At være en Googlefri mor

Tanker om mit kejsersnit

I aften er det muligt at se et kejsersnit live på DR. Jeg skal naturligvis se med! Selvom jeg selv har været midt i det, ved jeg ikke, hvordan det faktiske indgreb foregik. Jeg kan huske, at lægen ville forklare mig det, mens jeg lå på fødegangen med veer. Og jeg spurgte, om han for fanden ikke bare ku’ forklare mig det, mens han kørte mig til operationsstuen??! Men portøren var på vej, og lægen gik i gang med at forklare. Og jeg hørte intet, udover den lille stemme i mit hoved (måske, ellers var det Jess’ eller jordemoderens), som mindede mig om at bruge min vejrtrækning.

Mens selve kejsersnittet stod på, koncentrede jeg mig kun om ikke at tænke på, at jeg, grundet den voldsomme bedøvelse, ikke ville kunne få min baby i armene med det samme. Og jeg prøvede at fjerne mit fokus fra det faktum, at jeg ikke kunne mærke min krop, at jeg frøs, og at min vejrtrækning var besværet. Så jeg snakkede med sygeplejersken om alt muligt lige gyldigt. Og da lillebror endelig var ude, var al mit fokus på, om han var okay.

Jeg er ikke ked af mit kejsersnit. Slet, slet ikke. Vi havde et godt og trygt forløb, og takket være vores fantastiske jordemoder var vi med hele vejen. Så nej, jeg er bestemt ikke ked af mit kejsersnit:)

Men jeg er ærgerlig, for jeg føler lidt, at jeg er gået glip af noget….

Amira skrev engang et virkelig godt indlæg om det at have født for tidligt, hvor hun sammenlignede det med at have planlagt en rejse og så ende i et helt andet land, end det der stod på billetten. Og det er en ret god beskrivelse af de følelser, jeg har haft i tiden efter Jaspers fødsel. For selvom Paris er en vidunderlig by, så havde jeg glædet mig til en tur på Camden Market.

Jeg har fået to børn. To fantastiske og smukke børn, og jeg er evigt taknemmlig over at have fået lov at være deres mor. Men jeg har ikke mærket dem komme ud af min krop. Jeg har ikke fået deres små, rynkede kroppe op på mit bryst. Og lige den lille og på mange måder ligegyldige del havde jeg set frem til. Den del var mit Camden Market.

Jeg glæder mig til at se programmet i aften. Jeg glæder mig til at få syn for, hvordan lillebror kom til verden. Lige nu falder jeg hele tiden over smukke og bevægende billeder af fødsler delt på facebook. Den lille, fedtede baby på mors bryst, og moren, der græder af glæde. Og det er desværre medvirkende til at holde mig fast i følelsen af at være gået glip af noget.  Jeg ser frem til programmet i aften, så jeg forhåbentlig kan fornemme, at min fødsel også var smuk og bevægende:)

image

Hvordan min fødsel forløb, kan du læse her🙂

   

33 kommentarer

  • Susanne

    Jeg fødte vaginalt, og fik mit barn op på mit bryst. Men jeg var slet ikke i stand til at nyde det. Jeg var så overvældet af smertene, oplevelsene og var så træt, at det gik noget tid, før jeg kunne åben øjnene og kigge på mit barn. Og også forstå at det var mit barn. Der gik en time eller to før forelskelsen indtraf. Jeg vil gerne prøve det igen – for så får jeg måske den der fantastiske følelse folk taler om, og som man forestiller sig. Time will show 🙂 Dog tuder jeg som en stukken gris hver gang jeg ser/læser eller hører om fødsler – uanset hvordan de foregår. Det er bare så smukt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg har det fuldstændig lige som dig! Jeg følte mig meget snydt – fordi fødslen ikke levede op til forventningerne. Jeg tror de fleste, har et billede af, at de efter fødslen får barnet op på maven – det ser man jo i alle film

