Siden sidst….

…. er jeg fyldt 34.

…. er jeg, ifølge Ane, fyldt 34, 35, 36 og 37. Jeg piller flagene ned, inden jeg runder de 40.

…. har jeg haft grøn gajol i skoene. Ja, jeg sagde 34.

…. har jeg stået med røven i vejret på Gammel Køge Landevej og forsøgt at vikle mit halstørklæde ud af min cykelkæde.

…. har jeg indgået en aftale med børnene herhjemme om, at man ikke må slå, men til gengæld får et fripas til at sige ‘Lortefuckermor’, hvis man er RIGTIG vred. Moderskabet er ét langt kompromis. Og Ane er en benhård forhandler!

…. har jeg været udendørs. UDEN jakke på! Det er den slags episoder, der giver livet mening!

…. har jeg fået ørebling, der får mit hjerte til at skippe et slag.

…. har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal træne 10 gange i april. Ændret det til 8. Og ændret det til maj. Jeg er også en benhård forhandler!

…. har jeg bagt 20 cupcakes til Lillemors fødselsdag. Og bagt 10 ekstra, så jeg ku’ spise af dem undervejs.

…. har jeg desuden afleveret en fjerpyntet gave til den omtalte fødselsdag. Fordi det her;)

…. har jeg meldt mig til at stå for æg og rejer til en påskefrokost. For alle kan jo lave hårdkogte æg, ikk’?! Jeg kom med blødkogte….

…. har jeg mistet Anes ven, Hans. Som jeg havde lovet at passe godt på. Er I klar over, hvor vanskeligt det er at finde en død vandrende pind på bunden af enladcykel, som er fyldt med blå futter, gamle Mariekiks, sten og almindelige, ubevægelige pinde??!

fb6857c5-f307-4991-9f0b-36e941d381b3
Den gule æske, som skulle ha’ været Hans’ sidste hvilested.

 

 

Odd one out….

For en del år siden, før jeg havde børn og Palæ, var jeg inviteret til en vens 30 års fødselsdag. Jeg havde taget en rød kjole på, som jeg havde arvet fra min mormors søster, og et par sorte snørestøvler med hæl. Ikke et outfit, der fulgte moden, men det var personligt, det var mig, og jeg syntes, at jeg så godt ud. Til festen kommer også en kvinde, som jeg kendte en smule i mine teenageår. Vi siger ‘hej’ og krammer, og hun kigger ned ad mig og udbryder, “Åh, jeg vidste ikke, at vi skulle komme udklædt!”. Hun prøvede ikke at være sjov eller tarvelig, hun mente det helt alvorligt. Egentlig ved jeg jo godt, at det nok var allermest pinligt for hende. Men det var det også for mig. Eller i hvert fald ubehageligt. At stå der og egentlig føle sig afslappet og fin, og så ende med at føle at man mest af alt var helt forkert. Jeg burde naturligvis ha’ rettet ryggen. Grint af hendes fejltagelse og fortalt hende, at jeg selv følte mig super godt tilpas og syntes, at jeg så fantastisk ud. Måske endda ha’ opfordret hende til at gå hjem og finde en farverig kjole i skabet, som hun selv elskede, og tage den på uden tanke på, om den var passende til lejligheden eller trendy på modeblads-måden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg følte mig bare forkert.

Jeg ved ikke, hvornår det er kommet, det der med at være så skide selvbevidst. Det har i hvert fald ikke altid været sådan. Men det er kommet gradvist med årene, og jeg synes kun, at det tager til i styrke. Højst sandsynligt mest af alt fordi jeg er blevet opmærksom på det.

Det, jeg oplever, er, at når jeg er ude i selskaber, hvor jeg er ikke omgivet af folk, som jeg sådan rigtig kender og vice versa, bliver jeg mega opmærksom på alt, hvad jeg siger og gør. Hvilket medfører, at jeg siger og gør alt muligt andet, end jeg normalt ville. Ofte noget dumt eller mærkeligt. Lidt ligesom hvis man tager den dyre, hvide skjorte på og er über opmærksom på ikke at spilde. Man er garanteret at komme hjem med karrysild på både skjorte og strømper. Havde man taget den sorte på, havde man ikke skænket det en tanke, og den var forblevet pletfri. Jeg er en omvandrende karrysild-indsmurt skjorte. Jeg er så forhippet på at være afslappet og mig selv, at jeg ender med at være det stik modsatte. Stiv (altså, ikke fuld-stiv. Eller jo, også nogen gange det. When all else fails – drink!) og karikeret. Enten bliver jeg tavs og tilbageholdende, ellers gør jeg modsat – bliver højtråbende og fjollet i forsøget på at dække over, hvor jeg utilpas jeg egentlig er. Eller det føler jeg i hvert fald. Og det er næsten endnu værre, når først jeg er hjemme i sikker havn med masser af ro til at overanalysere alt, hvad jeg har sagt og gjort. Piller mig selv i navlen og tror, at alle har set og hørt mig. Og at jeg naturligvis har været pisse pinlig.

