bd8-2501-444b-b4cf-5223b6e4ccdadc5a8199-1f89-4438-873f-ae1b2d9f2026922a2946-b619-4cb7-b4bc-ef5bf777f2571fd15e8c-ce9f-4539-ad9b-4fda382731fb1b7cddeb-6a65-4b91-ad2d-867b2e8db4d0cf4c10fd-a6ce-477f-8ec9-5261a2f96697

 

Og ja – som I kan se på billedet, så mangler vi stadig at få lavet en del af gulvet. Men det er forhåbentlig snart gjort. Fyrsten har netop i dag afhentet et læs gamle gulvbrædder på Frederiksberg hos et par, som er ved at renovere lejlighed. Det har uden tvivl været noget af et arbejde at brække dem op uden at ødelægge dem, og jeg er helt på røven over, at et par, som jeg overhovedet ikke kender, ville gøre det for os. Det er fandme fint, altså!

Ps. Hvis I er vilde med gamle huse og historier og renovering, så skal I altså følge med inde hos @Sneglehytten på IG. Michael og Cecilie har købt det fineste gamle hus, som de er ved at renovere. De deler processen, og herunder også de overvejelser, de gør sig i forhold til, hvilke af husets nuværende detaljer, der skal bibeholdes. Det er hyggeligt og inspirerende, og det er lige i min ånd:)

Noget om at amme fra 2013 til 2018….

Jeg har ammet fra 2013-2018. Jeg gav lige brysterne en pause fra februar 2015 til januar 2016, hvorefter de blev sat i drift igen.

Reelt har jeg ‘kun’ ammet i 3,5 år, men det lyder ligesom bare vildere på den anden måde, ikk’?!;)

Med Ane havde jeg slet ikke nogen forventninger om at amme. Et håb, men ingen forventninger. Man kan jo ikke amme, når man ikke har født, vel?! Det kunne man så godt. Og det gjorde vi – i halvandet år. Havde det ikke været fordi, vi skulle i fertilitetsbehandling, var vi sikkert fortsat.

Så kom Jasper. Han sugede sig fast som en igle fra dag 1 og har endnu ikke sluppet her to år senere.

Ærligt? Jeg synes tit og ofte, at det er irriterende at amme. Mest af helt lavpraktiske årsager, som det der med kun at kunne bruge ammebh’er. Og ikke gide investere i nye, fordi jeg bliver ved med tænke, at vi jo nok snart stopper med at amme. Ligesom jeg tænkte det for et år siden. Og allerede dengang trængte bh’erne til en opdatering. Så er det der med kun at kunne iføre sig tøj, hvor der er nem adgang til brystet. Eller skifte tøj når jeg kommer hjem fra job. Det er også en smule irriterende. Det mest irriterende er dog den der fornemmelse af folks blikke, når jeg ammer offentligt. En fornemmelse, der vokser simultant med Jasper. Måske jeg ser spøgelser, fordi jeg har læst for mange kommentartråde på Facebook. Lige meget hvad, er følelsen der. Og den er ikke rar. Det er ikke rart at føle, at andre kigger skævt til én, og det er ikke rart, når man tager sig selv i at nægte ham bryst offentligt, fordi fremmede folks røster spøger. “Han har jo ikke behov for det!” Men det har han. Og det ved jeg, fordi jeg er hans mor.

For mest af alt er det heldigvis stadig rart at amme. På samme måde som det er rart for mig at møde mit barn i alle mulige andre behov. Det er rart at se hans smil, når han klapper på gulvet, og jeg sætter mig ned og bygger et tårn med ham. Og det er rart at tage ham op og holde ham tæt, når han er ked af, og kunne mærke hvordan nærheden og trygheden gør hans åndedræt tungere. På samme måde er det rart at amme. Det er rart at møde ham i hans behov. Om det så handler on leg, trøst eller amning.

Derfor ammer jeg stadig. Ikke fordi jeg tænker, at amning i sig selv er godt. Ikke fordi jeg tænker, at han ikke kan undvære. Ikke fordi det er nødvendigt at amme. Men fordi det er rart. For ham. Og dermed også for mig.

c287e8d9-00c6-4a8a-90ed-1a451ed38bf0

 

Musikquiz – og et ret højt serviceniveau;)

Jeg har netop smidt link på IG og facebook til den musikquiz, som jeg lavede for et par år siden. Det kunne jo være, at I var nogen stykker, som skulle få lyst til at dyste lidt i musikkens verden i morgen.

Så var det, at én på IG spurgte, hvor man kunne finde mine playlister. Og det kunne man ikke. Kunne! For nu har jeg lavet dem til jer, sgu. Eller i hvert fald til de af jer, som har Yousee. Det er bare at gå ind og søge på de titler, som I kan se her på billedet, så ligger mine playlister synlige for jer:)

Med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle:)

96e28e37-af73-41ec-ac72-c82e1873bde2

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17