Udbryderdronninger

Udbryderdronninger – Ditte

Min første Udbryderdronning er Ditte. Og jeg kender hendes historie til hudløshed, fordi jeg på sin vis har været med på første parket. Ditte og jeg har kendt hinanden i de 23 år, jeg er kommet på Vejlø, og vi mødte begge vores mænd i Vejlø-sammenhænge. Og faktisk har vores mænd kendt hinanden i endnu længere tid og endda boet sammen. Så altså – jeg kender historien. Alligevel fik jeg tårer i øjnene, da jeg læste den. Eller måske derfor? Her er den i hvert fald. Og vil du følge mere med i Dittes liv, så går hun under navnet @dummeditte på Instagram:)

——————————————-

 

”Åh nej, lille skat!”. 

Jeg kan stadig høre det. Min mors stemmes klang, da hun sagde den sætning. Det er 8 år siden, men jeg kan stadig lige så tydeligt huske hvor ulykkelig hun lød. Og hvor ondt det gjorde mig, at hun sagde sådan. Jeg forstod hende godt – hendes reaktion var helt berettiget.

Jeg var 23 år gammel, da jeg mødte min mand. Nej, det er faktisk løgn – jeg mødte ham længe før.
Jeg var 23 år gammel da jeg blev vildt og voldsomt forelsket i en mand på 47 år.

(Lad mig starte med at afsløre, at det hele ender lykkeligt. Eller, ”ender” er måske så meget sagt, men I forstår nok.)

img_6644
Marts ’09
Jeg skulle på skitur med min veninde – og 50-100 andre fra det der ø-lejr. Men min veninde blev syg, og solgte sin billet til sin farbror. Jeg var så tæt på at springe fra, fordi hun ikke skulle med. Der var så mange gode grunde. Jeg kendte de andre, men slet ikke på den der trygge og afslappede måde. Men jeg levede en stor del af mit liv fra sofaen dengang, og jeg trængte virkelig til at udfordre det hele lidt. Så jeg hankede op i mig selv, samlede alt mit mod og overskud, og tog med. Heldigvis.

Det gik galt allerede den første aften på turen. Jeg havnede i planlægningsgruppen for fredagens fest. Det gjorde han også. Han? Ja, altså min venindes farbror.

Jeg vidste godt hvem han var.
Min venindes far boede på en bondegård sammen med sin bror. Hver sommer inviterede de alle de bedste 200 mennesker de kendte til et brag af en fest – med telte i haven, god mad, leg, musik og et fadølsanlæg. Min veninde tog mig med da vi var 17 år.
Broren var typen man ikke overså – han råbte op og underholdte, over det hele og hele tiden.
Han var gift med en kedelig, sur kvinde (altså – dét er hun slet ikke, men det var mit indtryk dengang).
Og han havde to smukke døtre, som jeg kendte rigtig godt.
Fra dengang, jeg som 17-årig lå i en hængekøje i deres have dagen derpå sammen med min veninde, og blev opvartet af dem, til et par år senere da de begyndte at tage med deres kusine på ø-lejr og dermed drikke øl, spille spil og snakke dybt om livet med mig og mit slæng. De var for unge til at være mine veninder, men jeg var så tæt med deres ældre kusine, at jeg måske blev lidt en bonus-kusine for dem.

Vi var 5-6 stykker i planlægningsgruppen. Det var skidesjovt. Vi var skidesjove. Han kiggede mig så dybt i øjnene, og jeg kiggede lige tilbage. Fra det øjeblik var der ingen anden. Og jeg fik gåsehud da han blev spurgt til sin civilstand, og svarede at de ikke var gift (spørg mig ikke hvorfor – måske virkede det mere tilforladeligt at være betaget af en mand der ”kun” havde en kæreste…).

Resten – jeg sparer jer for detaljerne – foregik i smug. Hvordan, forstår jeg dårligt i dag – med så mange mennesker samlet på så lidt plads.

Hans yngste datter var også med på skituren. Det var frygteligt. Jeg var sikker på at hun kunne se på mig, at der var et eller andet. Jeg var så bange for hende, men det ville først blive mistænkeligt hvis jeg undgik hende.