For nogle uger siden skulle jeg til en fødselsdag. Faktisk hos samme ven, som dengang hvor jeg var ikke-udklædt. Jeg fulgtes med en tæt veninde derhen , og jeg delte mine tanker om følelsen af at stå i et selskab med en masse fremmede og gamle bekendte og føle mig helt forkert og udenfor. Fortalte hvordan jeg misundede hende for hendes selvsikkerhed. For hendes måde at indtage et rum og bare være sig selv. For hendes lange, flagrende hår og hendes lange ben, som nærmest fik det til at se ud som om, at hun fløj hen over gulvet. Og så grinte hun. Sådan ret meget. Og hun fortalte, hvordan hun følte, at hun var en stor klumpedumpe med sine lange lemmer og sit store hår. At det jeg så som elegant og nærmest elverpige-agtigt, oplevede hun selv som en elefant i en glasbutik. Hun forstod mine tanker og følelser fuldstændig og grinte stort af min fejlagtige antagelse af, at jeg var alene i verden om at have det sådan.

Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne omfavne mig selv 100%. Min klodsethed, min naivitet, min til tider anderledes påklædning, min akavethed. For det at være sådan en smule akavet er ikke kun et resultat af min selvbevidsthed. Jeg har alle dage sagt og gjort tossede ting. Fordi jeg ikke altid tænker så meget over tingene i øjeblikket. Og egentlig kunne det sagtens være charmen ved mig. Det tror jeg faktisk, det var, da jeg var yngre. Det er mig selv, ikke mine omgivelser, der får det vendt til noget negativt. Det er mig selv, der gør mig forkert.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal slippe det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig selv at føle, at jeg er helt rigtig, præcis som jeg er. Men jeg prøver!

 

be09dcd1-7c14-4c16-9616-606e1b6e383b

Hvad jeg skriver om, når jeg skriver om at skrive.

Når jeg går på nettet på min telefon, giver den mig altid fem forslag til sider, jeg skal besøge. Google, Boliga, noget arbejdsrelateret, Politiken og ‘log ind på din blog’. I dag var den sidste erstattet med Netto. De har haft fødselsdag, og man har kunne vinde præmier. Det gjorde man ikke. Til gengæld fik man syn for, at man åbenbart blogger for lidt pt.

Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte. Jeg har masser.

– der er det med, at Jasper ikke taler. I hvert fald ikke i forhold til, hvad der er forventeligt af en dreng på hans alder. Bekymringen. Og irritationen over bekymringen, fordi jeg jo er udmærket klar over, at børn udvikler sig i forskellige tempi. Men også stoltheden, når der kommer nye ord. For et par dage siden begyndte han at bruge mere end et ord af gangen. “Min mor!”, siger han<3

– eller det med den samtale, jeg havde med en veninde. Om hvordan jeg føler, at jeg bliver mere og mere socialt akavet og selvbevidst på den ufede måde med alderen. Tankerne om, hvad det skyldes, og ikke mindst hvordan jeg forholder mig til det. Hvordan jeg til tider føler, at det hæmmer mig. Og min store forbløffelse over at indse, at jeg åbenbart ikke er alene.

– og det med, at jeg føler skam, når jeg bruger penge. Sådan dybest set hver gang. Ikke overfor nogen som sådan, bare en generel følelse af skyld og skam. Og i den forbindelse om en gammel udfordring fra en blog-veninde om at købe en absurd dyr kringle. Eller måske var det en tærte? Den var i hvert fald dyr!

– og det med de smukke røde sko, som jeg skammer mig over at have købt, men ikke ville kunne leve uden! Kringle kan jeg til gengæld godt leve uden.

– det med at have en dobbeltseng med sidevogn, når nu vi alligevel altid ender med at ligge alle fire i vores kingsize 160-seng. Og det med ikke at ønske, at børnene ville sove i deres egne senge.

