Ed - "or how a free box of vegan nuggets left me in a state of hindsight"<3

Som ringe i vandet

Jeg udgav endnu et kapitel i historien om mig og Fyrsten sidste fredag. Det var om Anes fødsel, og jeg tænkte det var passende, fordi det var hendes fødselsdag.

Bevidst skrev jeg ikke en masse om min søster eller hele situationen som sådan, men mere om mine følelser ved at blive mor, og Fyrstens følelser ved at blive far for anden gang. Generelt kan jeg mærke, at jeg har behov for at børnenes tilblivelse ikke længere fylder helt så meget på bloggen. Fordi det jo på mange måder ikke influerer på vores hverdag overhovedet. Og fordi jeg egentlig hellere vil tage de snakke og skrive de indlæg i en mere tematisk form, fremfor med den meget personlige vinkel det jo får, når jeg placerer mine egne børn i fokus. Og det er udelukkende af hensyn til dem. Det er tanker, jeg har gået med i noget tid, men som i perioder fylder mere end i andre,  og som fra tid til anden har fået mig til at overveje, om jeg skulle lukke bloggen helt. Med tanken om hvorvidt det ville være muligt for mig at styre fuldstændig udenom dét, som muligvis ikke fylder i min og vores hverdag, men som ikke desto mindre er så essentielt for hvem vi er som familie.

Det er en svær balance, synes jeg. Sindssygt svær. Gerne at ville bryde tabuer, inspirere til eftertanke og måske endda præge omverdens syn på familiedannelse, men samtidig vigtigst af alt at ville passe på mine børn. Fordi intet andet er mere betydningsfuldt end dem. Og så overvejelsen omkring at hvis ingen siger de her ting højt, så er der intet i verden, der ændrer sig. Den verden, som mine børn skal vokse op i. Og derudover kommer det faktum, at det her jo ER vores liv, vores hverdag, vores historie.

Tilbage til starten. Jeg skrev endnu et kapitel i vores historie. Og jeg fik en helt sikkert velment kommentar. Jeg tillægger den ingen sårende intentioner overhovedet! Men den VAR sårende. For mig, for min datter, for min søster. Fordi den lød, at det godt nok måtte være svært for min søster at være moster til sit eget barn.

Fire år, blev hun. Min søde, dejlige Ane. I fire år har jeg været hendes mor, og alligevel er hun i andres øjne stadig ikke mit barn….

Jeg kunne ha’ skrevet et fint og oplysende svar til kommentaren. Jeg kunne ha’ slettet den. Men i lige det øjeblik blev jeg så ked af det, at jeg slettede hele indlægget.

Og så skrev jeg til mine bloggerveninder. Sagde at jeg var ked af det og frustreret og mega meget i tvivl om, hvorvidt det her med at dele mine børns historie potentielt kan skade dem. Om jeg bare burde lukke og slukke. Og de svarede det, som jeg egentlig godt ved. At det netop er på grund af kommentarer som den nævnte, at mine skriverier om emnet er vigtige. Hvordan skal folk ‘lære’ det, hvis ingen siger det højt. For igen – kommentaren var på ingen måde spydig eller ondskabsfuld. Og egentlig skrev personen nok bare det, som mange andre tænker. Og det som en del desværre stadig siger højt. Både på herinde og ude i den virkelige verden.

Jeg kan være nervøs for, at hvis jeg fuldstændig undlader at skrive om de her ting, så er jeg selv med til at skabe det, som jeg for alt i verden ønsker at nedbryde. Idéen om at man ikke er en ‘rigtig’ familie, hvis ikke den er bygget på biologi. At det er mærkeligt. At det er skamfuldt. Jeg tænker, at hvis jeg selv bliver for berøringsangst, så bliver det hele blot endnu mere mærkeligt og mystisk.

Men jeg bliver sgu lidt berøringsangst! Fordi sådan en kommentar berører nogen ret vigtige følelser. For både min søster, mig og på sigt Ane. Det indikeres, at det bør være svært for min søster – hvilket er den ene ting i hele det her forløb, der rent faktisk har været svært for hende: at andre har haft den forventning og formodning. Selvom hun selv har følt det helt anderledes. Det indikeres også, at jeg ikke rigtigt er Anes mor. Hvordan det føles, tænker jeg ikke, at jeg behøver forklare. Og vigtigst af alt siger det om og til Ane, at hun ‘hører til’ et andet sted.