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ivana Petersen

    Jeg tror at du ikke står alene med de tanker og følelser. Jeg tror at hver mor som har forstilet sig at vil går gennem en helt almindelig, vaginal fødsel sluttet med barnet som hviler sig op på hendes bryst, har oplevet det samme. De tanker og følelser ændre sig ikke med tiden og de forsvinder ikke selv om man har set hvordan det var at få KS. Det gjorte det i hvert fald ikke for mig. Og med den følelse af en ukendt tomhed gik jeg lige ind til jeg fik lov at opleve den anden måde at føde. Med det sagt, at få en KS gør os ikke mindre kvinder eller mødre og det er helt fantastisk at man kan få det når det er nødvendigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det er uden tvivl ret fantastisk, at vi har muligheden! Alternativet tør man jo slet ikke tænke på….
      Jeg ved ikke, om følelsen forsvinder eller ej, men den er her nu, og den er okay. Jeg er ikke ked af det eller noget. Bare sådan ærgerlig.
      Og sandsynligheden for at jeg nogensinde skal føde igen, er der ikke rigtig, så jeg må nok bare acceptere at være en lille smule øv;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Dorte

    Jeg var 18 da jeg pga sygdom fik beskeden om at når der engang kom børn ville det blive pks. Jeg var frustreret dengang men fik det snakket igennem 100 gange og nåede til en accept. Da jeg så, som 30-årig, blev gravid var jeg lige ved at vælte da jordemoderen satte spørgsmål ved om det nu vitterligt var nødvendigt med pks. Nu var det jo blevet det normale og forventelige for mig (og jeg reagerede nok som mange ville i modsat situation). Lægerne var dog ikke i tvivl og d 31 august fik jeg lov til at få sænket klædet og se dem “trække” V ud af min mave hvorefter han kom op på mit bryst. Det var den smukkeste oplevelse! Og jeg er evig stolt over arret på min mave og det min krop har klaret for at give ham livet!
    Jeg føler virkelig jeg var en stor del af processen fordi jeg så ham komme ud og herhjemme taler vi ofte om de få fantastiske sekunder <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Hvor vildt og fantastisk, at du så ham komme ud!!!:) Måske jeg selv skulle ha’ ytret ønske om det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Hmm, du kan nok ikke bruge det til så meget, for følelser er jo forskellige, men:
    Jeg har prøvet begge dele – aks første gang og vaginal fødsel anden gang (2,5 år senere) – og jeg synes faktisk ikke, at forskellen (bortset fra det åbenlyse = +/- hul i maveskindet) var så pokkers stor…:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dea

    Jeg er så en af de skøre, der synes det var så hæsligt og angstfremkaldende at føde vaginalt, at jeg aldrig ønsker at prøve det igen. Tværtimod har det gjort mig så angst for nogensinde at føde almindeligt igen. Da han kom op at ligge på mit bryst havde jeg kun lyst til at de skulle tage ham væk. Jeg har fået talt forløbet igennem, men har aldrig lyst til at gentage den smerte og det at jeg ikke kunne gå 10 dage efter uden smerter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det er da slet ikke skørt, Dea! Vi er jo alle forskellige! Og havde jeg rent faktisk prøvet det, hade jeg måske sagt det samme.
      Det lyder virkelig også som en rigtig grim omgang:(
      Kram på dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • I agree. To skønne unger og et pirat-æres-ar rigere – det er nu heller ikke en dårlig høst søde Elisabeth 😀

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg tror også jeg vil prøve at se det, når nu begge mine børn er født sådan (men vil sikkert synes det ser freaky ud :-)). Jeg synes også mine kejsersnit var trygge og gode, også selvom de var akutte og semi-akutte. Selvom jeg heller ikke fik dem op på brystet, tror jeg at jeg har erstattet den følelse med de rigtig gode minder jeg har om det første skrig lige da de kom ud (den lyd er også helt fantastisk!) og ved mit andet barn satte de hans lille meget bløde kind op til min og den fornemmelse kan jeg tydeligt huske :-). Til gengæld er der mange andre ting der er lidt slørede, men det er der sikkert også ved en naturlig fødsel. Jeg tænker at man muligvis er gået glip af noget ved et kejsersnit, men man har måske også bare fået noget andet og jeg synes at kejsersnit sagtens kan være bevægende og rørende og håber også at fået det bekræftet igen i aften :-). Forresten husker jeg også at jeg tænkte ‘fuck det, move on, kom igang i stedet for’ da lægen skulle stå og forklare mig om kejsersnittet og evt. skader på blære osv – jeg lå stadig og skreg ind i en lattergasmaske og kunne jo ikke høre hvad hun sagde :-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg tænker også, at der, lige meget hvordan ens fødsel er forløbet, altid er ting, man havde ønsket anderledes. Og alt gik jo fint – dét skal jeg være taknemmelig for:)
      Og præcis!!! Man er jo ikke i stand til at modtage informationer af nogen art;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Til april er det tre år siden, jeg fik mit hyperakutte kejsersnit, og jeg føler stadig at jeg er gået glip af noget – af meget, faktisk. Jeg havde masser af veer (i MASSER af timer……), og alligevel endte jeg med at blive sprættet op da jeg endelig havde fået ham fire cm ud, så afsted løb de for at skubbe ham op igen, og undo alt hvad jeg havde arbejdet for.