– eller det med simpelthen ikke at kunne forstå, hvordan det kan være, at børn i så mange sammenhænge blive anset som værende en gene for omverdenen? Jeg mener, der findes relativt mange af dem. Måske det var nemmere, for ikke at tale om mere respektfuldt, at indrette verden lidt mere efter dem end den anden vej rundt? Siger moren, som modtog evil eyes af den virkelig vilde slags, fordi hun vovede at tage to børn med på restaurant i Tivoli. En mandag i vinterferien. Kl. 17.30.

– der er det med, at jeg har fået lov til at skrive et gæsteindlæg hos en anden blogger. Et vigtigt et af slagsen. Et af dem jeg selv har skrevet mange af herinde, om hvordan man bruger sproget, når man taler om børns genetiske ophav. Altså – et af dem, der nærmest burde skrive sig selv. Det gør det bare ikke. Jeg har skrevet det om 20 gange. Og lidt mere, tror jeg. For den her gang har jeg mulighed for at nå ud til mange flere, end jeg plejer. Med et emne som er så uendeligt vigtigt for mig. Jamen, hej med dig, præstationsangst!

– og så er der det der med, at jeg jo er stoppet med at amme og derfor kan donere æg. Hvilket jeg skal. Når jeg lige har trukket vejret. Og nå ja – når jeg lige ved, om jeg ender med at måtte bruge alle mine omsorgsdage på at have ungerne hjemme i forbindelse med lock outen.

– og det med at måtte erkende, at selvom jeg insisterer på, at jeg ikke er blogger, så har jeg fremdyrket et vaskeægte bloggerbarn. Det er i hvert fald dét, min kamerarulle fortæller mig…. (“Næ, se nu der – en kurv! Den må foreviges!)

3f504078-1a6d-4a6c-bec9-295bc875befd8b60498d-b275-4e34-b49a-a0e1a595e79762a757cc-4046-45d9-889e-f474a7d7c572b7d32dea-136e-40bb-8548-41da736307a2

 

Ja, der er masser at tage fat på. Jeg ved bare ikke helt, hvor jeg skal begynde. Så nu begynder jeg her. Med at skrive om alt det, som jeg ikke skriver om. Men som jeg nu skrev lidt om alligevel;)

Genbrugsglæde!

Annonce // indlægget er lavet i samarbejde med
Børneloppen

f91a7d36-d81f-4b5b-8dca-af8ea07b2f81

Herhjemme består børnenes garderobe primært af genbrug. Faktisk tror jeg, at 95% af deres tøj er arvet eller købt brugt. Jeg ville godt sige, at det fra starten har været et bevidst valg, at det har handlet om bæredygtighed og socialt ansvar i forhold til ikke at bidrage til et overforbrug, som tærer på vores miljø. Men det ville være løgn.

Det er ingen hemmelighed, at pengene var små herhjemme, mens vi ventede Ane og i hendes første leveår. Vi havde skudt rigtig mange penge i både behandling og selvbetalt barsel, og der var ikke meget tilbage at gøre godt med. Derfor blev der ikke kastet store summer efter lækre mærkevarer. Der blev i stedet taget imod med kyshånd, når venner og familie kom forbi med deres børns aflagte tøj, ligesom jeg fandt fine tøjpakker i facebookgrupper, på Reshopper og på DBA. Da Jasper så kom, var jeg ligesom inde i rutinen med at genbrugsshoppe, og der var kommet lidt flere aspekter på end bare det økonomiske, hvorfor det gav fin mening at fortsætte.