Da vi skulle hjem fra den skitur, ville jeg ikke have mere med ham at gøre. Han var alt for gammel, i et forhold og det var noget værre rod med de børn. Så vi havde taget afsked da vi satte os om bord i bussen.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det sæde. Det var forkert i mit ben, i min arm, i min balde – og min sidemand skulle i hvert fald ikke læne sig op af mig eller så meget som strejfe mig. Jeg havde det ad helvedes til.
Busturen tager 12 timer. Man kører afsted om aftenen og lidt over midnat er der et pitstop ved en tankstation. Rygerne ryger, de fleste strækker ben og mange proviantere. Jeg blev siddende i den tomme bus. Han sneg sig hen og spurgte om jeg ville låne hans telefon (en viiirkelig old school sag, allerede dengang). Jeg sagde ingenting, jeg tog bare imod den. Trykkede 8 gange, og afleverede den tilbage.
Resten er busturen var jeg helt rolig. Jeg sov på kryds og tværs med min sidemand, og sædet var pludselig helt i orden.

Jeg var kun lige kommet hjem på sofaen (virkelig!), da min telefon ringede. Jeg tager den aldrig. Slet ikke hvis det er et nummer jeg ikke kender der ringer. Men det gjorde jeg selvfølgelig lige der. Han var ude og fodre køer eller hvad fanden han nu havde brugt for en undskyldning.
Og nej, jeg ville ikke se ham. Overhovedet ikke. Det talte vi om en times tid, indtil jeg lod ham overtale mig.

April-maj ’09
Jeg nægtede at indrømme det, de første måneder. Jeg påstod hårdnakket at jeg ikke havde nogen følelser i det. At det bare var sjov og ballade. Men det var løgn, og den eneste der troede på løgnen var vist mig selv.

Han var helt afklaret. Han var åben og ærlig, og vi havde ikke set hinanden særlig mange gange, før han sagde at han elskede mig. Jeg fnøs, og sagde det var noget vrøvl – og han gav mig ret og rettede det til at han elskede det han kendte til mig. Jeg lod som om det var noget pjat, men jeg var lykkelig.

Jeg nægtede ham at sige noget til nogen. Slet ikke sin ”kone”. Han insisterede. Jeg bad ham komme og tale med mig først, og han accepterede. Troede jeg. For da han dukkede op i min lejlighed, havde han sagt det. Ikke fortalt hvem jeg var, men at jeg var der – og at han ikke længere ville bo sammen med hende.
Jeg blev skidesur, og endnu mere lykkelig.

Jeg nægtede at han fortalte nogen hvem jeg var, indtil jeg i en gedigen cocktailbrandert kl. 4 om morgenen indrømmede sammenhængen for min veninde. Dén veninde. Så kom sandheden frem, og han afslørede det for resten af sin familie.
Han var så skide modig. Han tvivlede aldrig på os, og han slog benene endnu mere væk under mig, fordi han var så sikker.

Jeg hviskede det til mine veninder. Altså, jeg fortalte om den her ligegyldige flirt jeg havde med manden. Jeg havde jo ingen følelser i det.

Juni ’09
Indtil vi var til en anden ø-lejrfest. Eller, det vil sige jeg var til festen med en anden veninde. Og Fyrsten & Fruen. Han var der bare også. Han ville have vi opførte os som kærester, jeg lod som ingenting og ville nærmest ikke kendes ved ham.
Men som promillen steg, dalede min modvilje – jeg kunne jo ikke holde fingrene fra ham. Og da han bød min lidt sky veninde op til dans, og jeg så hvor sjovt de havde det sammen, gav jeg slip. Jeg gav slip på alle mine åndssvage forbehold. Hun havde ingen forbehold – så hvad skulle jeg med mine? Da de var færdige med at danse gik jeg ham i møde og fortalte ham at jeg elskede ham. Ubetinget!