Der er ikke noget ved vores liv, som er svært for os. At være Anes mor er det letteste, jeg nogensinde har gjort. Og det er ikke svært for min søster. Hende og Ane har det dejligste forhold – moster og niece forhold. Det kan muligvis blive svært for Ane en dag. Jeg er ikke naiv på det punkt – det bliver højst sandsynligt svært for Ane en dag. Og Jasper også, for den sags skyld. Og det kræver, at jeg mærker og tænker efter i forhold til bloggen. Om mine skriverier vil spille en positiv eller negativ rolle i forhold til det. Og her kan jeg fra tid til anden blive i tvivl.

Så hvorfor fortsætter jeg? Fordi jeg ofte får mails fra folk, som fortæller mig, at mine ord har gjort en forskel for dem. En læge, som snildt kunne være faldet i samme fælde, som den læge, jeg selv sad overfor og som benævnte Jaspers donor som ‘far’. Eller fra en pædagog, som havde sat det som punkt på personalemødet, hvordan hun og hendes kolleger omtalte børnenes familier, efter at have læst dette indlæg. Eller en kvinde, hvis forældre havde svært ved at acceptere, at deres datter skulle have barn ved hjælp af ægdonation.

Man kan så spørge, om disse fremmede vægter højere end mine egne børn? Selvfølgelig gør de ikke det. Men de bringer noget videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre. Som ringe i havet. Og forhåbentlig gør det en forskel for, hvordan der bliver talt om familiedannelse og genetik, når mine børn bliver gamle nok til at forstå den slags.

Det håber jeg. Og lige nu er det alt, hvad jeg kan forholde mig til. Lige nu håber og tror jeg, at det positive vejer mere end det negative i forhold til bloggens betydning for min familie. Og skulle vægtforholdet skifte, så ville jeg ikke tøve et sekund med at slette hele lortet. Det er bare ikke der, jeg er lige nu.

 

(Og et vigtigt ps: Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Og det vil jeg sætte stor pris på, hvis I heller ikke gør her i kommentarfeltet:) Jeg tror virkelig ikke, at kommentaren kom fra noget som helst dårligt sted, og jeg er ikke vred på personen, der lagde den. Den er bare endnu en i rækken. Men den gjorde ondt, og det er jeg nødt til at sige højt. Ellers ændrer det sig jo aldrig. Jeg forventer ikke, at alle er enige i min måde at definere min familie på. Men jeg forventer, at de respekterer den.)

img_7780

Jeg har tidligere skrevet om det samme her og her. Og jeg kommer helt sikkert til at skrive om det igen. Fordi det er vigtigt!

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

30 kommentarer

  • S

    Jeg har fulgt med på din blog (og snapchat) omkring 2 år nu. Jeres historie om børnene har bare betydet så meget for mig, da jeg selv siden 2015 har forsøgt at blive gravid, uden held, og jeg er endda kun 23 idag. Vi har selvfølgelig lige et par år mere at prøve i inden det bliver akut for os, men jeg har på grund af din blog luftet ideen for min kæreste om at en af mine søstre måske kan donere æg, hvis det er grunden til vores problem. En tanke jeg aldrig ville have tænkt selv, og som giver mig håb.
    Egentligt ville jeg bare lige sig tak, så Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Minikat