Egentlig er det faldet mig meget naturligt, fordi jeg også selv altid har haft en garderobe, som har indeholdt en stor del genbrug. Jeg har aldrig tænkt, at mine børn har manglet noget, og jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at iklæde dem brugt tøj. Jeg har opsnuset hist og her, at nogen synes, det er synd for børn, der går i genbrug. At det er sådan lidt sølle. Beskidt og pinligt. Sådan har jeg aldrig følt det! Og når jeg støder på folk med den holdning, kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at nogen folk lever i en verden så snæver, at det tøj, vi iklæder os eller vores børn kan have så stor betydning. For på trods af at børnenes genbrugsgarderober oprindeligt udsprang af et økonomisk behov, så ser jeg i dag så mange positive elementer ved det, at det er et meget bevidst valg at fortsætte. Det økonomiske spiller stadig en rolle i den forstand, at jeg synes, det er komplet tosset at kaste en masse penge efter tøj, som de for det første kun kan passe i en meget begrænset tid, og som, for det andet, ofte bliver dekoreret med kødssovs og fine tuschstreger. Og heri ligger jo også et miljømæssigt perspektiv. For ovenstående gør selvsagt, at der ofte må skiftes ud og fyldes op i børnenes garderober, og hvorfor dog ikke gøre dette med tøj, der allerede er brugt fremfor at medvirke til en merproduktion. Faktisk ville jeg ønske, at jeg formåede at leve endnu mere i genbrugsånden, når det kommer til mit eget tøj, end jeg allerede gør, men jeg undskylder mig selv med, at mit eget nyindkøbte holder længere. ‘Undskylder’ – fordi jeg godt ved, at jeg kunne gøre det bedre. Men jeg gør et forsøg! Fx ved at droppe affiliatelinks. Jeg tog for noget tid siden mig selv i helt seriøst at argumentere for, at jeg var ‘nødt til’ at købe nyt tøj for at kunne dele det herinde og tjene penge på at få jer til at købe nyt tøj. Heldigvis hørte jeg mig selv. Og heldigvis lød det helt, helt forkert. Sådan har jeg ikke lyst til at være! Og det betyder ikke, at jeg er en helgen, eller at jeg ikke på nogen punkter bare godt vil eje ting, der glimter i solen. Ikke det mindste. Men jeg prøver.

Og hvad, jeg til gengæld har lyst til at være, er en mor, som giver mine børn et sundt og naturligt forhold til genbrug, hvor det at købe brugt ikke er et nødvendigt onde, men et bevidst valg. Fordi nyt og glitrende ikke nødvendigvis er bedre. Og jeg har fundet et rigtig godt sted at starte – på Børneloppen. For de af jer, der ikke kender stedet, kan jeg fortælle, at Børneloppen er et ‘loppesupermarked’, hvor man udelukkende kan sælge og købe brugt til børn – tøj, legetøj, barnevogne mm. Derudover har de virkelig mange gode arrangementer, såsom rytmik, førstehjælpskursus, slyngedans, børnediskotek mm. Jeg har handlet hos Børneloppen i en del tid efterhånden. Fx er begge børns vinterudstyr købt her til under halv pris i forhold til, hvis jeg skulle have givet fra ny, men i ligeså god stand. Og nu har jeg også oplevet at være på den anden side, hvor jeg selv solgte hos Børneloppen, og det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg har tidligere solgt via Reshopper, men blev godt og grundigt træt af at spisestuen flød med tøj, som skulle fotograferes og måles og vente på, at en interesseret køber lagde vejen forbi efter 117 spørgsmål på sms – kun for at kigge på en given tøjpakke og give sig til at sammensætte sin egen, fordi den alligevel ikke levede helt op til forventningerne. Hos Børneloppen skriver man sine egne prismærker hjemmefra via deres hjemmeside, hænger tøjet op i butikken og lader andre stå for selve salget. Alt man skal gøre er at kigge ind i ny og næ og sørge for, at der er pænt og ryddeligt på ens stand, så folk får lyst til at lure i den. Jeg medbragte primært 10 kroners ting, netop fordi vi aldrig har købt dyre mærkevarer. Og jeg endte med at sælge for ca. 90 kroner om dagen i de fire uger, hvor jeg havde en stand. Det tøj, jeg ikke fik solgt, donerede jeg til Børneloppens egen bod, hvor overskuddet går til Hjerteforeningen.

En stand hos Børneloppen koster 200 kr for en uge (der gives rabat hvis man lejer for en længere periode) og 15% af det solgte i kommission. Man kan leje en stand med bøljestang til tøj eller en kun med hylder, hvis man primært sælger legetøj. Derudover kan sælge større ting, såsom barnevogn, kravlegård mm for 10 kr. Salget kan man følge med i hjemmefra – dét er fandme smart! Og der findes en afdeling i både Valby og Slagelse.

Personligt er jeg holdt op med at købe tøj til ungerne andre steder, fordi det er så meget nemmere med Børneloppen, hvor jeg kan finde det hele samlet et sted, og fordi det er nemt at have børnene med (de har et legeområde til børn derude, som særligt Ane er vild med). Sidst jeg købte brugt over nettet til Jasper, købte jeg nogle virkelig lækre Kulör-trøjer, som simpelthen viste sig at være så smalle i halsen, at de ikke kunne komme over hans store hoved. Det havde jeg naturligvis nået at spotte, hvis jeg stået med dem i hænderne først.

