Som ringe i vandet

Jeg udgav endnu et kapitel i historien om mig og Fyrsten sidste fredag. Det var om Anes fødsel, og jeg tænkte det var passende, fordi det var hendes fødselsdag.

Bevidst skrev jeg ikke en masse om min søster eller hele situationen som sådan, men mere om mine følelser ved at blive mor, og Fyrstens følelser ved at blive far for anden gang. Generelt kan jeg mærke, at jeg har behov for at børnenes tilblivelse ikke længere fylder helt så meget på bloggen. Fordi det jo på mange måder ikke influerer på vores hverdag overhovedet. Og fordi jeg egentlig hellere vil tage de snakke og skrive de indlæg i en mere tematisk form, fremfor med den meget personlige vinkel det jo får, når jeg placerer mine egne børn i fokus. Og det er udelukkende af hensyn til dem. Det er tanker, jeg har gået med i noget tid, men som i perioder fylder mere end i andre,  og som fra tid til anden har fået mig til at overveje, om jeg skulle lukke bloggen helt. Med tanken om hvorvidt det ville være muligt for mig at styre fuldstændig udenom dét, som muligvis ikke fylder i min og vores hverdag, men som ikke desto mindre er så essentielt for hvem vi er som familie.

Det er en svær balance, synes jeg. Sindssygt svær. Gerne at ville bryde tabuer, inspirere til eftertanke og måske endda præge omverdens syn på familiedannelse, men samtidig vigtigst af alt at ville passe på mine børn. Fordi intet andet er mere betydningsfuldt end dem. Og så overvejelsen omkring at hvis ingen siger de her ting højt, så er der intet i verden, der ændrer sig. Den verden, som mine børn skal vokse op i. Og derudover kommer det faktum, at det her jo ER vores liv, vores hverdag, vores historie.

Tilbage til starten. Jeg skrev endnu et kapitel i vores historie. Og jeg fik en helt sikkert velment kommentar. Jeg tillægger den ingen sårende intentioner overhovedet! Men den VAR sårende. For mig, for min datter, for min søster. Fordi den lød, at det godt nok måtte være svært for min søster at være moster til sit eget barn.

Fire år, blev hun. Min søde, dejlige Ane. I fire år har jeg været hendes mor, og alligevel er hun i andres øjne stadig ikke mit barn….

Jeg kunne ha’ skrevet et fint og oplysende svar til kommentaren. Jeg kunne ha’ slettet den. Men i lige det øjeblik blev jeg så ked af det, at jeg slettede hele indlægget.

Og så skrev jeg til mine bloggerveninder. Sagde at jeg var ked af det og frustreret og mega meget i tvivl om, hvorvidt det her med at dele mine børns historie potentielt kan skade dem. Om jeg bare burde lukke og slukke. Og de svarede det, som jeg egentlig godt ved. At det netop er på grund af kommentarer som den nævnte, at mine skriverier om emnet er vigtige. Hvordan skal folk ‘lære’ det, hvis ingen siger det højt. For igen – kommentaren var på ingen måde spydig eller ondskabsfuld. Og egentlig skrev personen nok bare det, som mange andre tænker. Og det som en del desværre stadig siger højt. Både på herinde og ude i den virkelige verden.

Jeg kan være nervøs for, at hvis jeg fuldstændig undlader at skrive om de her ting, så er jeg selv med til at skabe det, som jeg for alt i verden ønsker at nedbryde. Idéen om at man ikke er en ‘rigtig’ familie, hvis ikke den er bygget på biologi. At det er mærkeligt. At det er skamfuldt. Jeg tænker, at hvis jeg selv bliver for berøringsangst, så bliver det hele blot endnu mere mærkeligt og mystisk.

Men jeg bliver sgu lidt berøringsangst! Fordi sådan en kommentar berører nogen ret vigtige følelser. For både min søster, mig og på sigt Ane. Det indikeres, at det bør være svært for min søster – hvilket er den ene ting i hele det her forløb, der rent faktisk har været svært for hende: at andre har haft den forventning og formodning. Selvom hun selv har følt det helt anderledes. Det indikeres også, at jeg ikke rigtigt er Anes mor. Hvordan det føles, tænker jeg ikke, at jeg behøver forklare. Og vigtigst af alt siger det om og til Ane, at hun ‘hører til’ et andet sted.

Der er ikke noget ved vores liv, som er svært for os. At være Anes mor er det letteste, jeg nogensinde har gjort. Og det er ikke svært for min søster. Hende og Ane har det dejligste forhold – moster og niece forhold. Det kan muligvis blive svært for Ane en dag. Jeg er ikke naiv på det punkt – det bliver højst sandsynligt svært for Ane en dag. Og Jasper også, for den sags skyld. Og det kræver, at jeg mærker og tænker efter i forhold til bloggen. Om mine skriverier vil spille en positiv eller negativ rolle i forhold til det. Og her kan jeg fra tid til anden blive i tvivl.

Så hvorfor fortsætter jeg? Fordi jeg ofte får mails fra folk, som fortæller mig, at mine ord har gjort en forskel for dem. En læge, som snildt kunne være faldet i samme fælde, som den læge, jeg selv sad overfor og som benævnte Jaspers donor som ‘far’. Eller fra en pædagog, som havde sat det som punkt på personalemødet, hvordan hun og hendes kolleger omtalte børnenes familier, efter at have læst dette indlæg. Eller en kvinde, hvis forældre havde svært ved at acceptere, at deres datter skulle have barn ved hjælp af ægdonation.

Man kan så spørge, om disse fremmede vægter højere end mine egne børn? Selvfølgelig gør de ikke det. Men de bringer noget videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre. Som ringe i havet. Og forhåbentlig gør det en forskel for, hvordan der bliver talt om familiedannelse og genetik, når mine børn bliver gamle nok til at forstå den slags.

Det håber jeg. Og lige nu er det alt, hvad jeg kan forholde mig til. Lige nu håber og tror jeg, at det positive vejer mere end det negative i forhold til bloggens betydning for min familie. Og skulle vægtforholdet skifte, så ville jeg ikke tøve et sekund med at slette hele lortet. Det er bare ikke der, jeg er lige nu.

 

(Og et vigtigt ps: Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Og det vil jeg sætte stor pris på, hvis I heller ikke gør her i kommentarfeltet:) Jeg tror virkelig ikke, at kommentaren kom fra noget som helst dårligt sted, og jeg er ikke vred på personen, der lagde den. Den er bare endnu en i rækken. Men den gjorde ondt, og det er jeg nødt til at sige højt. Ellers ændrer det sig jo aldrig. Jeg forventer ikke, at alle er enige i min måde at definere min familie på. Men jeg forventer, at de respekterer den.)

Jeg har tidligere skrevet om det samme her og her. Og jeg kommer helt sikkert til at skrive om det igen. Fordi det er vigtigt!

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'