Set i bakspejlet forstår jeg slet ikke at han holdt ud. At han holdt ud at høre på alle mine formaninger om at jeg faktisk var ligeglad. At han bare blev ved, uden at afsløre at det gjorde ondt når jeg sagde sådan. Måske var det fordi han så lige igennem alt mit vrøvl?

Tiden der fulgte var virkelig angstprovokerende. Min mor hader det udtryk. Men det var den. Vi var så forelskede, men der var så mange der skulle ”godkende” vores forhold. Det skulle de selvfølgelig ikke, men det er svært at være rigtig glad for sådan noget, hvis alle andre misbilliger det.

Hans børn var 16 og 18 år. Lad mig minde om, at jeg var 24 (ja, det blev jeg kort efter at vi blev rigtigt kærester. Han fejrede mig med digestive kiks med ost og gav mig sin yndlingsbog og et sæt undertøj der var så forkert i størrelsen at det dårligt kunne have været mere akavet!).
Det var det vildeste, sværeste, mest sindssyge at skulle møde dem. Igen. Det blev den yngste først. Til en koncert. Jeg tog derind sammen med ham, og vidste godt at hun også ville være der. Jeg var så bange. Men hun smilede bare, sagde hej og krammede. Og relativt kort efter skred han til andet arrangement, og jeg endte med at hænge ud med min nye bonusdatter og hendes veninder – og det var skidehyggeligt.

Jeg turde ikke sige det til mine forældre. Jeg var virkelig tæt knyttet til mine forældre, men ikke på den der krænge-hjertets-inderste-tanker-ud-måde. Og jeg har aldrig rigtig gjort oprør, så vi har heller aldrig skændtes. Jeg prøvede virkelig at gå til bekendelse, da jeg var ude at spise brunch med dem på min fødselsdag, men jeg turde ikke. Set i bakspejlet er jeg glad for at jeg ikke sagde noget der. Det var blevet en nedern dag.

Et par dage senere lagde vi en plan. Vi ville gå til Skt. Hans i Fælledparken, og jeg ville invitere dem med – uden at fortælle hvem han var. Så ville de møde ham, og med det samme forstå at alt var godt.
Om eftermiddagen ringede jeg til min mor. Men de ville ikke med. De gad ikke gå nogen steder. Fårk! For nu havde jeg sagt det med en ny kæreste. Og min mor spurgte naturligvis hvem det så var. Min venindes farbror. Og hvor gammel han så var. 47. Og så sagde hun det!

Vi snakkede lidt videre. Jeg tror hun græd. Jeg tror også jeg græd. Hun undskyldte at hun reagerede sådan, men hun kunne bare slet ikke rumme det. Kunne ikke tale om det. Og jeg forstod hende jo godt. Det lød så bizart. Jeg havde jo ikke engang selv ville kendes ved det.
Jeg var glad for at han var hos mig. Med al sin sikkerhed. Vi gik til Skt. Hans, men det var en mærkelig aften.

Jeg snakkede lidt med min mor om det efterfølgende, da hun havde slugt klumpen. Jeg indrømmede ikke hvor forelsket jeg var, bare at det føltes rigtigt lige nu – og at hun jo ikke behøvede at tage sådan på vej, for det var jo ikke som om vi var blevet gift.

Juli ’09
Der gik faktisk næsten en måned før mine forældre langt om længe mødte ham. Jeg var så bange. Det var så vigtigt. Mine forældre er gode mennesker, så selvom det gjorde ondt at høre om, stolede de på mig, og gav ham den varmeste velkomst, da vi dukkede op i deres sommerhus. Og min frygt blev selvfølgelig gjort til skamme. Han slog også benene væk under dem – og så var der faktisk ikke rigtig længere noget der stod i vejen for os.