    Argh. De evindelige kommentarer om ‘faren’ når folk mener ‘donor’. Det er så svært at banke ind i hovedet på folk at der er forskel. Far skifter bleer, trøster, krammer, kilder og skælder ud. Donor leverer en omgang sæd. Jeg synes donoren til vores børn er verdens bedste mand – han har leveret genetik til to fantastiske børn og været uselvisk nok til at give gaven anonymt. Men han er ikke faren og bliver det aldrig. Og min førstefødte var min fra det øjeblik min kone fødte ham. Jeg læste om din vilde kamp for amning af Ane og blev SÅ rørt, Elisabeth. Kæft hvor er du en sej mor for begge dine og Jess’ børn. Rock on mama!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg nåede at læse indlægget, og hvor var det bare fint. Jeg så også kommentaren og blev ærgerlig over den. Jeg tror du gør en kæmpe forskel! Måske jeg endda selv ville have tænkt dét, som kommentaren henviser til, førhen i tiden. Men efter at have læst din blog, ville den tanke aldrig strejfe mig, og hvor er det vigtigt, at du er med til at ændre på disse tankemønstre. Bliv ved med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tarkoflen

    Hvor ville jeg have elsket at læse dit indlæg om Anes fødsel, for jeg er sikker på det er et smukt og livsbekræftende indlæg fuld af kærlighed 💕 Men jeg kan godt forstå du slettede det!

    Hvis der er nogle der udstråler overskud og kærlighed så er det dig, og det er derfor du er den bedste mor for dine smukke børn 😍

    Vores dejlige piger er også kommet til verden med hjælp fra icsi og der er utrolig mange der spørger om min kæreste er far til dem. Og ja det er han også biologisk, men det er sjovt som det bare er ok at spørge om fordi vi har fået hjælp. Jeg spørger da heller ikke andre om deres mænd er fædre til deres børn…

    Din blog er så vigtig i forhold til at åbne folks øjne for forskellen mellem at sige donor og far, og hvordan l har skabt en helt perfekt lille familien på lidt utraditionel vis. Det er fantastisk og jeg er tosset med dig og din skønne familie 💕

    Jeg håber du vil blive ved med at oplyse os andre og bane vejen for andre i lignende situationer.

    Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Du er sød! (Først skrev jeg ’sæd’, hvilket egentlig også ville ha’ passet meget godt ind i den her sammenhæng;)) Tak!:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Det var et indlæg jeg gerne ville have læst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det kan være, at det kommer ud alligevel. I samme form eller en anden. Vi må se:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Det er SÅ vigtigt at du bliver ved med dine kloge ord. For dine ord skaber indsigt og viden – hvilket fører til forståelse og respekt.
    Sådan er mit naive verdenssyn.

    Jeg er selv gift med en kvinde og forælder til to børn. Altid bliver vores børns donor omtalt som far og med den betegnelse frygter jeg at der plantes en forventning i min børn, om at der eksisterer en tredje forælder et sted.
    Men det gør der jo ikke.

    Så bliv ved med at oplyse om hvordan ord kan skabe så meget betydning når de siges eller skrives.
    Ord er ikke flygtige – de sætter sig, vokser og giver mening.
    Men det er vores allesammens ansvar at skabe den rigtige mening.

    Det jeg mest af alt vil sige er TAK for din blog <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, hvor kan jeg dog følge dine tanker! Når jeg lander i samtaler eller debatter om donorbørn, adoptivbørn mm. og folk begynder at tale om vigtigheden ved at kende til sit genetiske ophav, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke bare en lille del af det behov, er noget vi selv med til at skabe gennem vores sprog. Jeg betvivler slet ikke, at det også omhandler noget helt eksistentielt i mennesket! Men som du så fint beskriver med dit eksempel, så skaber sproget omkring det også et billede af, at der mangler noget. Og den del synes jeg desværre bliver alt for let overset. For ordene skaber bare så uendeligt meget mere end de benævner! Tak for dine søde ord og din egen fortælling – den giver mig lidt mere tro på, at det er det rigtige, jeg gør. Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg synes det er så sejt, at du skriver om jeres helt almindelige familie, som er blevet til på lidt anderledes vis. Det er så godt, at du og fx også rockpaperdresses er med til at nedbryde tabuet omkring infertilitet.