Så er du en af dem, der endnu ikke har besøgt Børneloppen, så kan jeg virkelig anbefale dig at gøre det! Der er noget for enhver smag og til meget blandede priser. Der er også rig mulighed for at tjene en skilling, hvis du selv ligger inde med en masse af ungernes gamle tøj, legetøj mm, og personalet derude er så søde og hjælpsomme! Jeg hjælper også gerne med svar på, hvordan det fungerer, hvis man skal have en stand, så spørg endelig, hvis du skulle være i tvivl om noget!

(For god ordens skyld: Jeg kontaktede selv Børneloppen i fht et samarbejde, fordi jeg som sagt i forvejen handler hos dem og har deltaget i del af deres gratis arrangementer, og fordi jeg oprigtigt er vild med konceptet. Jeg er ikke blevet betalt for at skrive indlægget, men har fået en stand.)

cbc66328-9c4e-497c-80f0-a945c8515f5e f8491476-a3b8-4dc1-84f0-af378e97bad2 feb68865-f8cd-424f-a712-590d0d653438

At least I have Lulu!

b20b59cd-15b1-49da-a24e-3c591921c19f

Reklame // indeholder omtale af et produkt, som er modtaget i gave

Midt i mit vemod over at være stoppet med at amme har jeg fundet to små lyspunkter: a-skål og a-skål! Der er nemlig sket det vidunderlige, at min barm efter to års uligevægt nu endelig er nogenlunde i balance. Se dét er da i sandhed en gave!

Da jeg for længe siden spurgte jer til råds i forhold til behagelige, bøjleløse bh’er, var I en del, der anbefalede mig at give Lulu fra Femilet et forsøg. Så da jeg kort tid derefter blev tilbudt at modtage præcis den bh i gave, takkede jeg straks ja. Faktisk tænkte jeg, at Lulu måske ikke havde det store imod at huse min uligevægtige barm, men det blev kun til et enkelt forsøg og et bryst på afveje midt i en fodboldkamp i frikvarteret, før det blev modbevist. Lulu er til ligevægt. Så den blev pænt lagt i skuffen igen og har ventet tålmodigt på, at jeg blev færdig med at amme. Og faktisk har jeg haft den på nærmest nonstop siden da, så jeg bør nok investere i et par stykker mere. En i hver farve burde kunne gøre det. På nær hvid. Det har Donna Martin ødelagt for mig.

Når nu jeg vælger at skrive et helt indlæg om en bh, så er det altså ikke fordi, at det var et krav for at modtage den. Sædvanligvis er det fint blot at nævne produktet eller vise det på Instagram, når man modtager en gave. Men jeg er altså så begejstret for den, at jeg er nødt til at give den en anbefaling med på vejen!

Jeg har født et barn, og jeg har ammet to i tilsammen 3,5 år. Jeg havde ikke meget bryst at prale med i forvejen, og det ville være synd at sige, at det er blevet mere prangende med årene. Så når jeg skal have fat i en ordentlig bh, så skal den både kunne give et løft, men også gerne lidt form – og det er altså en smule vanskeligt, når jeg hverken er til bøjler eller sådan nogle formstøbte skåle. Bøjlerne fordi de generer mig – jeg skal helst ikke kunne mærke, at jeg har noget på. Og det formstøbte fordi jeg simpelthen synes, at det får mit bryst til at se unaturligt ud gennem tøjet.

Lulu møder alle mine krav! Da jeg første gang havde den i hænderne, syntes jeg, at blonden virkede noget hård og stiv i det, men det er altså ikke tilfældet, når først den er på. Jeg kan overhovedet ikke mærke den! Den har en lille pude i, som lige giver en smule fylde uden at være for meget. Og af en bh uden bøjle at være så holder den altså virkelig godt på sagerne. Bevares, mine sager er i småtingsafdelingen, men alligevel. Og så er den ovenikøbet pæn. Nok skal jeg ikke rende og fremvise den på gader og stræder, men jeg føler mig altså lige en anelse mere lækker i den, end jeg gjorde i mine gamle, udtjente ammebh’er.

Udover at skulle ha’ fingrene i nogle flere Lulu’er, så er jeg også nødt til at give Robyn et skud. For pga den brede blonde duer Lulu ikke til toppe eller kjoler med tynde stropper. Det gør den anden, og ligesom Lulu er den uden bøjle. Og så er den vanvittigt fin.

Bare lige et tip fra mig, hvis I andre også trænger til en opgradering på bh-fronten:)

a2bd9dc5-c22d-486d-a1a2-fae5e15fbefd

Så er bar(m)en lukket…..

a4411563-9648-4b2e-8bf0-73bffb7aeeaf

Jeg er stoppet med amme.