August ’09
Jeg mødte hans mor første gang til endnu en sommerfest. Hun gav mig et stort kram. Han har siden fortalt at hun vist også synes det var noget mærkeligt noget med os – men det skulle jeg tydeligvis ikke mærke noget til.
Hans storebror kendte jeg jo allerede gennem min veninde. Jeg tror det var svært for ham, at hans datters veninde pludselig stod og snavede med hans lillebror. Det var svært for ham. Men han lod aldrig os mærke det – i hvert fald ikke på en dårlig måde.
Hans søster fik en stor plads i mit hjerte anden gang jeg mødte hende. Til en familiemiddag. En søndagsting på bondegården. Hun sad allerinderst på en bænk rundt om et bord. Det var min første familieting, jeg var meganervøs og vildt genert. Jeg hilste kun lige på de nærmeste. Men i den familie tager man altså krammeturen hele vejen rundt. Så han spurgte mig (højt!) om jeg havde hilst på søsteren. Og hun dækkede over mig og sagde ja. Det var en lille ting. Men det var et symbol på, at alle omkring os rummede og favnede os, det umage par!

Og så indtil nu
Han friede til mig på skituren året efter. Jeg skulle ellers slet ikke giftes. Men det blev jeg med ham. Ved et kolossalt og fuldstændig magisk, fantastisk og vidunderligt bryllup, på bondegården sammen med vores 115 nærmeste!
Min mor holdt den perfekte tale.
2 år efter brylluppet tog jeg et motorcykelkørekort og blev gravid med vores første fælles barn. Jeg skulle ellers slet ikke have haft børn. I hvert fald kun en datter.
Sommeren efter flyttede vi i villalejlighed med have på Amager, og jeg fødte en søn. Jeg skulle ellers aldrig have haft have, og da slet ikke på lorteøen.
Da vores søn blev 2, og jeg 30, blev jeg gravid igen (med vilje, altså…!).
I foråret flyttede vi til en villa i Sorø – min mand og jeg, og vores to børn. Jeg skulle ellers aldrig have boet andre steder end i København.

Min mand har udfordret alt hvad jeg troede jeg vidste om mig selv, mit liv og min fremtid. Han var alt det forkerte (fik jeg sagt, at han er et par centimeter lavere end mig, og mellemblond – jeg har altid været til høje, mørkhårede mænd) – og det hele var bare så rigtigt. Det hele er så rigtigt!

Jeg bilder alle ind der gider høre på det – og sikkert også dem der ikke gider – at jeg er typen der er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men i foråret ’09 var der ikke noget der var vigtigere, end hvad andre tænkte om mig. Jeg ville ikke være ”den anden kvinde”. Jeg ville ikke kendes ved mine følelser, og jeg ville i hvert fald ikke stå til regnskab for konsekvenserne af dem. Jeg ville bare gå i et med væggen og være lige som alle andre.
Åh, hvor havde det være kedeligt, hvis den stemme havde vundet …

img_6643

Men hvad med…
Hans ”kone”, som han altså ikke var gift med? Det var ikke som om de havde et kæresteforhold jeg brød, men det må alligevel have været lidt af en pille at sluge for hende. Hun har altid været sød og imødekommende. Et halvt års tid efter fik hun selv en skøn ny kæreste. Ro på, det er ikke så idyllisk at vi er blevet veninder – men vi omgås fint til pigernes fødselsdage og lign. Og hun er hverken sur eller kedelig, hun var bare sammen med den helt forkerte mand (og jeg var en uvidende, ung festabe da jeg dømte hende!).

Hans døtre? De to teenagepiger, hvis liv jeg vendte fuldstændig på hovedet? De har aldrig budt mig andet end kærlighed, og de er nu begge ældre end jeg var da jeg mødte deres far. De er stolte storesøstre til to små møgunger. De er mine allierede når deres far er urimelig, de er mine skarpe kritikere, de er dødirriterende og virkelig vidunderlige – helt lige som alle andre børn.
Om det var svært at få to halvvoksne børn med i kærestepakken? Næh, det var en bonus. Som den lille lækre chokolade der er vedlagt din ordre fra webshoppen. Nej, faktisk som en hel plade lækker chokolade!

P.S.
Ja, det er naturligvis sket, at fremmede har troet at vi var far og datter. Det skal de ikke være kede af, for vi ved jo godt selv at vi kan se lidt aparte ud. Vi bliver ikke fornærmede, men vi kan godt blive lidt forvirrede – mest af alt griner vi bare af det.

