9 års erfaringer rigere

Smilende morgener

Indlægget er sponsoreret af Hatting

img_5595

Vores weekendmorgener er hellige. Sådan har det altid været, også før vi fik børn. Vi har brugt flere år på at finde formlen på de helt perfekte smilende æg. Den er blevet ændret ved hver flytning, for komfurer er jo forskellige. Og hvis man spørger Fyrsten, er der også forskel på, om man bor på 4. sal eller i stuen. 6 minutter og 21 sekunder – koldt vand – hvile i et viskestykke i 2-4 minutter. Dét er den perfekte opskrift. Og vi får smilende æg hver weekend!

Eller. Det gjorde vi. I følgeskab af nybagte boller, frisk frugt og morgenhår. Den perfekte start på dagen! Indtil vi røg jo ind i den der sygdoms-stime af dimensioner. Hvor der var pludselig happy hour på både skoldkopper, mavevirus og influenza. Et virkelig dårligt tilbud, som vores børn desværre valgte at benytte sig af. De var nu flinke nok til også at gemme lidt til os. Auch, hvor jeg synes, at de sidste to måneder har været hårde at komme igennem! Og oveni i det skulle jeg pludselig starte job. Det burde måske ikke være kommet som en overraskelse efter halvandet års barsel, men ovenpå al den sygdom var jeg hverken særlig forberedt eller klar sådan mentalt. Vi har virkelig måtte ofre en del på virkelighedens alter på det seneste, og vi har sprunget over så lave gærde, at vi knap har skulle løfte benene. Og det er okay. Det er sådan, det er i perioder. Der er blevet købt mere fast food, dyrket mindre motion og set mere iPad. Og jeg har ikke en skid dårlig samvittig, for det har ganske enkelt ikke kunne være anderledes.

Men jeg har dog alligevel haft møg dårlig samvittighed over én ting – nemlig det at have ofret vores hyggelige weekendmorgener. For det er især nu, hvor overskuddet er småt og hverdagen tæt pakket med rutiner og minut-for-minut planlægning, at vi har brug for de smilende æg, som samler hele den fyrstelige familie omkring bordet. Men de røg, de smilende æg. Et sted mellem skoldkopperne og influenzaen. Fordi jeg glemte at handle dem, eller fordi de blev til en improviseret aftensmad med smør selv, når jeg – igen – havde glemt at tage mad op ad fryseren. Og så kom havregrynene på morgenbordet. Hvilket ikke passede Ane. Forståeligt nok. Hvor er pålægschokoladen og de nybagte boller??! Det er det nemmeste i verden at knalde en koldhævet dej sammen fredag efter og smække den på bagepladen lørdag morgen. 10 minutter tager det. Og jeg har gjort det så mange gange, at jeg nærmest ville kunne gøre det i søvne. Men når de 10 minutter er de eneste, hvor man kan stjæle sig til at stene lidt ligegyldige serier eller holde sin mand i hånden, inden der er et barn der kalder fra dobbeltsengen, så bliver de altså bare alt værd. Og så ofres morgenbollerne. Og pålægschokolade og havregryn passer bare ikke helt så godt sammen, vel?!

Så da jeg blev prikket på skulderen og spurgt, om jeg ikke ville gøre Hattings nye chia-stykker til en del af vores weekendmorgen, sagde jeg ja tak og amen og gemte æggebakken bagest i køleskabet. Og de seneste to weekender har jeg, med god samvittighed, glemt alt om koldhævet dej. Jeg er krøbet under dynen med et afsnit Grey’s hvide verden på i Paden og et barn i hver armhule- klar til at komme gråd og kald i forkøbet.

Og vi har haft nogen super hyggelige morgener. Både i sidste weekend og i denne. Hvor Ane har bygget hule under sofabordet og ligget der og nydt livet, mens Fyrsten har sovet længe, og Jasper og jeg har gjort klar til morgenmaden. Hvilket vil sige, at Jasper har tømt skraldespanden ud på køkkengulvet og omrokeret i skabet med gryder, mens jeg har smækket chiastykkerne i ovnen, dækket bord og sæt uret på 6 minutter og 21 sekunder. Chiastykkerne skal have 8 minutter i ovnen, hvilket giver æggene 1,5 minutter til at hvile, inden de ryger på bordet – det er jo nærmest meant to be;) Fyrsten  er vågnet til lyden af vores rumsteren i køkkenet og duften af lunt morgenbrød. Præcis som det skal være. Og hold op, hvor skal der i grunden åndssvagt lidt til sådan rigtig at hygge sig:) Huler, morgenhår og pålægschokolade. Og ingen havregryn. Og ingen BH. Bare god tid, varm kaffe og søvn i øjnene. Så synes jeg ærlig talt, at det er helt okay at springe over, hvor gærdet er bare lidt lavere end ellers. Særligt når man ikke behøver give afkald på hverken hygge, lækkerhed eller god samvittighed. Det er jo ikke kun æggene, der skal være smilende.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg gjorde lidt store øjne, da jeg åbnede posen med chiastykkerne. For der er ‘kun’ seks styk i en pose. Og jeg har en god appetit, særligt søndag morgen, når der både er ost, pålægschokolade, marmelade og honning på bordet. Seks stykker er jo nærmest kun nok til mig! Og da Jasper havde slikket smørret af sin første halve og stak klør fem i brødkurven og nuppede sig en ny, fik jeg koldsved på panden ved tanken om, at jeg nu måtte ofre enten pålægschokoladen eller honningen. Sofies valg! Men chiastykkerne mættede overraskende godt, og halvanden var faktisk alt rigeligt:)

Ane har virkelig nydt, at der efter lang tids tørke er blevet gjort lidt ekstra ud af morgenbordet igen. At der var andet end havregryn at putte sin pålægschokolade på. Alligevel så hun dog lidt forvirret ud i morges, da hun opdagede, at jeg havde sat blomster på bordet. For nej – det plejer jeg ikke, men når nu der skulle tages billeder, tænkte jeg, at det ville være fint. Ane kiggede mærkeligt på mig og spurgte “Har du nu fødselsdag igen??!”;)

Chiastykkerne er et helt nyt produkt fra Hatting. Stykkerne har både chiafrø i dejen og som drys på toppen. De er stenovnsbagt, hvilket giver sådan en lækker, sprød skorpe, som altså gør sig virkelig godt med en skive ost og en klat jordbær/rabarbermarmelade. Fyrsten havde aldrig hørt om chiafrø, før jeg smækkede dem på bordet, og han var en smule nervøs for, om de ville smage af kommen. Det er heldigvis ikke tilfældet. “De er pisse gode! Og det må du gerne citere mig for!“, sagde han. Det er hermed gjort;) Og er du en af dem, som også vælger at ofre hjemmebagen, når virkeligheden kræver noget andet, så er chiastykkerne altså et let og lækkert alternativ at have liggende i fryseren!

Chiastykkerne kan købes i Kvickly, Superbrugsen, Irma, udvalgte Daglig’ Brugsen, udvalgte MENY, Spar og KIWI butikker.

img_5596img_5594img_5593img_5597

 

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

2 kommentarer

  • Hattings laver ofte nogle gode ting, fine til at rede hyggestunder fra stress og jag.
    dem her må jeg da smage en dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg har i mange år været svært afhængige af deres rugfler, som er virkelig gode! Chiastykkerne er en stærk konkurrent;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 års erfaringer rigere