Det er pludseligt og mærkeligt og vemodigt!

Jeg var på skitur med jobbet i forrige uge, og egentlig havde jeg tænkt bare at genoptage amningen, når jeg kom hjem. Fordi jeg jo hele tiden har haft ønsket om, at et ammestop skulle være hans valg – ikke mit. Og det var ikke sådan, at jeg kom hjem, og han så fuldstændig havde glemt alt om babserne i deres fravær. Tværtimod blev jeg modtaget med jubel og åben mund.

Men sagen er, at Jaspers mave alle dage har været sart. Det er åbenbart ikke usædvanligt med kejsersnitsbørn. Faktisk er det dokumenteret, at kejsersnitter har færre tarmbakterier, fordi de ikke er blevet udsat for mors bakterier, da de gjorde deres entré i verden. De har færre mælkesyrebakterier på huden, i munden og i tarmen. Af samme grund vælger man i dag ofte at påsmøre det nyfødte barn med bakterier fra mors skede. Studier har nemlig vist, at der gør en forskel. Studier, som blev offentliggjort en måned efter Jaspers fødsel…. Og nej, man kan ikke gnubbe med tilbagevirkende kraft. I så fald havde jeg haft Jasper dinglende mellem mine lår i hans første leveår.

Jasper er blevet stopfodret med mælkesyrebakterier hele sit liv. Alligevel blev han efter vuggestueopstart ramt af opkastsyge én gang om måneden i 6 måneder i streg. Derudover har konsistensen af hans afførring (selvtak!) altid været mere end ustabil end en teenager. Jeg har prøvet at holde mig fra citrusfrugter, kaffe, chokolade (så mener man det, fandme!) mm uden held. Så var det, at babserne tog afsted i 5 dage. Og vupti – fast lort over hele feltet. Den morgen jeg kom hjem, tilgodeså jeg naturligvis hans ønske om babs, kun med det resultat at jeg igen igen fik hans tøj med hjem fra vuggestuen i en plastikpose.

Så nu er bar(m)en lukket. Det er egentlig nok Jasper, der tager det pænest. Han efterspørger det, men bliver ikke ulykkelig, når han får et nej. Jeg derimod synes, at det er allerhelvedes vemodigt. Jeg vidste jo ikke, at sidste gang blev sidste gang. Pludselig var det bare slut. Og for mig betyder det et endegyldigt slut. Jeg kommer aldrig til at amme et barn igen, og den tanke synes jeg er svær. For amning har fyldt meget i mit moderskab. Først pga kampen for at amme Ane, som er min største bedrift til dato! Dengang troede jeg også, at jeg andrig ville komme til at amme igen, men livet ville det anderledes. Og så kom Jasper, og med ham fulgte en tsunami af modermælk og et ammeforløb, hvor eneste udfordring undervejs var det modsatte af med Ane – for meget mælk.

Jeg ammet i busser, på restauranter, på trappetrin. Jeg ammet, hvor end jeg nu befandt mig, da mine børn meldte deres sult. Og jeg har elsket det! Med Ane betød det alt, at jeg gennem amningen kunne vise verden, at hun var min – selvom systemet holdt på det modsatte. Hell – jeg har ammet hende foran den sagsbehandler på Statsforvaltningen, som skulle godkende, at jeg fik forældremyndighed. Dét var for fedt!!! Med Jasper fik jeg desværre også lov at møde bagsiden ved at amme offentligt. Fordommene og spørgsmålene om, hvorvidt han ikke snart skulle til at have noget rigtig mad, og om jeg mon havde tænkt mig at amme ham frem til børnehavestart. Jeg har bedt folk passe deres egne bryster og været uendeligt stolt af mine. Også dét har jeg fået på puklen for fra tid til anden. For nogen har tolket min egen stolthed, min glæde over at kunne amme, som værende shaming af de kvinder, som ikke kan eller vil. Og intet kunne være længere fra sandheden. Men jeg forstår det godt! Jeg har selv stået på den anden side og helt irrationelt følt andre kvinders blomstrende fertilitet som en direkte hån mod mit visnende underliv. Jeg forstår det godt.

Men jeg har været stolt. Jeg ER stolt! Stolt over at have ammet mine børn i tilsammen 3,5 år. Stolt af at have kæmpet. Stolt af ikke at have ladet samfundets normer diktere mine ammeforløb. Stolt af min krop, som muligvis ikke er skabt til at lave børn. Men den er satme skabt til at amme dem!!!