Faktisk sagde min mor lige forleden et eller andet til min mand om ”hans datter”. Altså mig! Det grinede vi meget af.
Senere samme aften sagde min far et eller andet til ham, om at han har to børn – rettede det og sagde ”eller jeg ved jo godt du har tre…”. Hvis der skulle være nogen tvivl, så har min mand altså fire børn.
Men mine forældre er jo også ved at være gamle. Min mor er 5 år ældre end min mand! 😀

img_6682

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

15 kommentarer

  • Tine

    Sikke en skøn historie! Det kan helt sikkert godt betale sig at lytte til sit hjerte! Herhjemme blev jeg gravid efter at have kendt min mand i 3 måneder, det var helt planlagt men alle andre har nok rynket på næsen. I dag er vi forlovede, har en dejlig datter og vores forhold kunne ikke være bedre. Det er fløjtende ligegyldig hvad folk tænker, så længe man selv mærker efter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hvor er det dejligt, Tine!!! Stort tillykke med kærligheden<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fik helt tårer i øjnene. Det var en virkelig fin fortælling. Og ret sjovt at få “kød” på et menneske, som jeg føler, jeg kender en lille, lille bitte smule, fordi jeg følger hende på IG. Tak for historen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg er også vild med deres historie:) Og jeg blev også vildt rørt af at læse den, fordi der pludselig kom en masse nuancer på, som jeg ikke kendte.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en dejlig kærlighedshistorie. Min mand er “kun” 17 år ældre end mig og jeg var over 30 da jeg lærte ham at kende, men alligevel kan jeg sagtens trække paralleller til din historie 10 år og 3 børn efter at vi lærte hinanden at kende. Længe leve kærligheden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kisser

    Skøn historie. Tak ❤️Fyldt med kærlighed. Har jo fulgt lidt med på sidelinjen, men fra den anden side –

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Nøj, en fin fortælling. Kærligheden længe leve!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er det fint – kærlighed rocks 👊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nøj hvor vækker den historie mange følelser i mig! Den minder nemlig en smule om min/vores historie. Jeg var 16. Han var 36, gift og far til 2 børn på hhv. 16 og 14. Oveni hatten, var han min håndboldtræner, og jeg spillede sammen med hans datter.
    Jeg var også én stor benægtelse til at starte med. Han var målfast og ikke i tvivl og gik direkte tilbage og bad om skilsmisse, inden han overhovedet var sikker på, at der ville blive noget “vi”. Jeg var SÅ meget i tvivl – turde jeg springe ud i det, så ja det var en ret angstprovokerende periode. Mange skulle godkende forholdet, mine forældre, hans forældre, hans børn, vores søskende, håndboldholdet/klubben, mine veninder – ja hele verden følte jeg faktisk. Og i et lille bysamfund i det nordjyske, ved alle det hurtigt, så kærligheden fik ikke lov til at have meget privatliv.
    Mine forældre tog det egentlig meget godt – de var mest bekymret for, at han ville ende med at såre mig, men efter at have mødt ham, kunne de se, at det slet ikke kun var for sjov for ham, og vi har aldrig følt, at han ikke var lige så meget svigersøn, som mine søstres mænd.
    I dag – knap år senere, er vi gift og har fået os 3 lækre unger på 6 år, 2½ år og 9 måneder. Og ingen tænker rigtig længere over, at der er 20 års forskel mellem os 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha! Man skulle tro at jeg var til den rummelige side, med min historie – men alligevel læser jeg din fortælling og tænker “Arh! Det lyder da lidt voldsomt…”.

      Heldigvis får min fordømmende reptilhjerne selvfølgelig ikke lov at bestemme (alting…) – så i stedet får du et “Hvor er det dejligt at høre at det (også) fungerede for jer. Kærlighed har jo for fa’n ingen alder – selv om den måske nogen gange kræver at vi er lidt modige…” 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elsker din ærlige kommentar – for ja dømmende kan vi alle være. Tager bl.a. mig selv i det, når det er kvinden der er ældst eller hvis aldersforskellen er +20 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udbryderdronninger