    Jeg VED godt at det var det rigtige at gøre.
    Jeg VED godt, at det var sådan det skulle ske, for han er jo min lille kejsersnitte <3
    Jeg er lige så stolt af mit KS ar som mine strækmærker, for begge dele er bevis på at min krop er røvhamrende sej.
    Alle de ting ændrer ikke på min æv-hed over ikke at komme på Camden Market, som du så fint beskriver det. Har man sat sig for at skulle til Camden, er synet af Eiffeltårnet mens man har en perfekt croissant i hånden altså noget lidt andet. Det er da et fint plaster på såret, meeen… det er altså ikke det samme.

    Så jeg forstår dig SAGTENS! Og det er helt okay at være bitter og synes at man er blevet snydt, for det *er* man jo, på en eller anden måde også.

    Kan dog hilse og sige at det bliver bedre og bedre, og fylder nærmest ingenting længere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tak, Cecilie!!! Så dejligt at du kan genkende følelsen. Altså… ikke at du er ærgerlig, selvfølgelig. Men at jeg ikke er alene med mine tanker. For jeg er jo allermest glad og lykkelig, der er bare lige den der ene ting … Camden Market.
      Jeg elsker dit udtryk ‘kejsersnitte'<3
      Kram på dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har fået to kejsersnit. Begge var planlagte grundet medicinske årsager men det første endte alligevel akut. Der gik en time inden jeg måtte holde min lille pige, da det var et meget akut kejsersnit (længere historie jeg ikke skal kede jer med her) jeg har dog hverken traumer eller andet omkring det. Nr 2 kejsersnit forløb helt planlagt og det var rigtig fedt. Det var hyggeligt og jeg kendte lægen der tog den lille mand ud. Jeg fik ham på brystet med det samme og alt var roligt under hele kejsersnittet. Jeg nåede at have veer med prinsessepigen i ca 4 timer og de gjorde såååååå ondt. Jeg har så meget respekt for de kvinder der føder normalt – no way kunne jeg klare det. Sikkert derfor min krop ikke er designet til at føde og begge børn lå så de ikke kunne fødes normalt på nogen måde men jeg har kun gode minder fra mine kejsersnit. Begge børn er født på the Whittington Hospital i London så har ingen fødselserfaring med det danske system.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Dejligt at høre, at du havde nogle gode forløb:) Det havde jeg heldigvis også:) Alligevel er der den ene lille ting, som jeg føler mig snydt for. Men mon ikke der oftest altid vil være noget, som man gerne så, var forløbet anderledes?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jo, måske. Jeg havde nu aldrig drømt om at føde så måske derfor jeg ikke føler der mangler noget. Jeg var meget mere ked af at jeg var tvunget til, at stoppe med at amme efter 3 uger med mindstemanden (blev indlagt uden ham grundet sclerosen og medicin gjorde jeg ikke måtte amme, igen en længere historie) Jeg elskede at smme og hold da lige op det gør ondt, at stoppe fra den ene dag til den anden. Mindstemanden tog fint flasken fra mig mens mælken bare løbe og løb fra mig. Så jo du har ret i der nok altid er noget man kunne øsnke var bare lidt anderledes:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor kan jeg godt forstå dig – der er så mange ting omkring det at få børn som ikke bliver som man havde håbet og forestillet sig. Jeg har haft 2 lige-efter-bogen fødsler som var helt fantastiske, til gengæld har jeg nu 2 mislykkede ammeforløb bag mig, nummer to endnu værre end det første, på trods af at jeg virkelig troede at denne gang ville det lykkes. Min ammevejleder sagde at man jo ikke kan være god til alt og når nu jeg var hammergod til at være gravid og føde så kunne jeg jo fokusere på det 🙂 Det ser ud som om du er hammergod til at amme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Ja, heldigvis er jeg hammergod til at amme;) Og