 

Ps. Burde måske genudgive oden til mine bryster??;)

ad93af6e-a7ac-4bdd-a995-82822670040d deaab7bc-bcea-42b4-b92c-4cd49452dfd5 1ed9e4e7-cf1a-4b57-aa6f-3593ffce25e3 7df17db1-d699-4cf2-a174-ede7ad03774e 2faa209c-17e1-4d31-be23-017412e5afd8 3225cd8d-08c3-44be-965b-fb33434b0722 395f26a2-540f-45d1-81d7-6602a8ee9bdd c98e3d4d-ed29-42d6-aae0-3533a65fbeec

Noget om at spole tilbage

Nå, men øhmmm…. Jeg har sagt op hos Bloggers Delight. Om små tre måneder er jeg tilbage, hvor jeg startede. Hvor jeg bare var mig.

Det kommer på mange måder ikke til at gøre den store forskel for jer. Bannerreklamerne forsvinder, og det er vist nærmest det. Sponsorede indlæg bliver der forhåbentlig stadig nogle stykker af, men mit håb er at kunne holde det til nogle enkelte, længevarende af slagsen. Bag skærmen får det lidt betydning af mere teknisk karakter, og da jeg selv er elendig til den slags ting, har jeg allieret mig med en veninde, som forhåbentlig kan sørge for, at den proces bliver smertefri.

Jeg har været rigtig glad for at være en del af Bloggers Delight! De har hjulpet mig med sindssygt mange ting, og det har været fedt at være en del af et fællesskab. Men det er også fællesskabet, der får mig til at trække stikket. For det kan være svært at være fælles om noget, når man faktisk ikke føler, at man passer ind. Og det gør jeg ikke. Jeg er ikke en blogger. Jeg er glad for at skrive herinde – ingen tvivl om det. Men jeg identificerer mig ikke med bloggen. Jeg er også glad for at dimse i hjemmet, sy kjoler og bygge borde ud af gulvbrædder. Det gør mig hverken til boligstylist, designer eller snedker. Og jeg er ikke ‘Fyrsten&Fruen’.

Blogland har ændret sig ufatteligt meget i de 6-7 år, hvor jeg har blogget. Fra at være en lille, lukket klub af folk, der læste med hos hinanden, til på nogen fronter at være hardcore business. Da jeg startede med at blogge bestod give aways ofte af ting, man selv havde lavet eller indkøbt til formålet. Og vi, der sad bag skærmen, kendte hinanden – eller sådan føltes det i hvert fald. I dag ligger værdien ikke i menneskelige relationer og udveksling af holdninger og fortællinger. Det handler om tal. Om sidevisninger og følgere og mængden af penge, som man kan suge af sin blog. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at føle det. Også selvom jeg godt ved, at blogland stadig er meget andet end det. Og selvom I herinde igen og igen viser mig noget andet og mere. Heldigvis! Men det der sker med mig er, at jeg kommer til at sammenligne mig med andre. Hvilket er komplet åndssvagt, det ved jeg godt. Men jeg tror desværre også, at det er svært at komme udenom, når man er i et blogfællesskab. Jeg tager mig selv i at forsøge at passe ind. Jeg bliver irriteret, når andre får kampagner, som jeg tænker er skræddersyet til mig. Jeg kommer til at kigge på tal og statistikker, uden overhovedet at ane, hvad jeg skal bruge det til. Jeg kommer til at bruge energi og tankevirksomhed på ting, som intet positivt fører med sig. Føler, at jeg ikke er god nok, fordi jeg ikke er som de andre.

Men jeg ER god nok! Jeg kan noget, og jeg gør noget. Og tal og penge og statistikker siger intet om mig, og tjener intet andet formål end at kategorisere. Hvilket helt sikkert er rigtig fint og brugbart, hvis man er en blogger. Men det er jeg ikke. Det havde jeg måske bare lige glemt for en stund.

Så nu spoler jeg tilbage. Til dengang hvor sammenligninger og misundelse ikke fandtes her i min hule. Hvor jeg ikke følte, at jeg skulle præstere med hvert eneste indlæg, men blot delte dét, som jeg havde lyst til. Tilbage til starten. Og jeg glæder mig!

Og her er en sjov kat. Selv tak.

8b9bbd86-223b-4c96-91fc-b3d01412451c

 

Date!

