Ævl og kævl

Udbryderdronninger – Dina

Mit tredje udbryderdronning er Dina. Søde, varme Dina<3 Dina og jeg gik på seminariet sammen. Og hun var sådan én, som alle kendte, og som alle holdt af. Hun engagerede sig i alt, lige fra fredagscaféen til teateret, og hun gjorde det hele med et smil og et overskud, som var både smittende og beundringsværdigt. Dina var altid glad. Troede jeg. Indtil den dag, flere år efter endt seminarietid, hvor Dina begyndte at lukke op for sin fortælling. Pludselig så jeg hende med andre øjne. Men med samme glæde og endnu større beundring, fordi jeg synes, hun er så rockersej!

Tag godt imod Dina:)

……………………………………………………………..

Mit navn er Dina. Jeg er egentlig bare en helt normal 32-årig og bor ret idyllisk lige i hjertet af Nørrebro – hvis ikke det da lige var for det faktum, at jeg bor på et opholdssted for voksne med spiseforstyrrelser.  Her flyttede jeg til i slutningen af september sidste år nogle måneder efter en længere indlæggelse på Psykiatrisk Center Ballerup. Om der er noget som helst udbryderdronning over mig, synes jeg selv er svært at få øje på, for i virkeligheden har jeg ikke gjort andet end at stå ved mig selv og hvem jeg er, selv når livet har slået kolbøtter og fået mig til at lande med ansigtet ned i mudderpølen, I ved, der hvor der er allermørkest.

Måden jeg har stået ved mig selv på, har været at være meget åben omkring min spiseforstyrrelse og min selvskade. En af de helt store ting jeg har gjort er, at jeg gennem 3,5 år har holdt foredrag gennem LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade). Foredragene tog mig rundt omkring i Danmark og lod mig møde nogle af de allermodigste og sejeste pårørende, behandlere og ikke mindst mennesker, som bogstaveligt talt selv stod i lort til halsen.  Det kan slet ikke beskrives hvad det gav mig at være så åben omkring min egen kamp. Samtidig med at jeg dykkede længere og længere ned i min egen historie (og ikke mindst forståelsen af den), fik jeg så meget positiv respons fra omverdenen for netop at dele.  Det var det hele værd for mig, når en forælder efter et foredrag kom op til mig med tårer i øjnene og et ’nu forstår jeg hvorfor hun gør som hun gør’, eller når én i samme situation som mig takkede mig for at tænde et håb i dem igen. Det var næsten som om, at de øjeblikke udlignede min egen smerte og retfærdiggjorde, hvorfor det lige var mig, der skulle havne i spiseforstyrrelsen og selvskadens skarpe klør. Som om at der var en mening med galskaben – for helt ærligt, så kan det være rigtig svært for udeforstående at sætte sig ind i, hvad det lige gav mig at skære eller brænde mig selv, eller på den ene eller den anden måde bruge maden, enten ved at sulte mig selv i dagevis eller ved at overspise, til det gjorde frygteligt ondt.

Min tid i LMS gav mig også mange sjove og pudsige oplevelser, som da jeg på 1 dag hold 4 foredrag på engelsk for unge mormoner samlet fra hele norden, eller da jeg fx huhej kom på Tv2News efter at have været med i en artikel til Politiken. Prisen for den mest specielle oplevelse går dog til den dag, da jeg fik æren af at møde Prinsesse Benedikte til te og småkager på Amalienborg – og jep, det kan godt lade sig gøre at blive lidt starstruck af ældre damer med tung parfume på.  Så ved I det!

Selvfølgelig var det også benhårdt arbejde at holde foredrag. Især når man som jeg er udstyret med de typiske træk for en med en spiseforstyrrelse: perfektionisme og at stille tårnhøje krav til sig selv. Der var ikke et eneste tilfældigt slide i min powerpoint, ikke så meget som et overflødigt stikord i mine cuecards og ikke en eneste finger at sætte på min fremtræden – det skulle jeg i hvert fald nok sørge for! Jeg kunne bruge dage på at forberede et foredrag, og også dage på at komme mig helt igen bagefter, med god hjælp fra min dyne, men jeg ville ikke have gjort det om. Det at holde foredrag og åbne op for noget af det allermørkeste inde i mig selv, har været utroligt lærerigt. Som en slags indre ransagning på den gode måde. Faktisk får jeg helt lyst til at genoptage mine foredrag bare af at skrive det her. Så virksomt er det, og heldigvis også for andre end bare mig selv.

Som I måske kan regne ud pga. min bopæl, er jeg stadig ikke helt ude af min spiseforstyrrelse og selvskade. De to ting er åbenbart stadig ikke færdig med at spøge hos mig, selvom jeg har troet det rigtig mange gange gennem årene. De er nogle snyltere, der ser sit snit til at springe frem og danse fandango foran én, lige når man allermindst venter det, og lige som man tror, at livet egentlig er begyndt at køre ret godt på skinner. Så dukker de op. Man kan næsten sige, at jeg har vænnet mig til dem. Ikke på en sådan måde, at jeg har accepteret at de er der, for de er bestemt ikke mine venner, men jeg ved nu, at de alligevel har det med at dukke op af en grund. Som alkoholikere, der kan falde i når livet bliver for hårdt, eller som folk der bliver ved med at gå ned med stress, er min ’overlevelsesmekanisme’ at ty til en eller anden form for kontrol gennem maden og selvskaden. En kontrol, som jeg til stadighed forsøger at være nysgerrig på, hvad dækker over, og få kontrol over. En dag vil det lykkes for mig. En dag vil selv jeg komme ud af det, og være endnu stærkere. Det tror jeg på. Indtil da vil jeg blive ved med at dele små glimt af min hverdag, og I er velkommen på sidelinjen.

17078555_10158153879555161_1424180734_n-2

 

Vil du læse mere om Dina, kan jeg anbefale dig at læse artiklerne her fra Politikken, Tv2 og Femina. I kan desuden følge Dina på Instagram under navnet ‘dina_mig’🙂

 

Læs gerne med om mine andre udbryderdronninger, Ditte og Linda🙂

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

2 kommentarer

  • Tarkoflen

    Hold nu op en sej veninde du har 👏🏻💕 så modigt at stå frem og stå ved sig selv, også selvom det betyder at vise de mørke sider af en selv, godt gået Dina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Dina er nemlig sød. Og skøn. Vores forældre var gift imens vi var i vores 20’ere og jeg kan stadig blive virkelig trist over at jeg ikke så hvor skidt hun havde det… Heldigvis har vi stadig lidt kontakt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ævl og kævl