    Jeg er selv mor til 2 børn, der er blevet til vha. donorsæd, da min mand er steril. I hverdagen tænker vi jo slet ikke over, at vores familie er blevet til på lidt utraditionel vis. Men da jeg var gravid med vores andet barn, spurgte min veninde om vores kommende baby havde samme far som vores datter. Først forstod jeg ikke hvad hun mente, for hun kender jo min mand. Men så gik det op for mig, at hun mente om de var lavet med samme donor. Jeg blev også rigtig ked af det spørgsmål, men jeg var så paf, at jeg slet ikke fik snakket ordentligt med min veninde om det. Det gør mig ked af det, hvis andre tænker at min mand ikke er børnenes “rigtige” far. For han er den bedste far, man kan tænke sig ❤
    Vi er selv meget åbne omkring vores børns tilblivelse, da vi ikke ønsker det skal være et tabu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det spørgsmål fik jeg også, da vi ventede Jasper – om det var Jess, der var faren. Og ligesom dig studsede jeg lidt over det, for hvem dælen skulle det ellers være, indtil sagens rette sammenhæng gik op for mig. Så jeg forstår dig:) Og det gør bare ondt, også selvom man godt selv ved, at generne ikke spiller nogen som helst rolle i forældreskab. Tak for dine fine ord og stort kram til dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Jeg får også altid en lille mavepuster når folk spørger indtil mine børns “far”, som jo overhovedet ikke er en far, men derimod en donor. Eller når folk spørger om det er min kone eller mig som er moren.
    Din blog er så vigtig og gør en forskel for mange. Jeg elsker at læse om jeres familie og dine dejlige børn. 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det kan sagtens følge dig i! For selvom man ved, at det ikke siges med skidte intentioner, så gør det stadig ondt. Fordi det omhandler vores dyrebareste. Tak for dine søde ord – det betyder meget for mig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Jeg undrede mig også over, hvor det indlæg blev af, og jeg nåede desværre ikke at læse det – øv! Men kæmpe kram til dig! Og ja, du gør nemlig en forskel 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Sidder med tårer ned af kinderne. Dine ord berører…💜 Tak fordi du deler så vi andre kan blive kogere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak fordi du lytter og tager det med dig – det betyder alverden!:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Jeg fandt din blog på Anes fødselsdag, og jeg læste den fra ende til anden + den artikel du har skrevet om, hvordan jeres familie blev til. Og som det sidste indlæg læste jeg selvfølgelig indlægget om Anes fødsel, og fordi jeg stadig ikke havde fået nok, også kommentarerne. Jeg blev virkelig ked af den kommentar du skriver om her, og sad tilbage med en fornemmelse af, at den person jo slet ikke havde forstået jeres familie. Så jeg vil bare sige, fra en 25-årig pige, der kommer fra den mest traditionelle familieform overhovedet, tak fordi du deler din måde at være mor, jeres måde at være familie. Det er spændende læsning, der udvider min horisont, og det betyder noget for mig. Og selvom der er nogle der ikke forstår, så er jeg sikker på, at der er mange der har det ligesom jeg – vi forstår fordi du hjælper os til det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, det gør mig glad at høre, Sophie! Både din måde at læse kommentaren på – fordi jeg efterfølgende har tænkt, at jeg måske bare er for nærtagende – og det, at du kan bruge bloggen til noget, selvom vores historie egentlig ikke vækker genklang i fht dit eget liv. Tak fordi du læser med<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Kære Elisabeth. Du er så sej og beundringsværdig. Jeg har sjældent været i et (fremmed) hjem, der emmer så meget af kærlighed og åbenhed som jeres. Jeg tænker ofte på dig og dine fine citater og tanker om livet. Du er sådan en, der gør indtryk. Ligesom dine børn med garanti også kommer til at blive, fordi de har en mor som dig. Kærlig hilsen Amalie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tusind tak, søde Amalie! Du gjorde det nemt at åbne sig:)
      Tak for dine fine ord – de varmer<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Kære Elisabeth,
    Jeg er ked af at du slettede indlægget, ville elske at læse om Anes fødsel. Men jeg forstår godt at du blev ked af det. Ville ikke vide hvad jeg skulle stille op, hvis nogen skrev til mig, at mine børn ikke var mine. Jeg har læst med længe og syntes at din blog, mere end nogen anden, emmer af kærlighed. Kærlighed til jeres børn og jeres famile. Er sikker på at jeres skønne børn, når de en dag læser den, vil føle det som en stor kærlighedserklæring. Det ville jeg hvis jeg var i deres sko.
    Kærlig hilsen
    Cecilia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det kan være, at det bliver udgivet igen en dag. Måske i samme form, måske ikke. For jo, jeg blev ret ked af det. Måske særligt fordi det kom i forlængelse af et indlæg om, hvordan jeg i øjeblikket efter, jeg havde fået Ane i armene for første gang, bare vidste at hun og jeg hørte sammen.
      Tusind tak for dine søde ord<3 Jeg håber virkelig også, at vores børn vil opleve det sådan:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Jeres historie gør en forskel. Den gjorde blandt andet at jeg ikke tøvede med at love min søster, at jeg både vil give hende æg eller føde hendes børn, da hun som 23 årig får kemo og en rygoperation der gør, at hun sandsynligvis aldrig vil kunne bære en graviditet.
    Jeg er selv vokset op med en far og en biologisk far. Sådan har det heddet hos os i daglig tale. Min biologiske far er ikke min far. Han er biologisk, men har ikke gjort sig fortjent til at være far. Jeg elsker at have ham i mit liv i dag, men den far der adopterede mig, har været min far hele mit liv. Du er Anes mor, det ved I alle og det er det vigtigste. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med denne kommentar andet end at fortælle dig, at du gør en stor forskel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak!!! Jeg håber, at din søster er ude på den anden side af canceren? Hvor er det dejligt, at I allerede har haft den snak – det må ha’ givet hende en stor tryghed:) Og jeg kan sagtens følge dig i fht din far og din biologiske. Det var bl.a. også det, den nævnte pædagog skrev til mig. At de jo har børn i institutionen med flere fædre, men egentlig aldrig har spurgt familierne ind til, hvordan de selv omtaler det. Og det kan jo gøre en verden til forskel for børnene! Tusind tak for din søde besked<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tanja