Er det irriterende, at jeg synger med?”, spurgte min sidemand mig, da jeg havde hvisket til ham, at jeg håbede, at han ville synge med på næste nummer. “Slet, slet ikke!”, svarede jeg. “Jeg var ikke ironisk. Jeg synes, det er skønt, at du synger med!”. Så han sang med videre på 90’er poppen. Manden, der var næsten 2 meter høj og havde tatoveringer op og ned ad begge arme. “Mit yndlingsnummer er ‘Dolphin Girl’.”, sagde han bagefter. Tal lige om ikke at dømme på udseendet.

Jeg er ret sikker på, at jeg var alderspræsident med omvendt fortegn til Sko/Torp-koncerten i går, som var min julegave til Fyrsten. En julegave som passende blev indløst på hans fødselsdag. Men alderen er jo ligegyldig. Ligesom antallet af tatoveringer er det. Det vigtige er, om man nyder musikken, hvilket min sidemand helt tydeligt gjorde. Og det gjorde Fyrsten og jeg også. Også selvom jeg skulle tisse under det meste af koncerten. For en stor fadøl betyder åbenbart en liter på Vestegnen.

Det var vores tredje date siden 2014. Men egentlig ved jeg ikke helt, om jeg synes, at de to foregående fortjener at gå under betegnelsen ‘date’. På den første af dem var jeg i hormonbehandling med alt hvad dertil hører, og Fyrsten var syg. Så spisningen blev sprunget over, og vi tog direkte til koncert og derfra hjem i seng. Den anden var på en onsdag. Hvor Fyrsten sad fast i trafikken og kom for sent hjem, hvorfor spisningen bare blev til et pitstop på det første burgersted, vi mødte på vores vej. Så til koncert, hvor jeg måtte sidde ned, fordi jeg var temmelig højgravid. Men så var der i går. Hvor hverken trafikken eller hormonerne drillede. Hvor vi havde bestilt bord på restaurant og indtog præcis den mad og vin, vi havde lyst til, uden at skele til prisen. Hvor vi hørte dejlig musik og kyssede undervejs. Og grinede af mig og min utrænede blære, som måtte tømmes bag en busk efter koncerten, fordi toiletkøen var for lang. Vi gjorde stop på en brun bodega på vejen hjem, og drak endnu en øl, før vi vendte næsen mod Palæet, hvor børnene sov, og barnepigen sad med fødderne på sofabordet, klar til at drikke et glas vin og høre om vores aften.

Jeg har vist efterhånden nævnt et par gange, at vi ikke har det store datingbehov. At vi finder ligeså meget glæde i de mange projekter, som vi er fælles om herhjemme. Og at vi sagtens kan tage ud og opleve ting og være sammen MED børn. Men bare én gang om året ville det være skønt at have en aften, som den vi havde i går. For det var fandme hyggeligt:)

En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Forresten #25

Annonce / indeholder reklame for Børneloppen

– har Ane i dag kaldt nogle af de andre børn i børnehaven for nogen forvaskede møgunger.

– sagde jeg naturligvis til hende, at sådan noget må man ikke sige! Da jeg var færdig med at grine.

– skal jeg til 90’er fest med en flok bloggere på lørdag. De er virkelig gået i planlægningsmode med hensyn tøj og gennemsøger genbrugsbutikker og sender efterlysninger ud på facebook. Jeg har bare fundet noget i tøjskabet, som har ligget der siden 7. klasse.

– minder det mig om, at jeg måske skal returnere den Millencolin-hættetrøje, som jeg lånte af Lasse i 1997…..

– har jeg endelig taget mig sammen og fået to stande hos Børneloppen (den ene som ‘gave’), så jeg kan få solgt ud af alt det børnetøj, legetøj mm, som har været stablet op på Jaspers kommende værelse. Jeg har tidligere forsøgt at slippe af med det på Reshopper, men det er simpelthen alt for tidskrævende!

– bruger jeg så i stedet tilsvarende mængde tid på at gå ind på hjemmesiden og se, om jeg mon har solgt noget, siden jeg tjekkede 5 minutter forinden.

– har Palæ Pompøs fået sin egen Instagram-profil. Bare fordi:)

– er vores vaskemaskine stået af, hvilket  jo er enhver børnefamilies mareridt. Jasper sørgede naturligvis for lige at understrege dette faktum ved at få næseblod i sengen. Og fordi vi samsover, og Jasper sover i bevægelse, nåede han at understrege det på to lagner, to rullemadrassser, tre dyner og en hovedpude. Yay….

– har vi altså pt ingen forvaskede møgunger herhjemme pt.

5a640892-d9c4-41d7-b757-ba174784319c