Bliver man nogensinde 100% afklaret??

Rød er da også en slags brun! Ikk´???!

Jeg er blevet klippet, sgu! Jeg skrev jo forleden, at det var halvandet år siden sidst, og det fik mig til at tænke, at det måske kunne være meget rart at få studset de slidte ammetjavser. Så jeg bookede en tid hos Marlene fra Platin (ikke spons – hun er hver en krone værd!), som har klippet mig i 15 år. Det startede, mens hun var under uddannelse, hvor jeg sad model for hende et par gange, og siden da har jeg altid givet hende helt frie tøjler. Det fik hun næsten også denne gang – dog fredede jeg mit pandehår, som jeg gerne vil ha’ lidt længde på. Og da jeg fortalte hende, at jeg efter klipningen ville gå hjem og smække en omgang brun henna (reklamelink) i, så forsøgte hun at overtale mig til at nappe den røde i stedet. Men jeg havde hennarødt hår i størstedelen af min ungdom, og jeg synes ligesom, at det hører den tid til. Nu er jeg jo voksen. Og voksne kvinder farver deres hår mørkebrunt. Med mindre de selvfølgelig bestiller den forkerte farve…. Og fuldstændig overser, at der på forsiden af pakken står “superrood“, som man næppe skal være indfødt Hollænder for at kunne oversætte…. Så kan det faktisk muligvis godt være, at voksne kvinder alligevel farver deres hår rødt. Bare en lille, bitte smule. Men rød er da også en slags brun, ikk?

Ahmen, for satan, altså. Sådan noget sker da ikke for folk? Man bestiller da ikke den forkerte hårfarve? Og hvis man endelig gør, så opdager man det da, INDEN man smører den ud i håret?? Det er simpelthen dummere end dumt, hvorfor jeg ikke kunne gøre andet end at grine af det. Og sende Marlene en mms med beskeden om, at hun fik sin vilje;) Nu, hvor ‘chokket’ har lagt sig, så synes jeg faktisk ikke, at det er helt så dumt med det røde hår. Jeg skal lige vænne mig til det, men jeg tror sgu, at jeg beholder det lidt endnu. Frisuren behøver til gengæld ingen tilvænning. Den er jeg fuldstændig tosset med allerede. Og jeg kommer til at vise jer håret igen på et tidspunkt, hvor det ikke har været udsat for hue og cykelhjelm lige efter vask, for frisuren kommer overhovedet ikke til sin ret på de billeder, jeg har taget. Marlene har totalt fået gjort mit halvudvoksede pandehår til en del af frisuren, så dets oprindelig formål ikke lader sig afsløre;) Og selve frisuren kan både bobbes op med bløde kanter, glattes og knaldes op med et par hårnåle. Jeg er fan!

Og ja, jeg har gået og nynnet Dodo’s ‘Pigen med det røde hår’ hele dagen – “Pyntet med en tegning af en kælder“;)

img_4493

 

 

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

5 kommentarer

  • Ingeborg

    Hahaha sjovt, men det må vist være held i uheld, for den klæder dig rigtig godt den farve.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Det er SÅ flot til dig – både farve og frisure! Jeg så det på snap og tænkte “behold den farve!”, så det er jeg glad for du gør 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det har jeg også gjort! Det blev til en knaldrød farve i stedet for en mere afdæmpet brunlig rød. Det sker!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bliver man nogensinde 100% afklaret??