      Tak, min søster er desværre ikke ude på den anden side. Det kommer hun sandsynligvis ikke. Derfor er chancen for at hun selv kan bære sine børn minimal, da hun skal være i behandling altid for som minimum at holde canceren nede. At læse jeres historie har gjort, at jeg fra starten har været overvist om, at jeg vil hjælpe hende med at få de børn hun vil ha’ når/hvis den dag kommer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Jeg elskede det indlæg “til” Ane og billedet, det hele ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære Elisabeth. Dig og din blog har hjulpet mig SÅ meget igennem det sidste år. Jeg er endelig blevet gravid efter 1,5 år i fertilitetshelvede, og er nu igang med at skabe en lidt utraditionel familie. Det er nemlig min elskede søster der har foræret mig æg og faren er min skønne ven, der ligesom jeg, godt kan lide mænd 🙂 Ovenstående er ikke noget vi selv tænker over, for det betyder ikke noget, det der betyder noget er, at at vores børn (for ja, der er to på vej), er kærligheds og ønske børn!! Jeg er allerede blevet spurgt “nå, er det din søsters børn du venter?”, og det gør lidt ondt hver gang. For det er mine og min vens børn. Det er os der er moren og faren. Min søster har “bare” givet os den sidste brik, så vi kunne få puslespillet til at gå op.
    Det blev vist lidt rodet og uden en rød tråd, MEN ddt at du har delt ud af dine tanker om familier og børn, har været med til at give mig styrken til at tro på, at vores familie er helt ok, den er bare lidt anderledes konstrueret 🙂 Så jeg forstår godt dine tanker om at dele/ikke dele, du skal bare vide at din blog har haft så stor betydning for mig, og du gør en forskel for mange af os herude på den anden side af skærmen!! Af hjertet tak for dig Elisabeth!!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er slet ikke rodet. Det er smukt og fantastisk! Kæmpe stort tillykke til jer:) Og ja, vi to taler jo helt sammen sprog – selvfølgelig er det jeres børn og ingen andres:) To styk – hvor er det vidunderligt! Og tak, Mette! Din kommentar betyder uendeligt meget for mig. Og det var vist lige den, jeg havde brug for nu. TAK<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ed - "or how a free box of vegan nuggets left me in a state of hindsight"<3