din ammevejleder har helt sikkert ret:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kan sagtens forstå dine følelser, selvom jeg ikke har stået i samme situation. Fødte mit 1. Barn for 2,5 år siden på Rigshospitalet en dag/ nat hvor der bare var så travlt. Min drøm om en stille og rolig vandfødsel, med masser af omsorg, blev istedet 14 timer hvor jeg stort set lå helt alene, 8 forskellige jordmødre, opkast i håret, lugten af de franske hotdogs min køreste spiste, og en epidural som kronen på værket. Lillemanden havde det ok og var sød og dejlig da han kom ud, men jeg følte mig så usej og ærgerlig, og især “omsorgsdelen” der manglede lidt, kan jeg stadig få tårer i øjnene over…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er trist og ærgerlig over:( Der var jeg jo mega heldig med vores tilstedeværende, opmærksomme og omsorgsfulde jordemoder. Det er uden tvivl pga hende, at vi fik en god fødsel, selvom den på papiret kan fremstå’voldsom’. Det er jeg hende evigt taknemmelig for!
      Har du mon fået dit forløb talt igennem?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Kan jeg godt forstå du er! Har faktisk ikke rigtig snakket med nogen om det, det burde jeg nok 🙂 det er noget følsomt noget alt det her fødsels/moderskabs noget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved faktisk ikke helt om jeg skal e det – men jeg kan så meget godt forstå dit lyst til det. Jeg havde to fantastiske fødsler. Og dem har jeg jo med mig. Men jeg vil så også sige, at din fødselsbeskrivelse herinde, kejsersnit til trods, var virkelig bevægende og smuk. Og et kejsersnit er jo ‘bare’ en anden slags fødsel. ingen er mere ritig end en anden – omend i situationen er der altid en rigtig fødsel. I dit tilfælde var det helt rigtige et kejsersnit – som jo gav dig en sund og rask dreng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det var uden tvivl det helt rigtige for os. Og det er heldigvis også den følelse, der fylder mest, når jeg tænker tilbage på fødslen: at det gik anderledes end forventet, men blev lige præcis som det skulle være. For vi fik nemlig en sund og rask – og mega lækker;) – lille dreng:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg glæder mig helt vildt til at se hvordan det faktisk foregik nede bag det blå klæde!
    Jeg var så vanvittig heldig, at selvom min fødsel også endte i akut kejsersnit, så fik jeg lov til at få hud mod hud med min søn! Det var helt fantastisk og jeg er kirurgen evigt taknemlig for at “bryde” reglerne for min skyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det gør jeg altså også! Ville virkelig ønske, at jeg havde billeder eller film fra mit eget kejsersnit. Jeg ville så gerne ha’ set lillebror komme ud:)
      Åh, hvor skønt for dig!!! Heldigvis tror jeg, at de gør det i alle de tilfælde, hvor det er muligt. Det var det desværre bare ikke i mit:(

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hej Elisabeth, jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelser, men det jeg egentlig ville sige er, at din fødsel, var meget smuk og bevægende historie for mig at læse om. Også anes for den sags skyld. Der er så meget kærlighed i dine fortællinger at bare billedet af dig og jasper giver mig tårer i øjnene. Det er simpelthen så smukt, ligemeget hvilken udgang barnet tager 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Uldal

    Fint indlæg Elisabeth!
    Efter 1 “normal” fødsel” efterfulgt af 3 planlagt kejsersnit, så ser jeg også meget frem til programmet I aften. Jeg er sikker på jeg kommer til at tude I stride strømme. Det er altid så bevægende, og så de tanker der følger med om ens egne oplevelser…
    Vil tænke på dig I aften bag skærmen

    Klem herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være en Googlefri mor