Så får man også prøvet det!

Udbryderdronninger – Linda

Min anden Udbryderdronning (læs mere om hvad det betyder lige her) er Linda, som er kvinden bag en af mine yndlingsblogs, Blogsbjerg. Linda er en fuldstændig eminent fortæller, og jeg imponeres gang på gang over hendes evne til at få ordene ud gennem skærmen og ind under huden på én. Som nævnt er jeg pt i gang med hendes bog ‘Vi er bare selv’ (reklamelink), og den kan varmt anbefales til alle, der er nysgerrige på livet som selvvalgt alenemor. Eller hvis man, som jeg, blot nyder hører betragtninger over livet fortalt med humor, intellekt og stor kærlighed. For det er lige netop dét, Linda kan. Og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at bede hende om at være med i min serie af Udbryderdronninger:)

Tag godt imod Linda – og Anton og Frida<3

aa0cd202-7d72-48a8-8978-3582e45d508b

Da Elisabeth for nogle uger siden spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt om det med at vælge få børn alene, skulle jeg lige tygge lidt på det. Min egen oplevelse er, at den slags beretninger enten får lidt religiøse undertoner af lovprisning ift., hvordan dét at have valgt en atypisk vej, slet, slet ikke er spor svært, hvis bare man bærer viljen i hjertet, eller også risikerer de at få et uklædeligt skær af klynk. Alligevel endte jeg med at sige ja, fordi jeg håber, at min lille slice of life måske kan være med til at nuancere billedet af den selvvalgte alenemor lidt.

Jeg har fået to børn alene. To fuldstændig fantastiske, inderligt ønskede børn, som er det bedste, der nogensinde er sket mig. Mine vilkår er anderledes end gennemsnittets, men hverken mine børn eller jeg har prøvet andet, og derfor kan det være lidt svært for mig med hundrede procents sikkerhed at vide, hvordan min oplevelse af forældreskabet adskiller sig fra andres.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er synd for os. På nogen måde. Den følelse har jeg aldrig haft. Tværtimod føler jeg mig på daglig basis voldsomt privilegeret over at leve i en tid på et sted, hvor det er muligt at stifte en familie, selvom jeg ikke har haft en mand at stifte den med.

Men når det er sagt, er der selvfølgelig nogle områder, hvor dét, at få først ét og siden to børn alene, giver nogle udfordringer, som jeg har en formodning om, adskiller sig fra “almindelige” forældres. Det nedenstående er holdt i store linjer; der er masser af mennesker derude, som også lever liv, der adskiller sig fra gennemsnittets, men det her bliver langt nok i forvejen uden disclaimere og forbehold, så håber, at I, der læser med, forstår pointen, og ikke fortaber jer i detaljerne.

Hvis jeg skal tage min egen historie, sådan lidt kronologisk, så var jeg i starten af 30’erne, da jeg traf beslutningen om at få børn selv. Egentlig var jeg ikke på det tidspunkt specielt skruk; jeg er nok bare mere pragmatisk end gennemsnittet. Jeg vidste, at jeg gerne ville have børn, og da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, var jeg hurtigt ret afklaret med, at jeg alligevel ikke kunne nå at møde en mand, som ville give mig det, jeg helst ville have haft, nemlig en kernefamilie, stiftet med en mand, jeg havde kendt i årevis. Derfra og til at beslutte at gøre det alene, var der ikke så langt.

Dermed ikke være sagt, at det var en nem beslutning. Jeg var frygteligt i tvivl om, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Ikke biologisk – her var jeg fuld af fortrøstning – men mere økonomisk og lavpraktisk. Den helt store udfordring ved den her beslutning var, at jeg godt vidste, at jeg ikke anede, hvad det ville sige at få et barn – men at det samtidig ikke er en beslutning, man kan træffe halvt. For mig var det angstprovokerende at tænke på, at jeg kunne stå med et barn, for så først dér at blive klar over, at der var noget i ligningen, jeg havde overset.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at forberede mig. Jeg satte et møde op med banken, jeg fik klappet tingene af med mit bagland, og jeg fik en henvisning til en speciallæge, bare lige for at få tjekket, at alt fungerede, som det skulle. Stort var chokket, da jeg en regnvåd aften i november, stående på en kold gang et sted i Aarhus nord, fik at vide, at det desværre så ud til, at jeg ikke kunne få børn.

Men engang imellem tager videnskaben heldigvis fejl, og da jeg en morgen, 4 måneder senere, tissede på først 1, så 2, 3 og 4 pinde, og der var to streger på dem alle sammen, var jeg nær besvimet af begejstring, chok og fryd.

Jeg havde frygtet, at jeg ville opleve min graviditet som noget ensomt; at det, at gøre noget, som de fleste er to om, ville puffe til den samme følelse, som man kan få, når man er den eneste single i et selskab. Man er jo hverken mere eller mindre alene, end man var, da man to timer tidligere stod i sin lejlighed og sang all the single ladies – det føles bare sådan. Men jeg havde en fest med at være gravid, og følte mig på intet tidspunkt hverken halvt eller stakkels.

Vi fik en hård start, min lille søn og jeg, fordi jeg blev ramt af svangerskabsforgiftning, og derfor røg ind og ud af Skejby, indtil jeg blev sat igang, og verden for altid blev delt i et før og et efter.

Jeg tror, at de fleste nye forældre er i granatchok de første par måneder, uanset om man er selv eller sammen. Lige der tror jeg ikke, at der er nogen forskel. Den fuldstændige, altoverskyggende kærlighed til det lille mirakel, kombineret med forskrækkelsen over det ultimative tab af kontrol, er vist bare en del af pakken.

Til gengæld tror jeg, at omvæltningen i mange tilfælde føles større, når man gør det alene, end hvis man er to, fordi man, som selvvalgt alenemor lander imellem to stole. Man har dagsrytme og livsindholdet til fælles med par, men man er stadig single, hvilket betyder, at det er vennerne, der udgør voksenkontakten og det primære netværk. Ofte grupperer man sig med dem, man ligner mest; som single har man flest singlevenner, og netop det med, at man er vant til at hente sit sociale input udenfor hjemmet, er en udfordring, når man pludselig er den eneste i sin single-omgangskreds, der har et barn. Og modsat dem i omgangskredsen, der *har* børn, som kan skiftes til at blive hjemme om aftenen, når den lille sover, så har man som alenemor truffet en beslutning, der indebærer, at det ikke som udgangspunkt er en mulighed. Det betyder, at man ret pludseligt skal redefinere hele sit sociale liv, og at man skal ud og være opsøgende i en periode af sit liv, hvor de fleste er ramt af et søvnunderskud på størrelse med Alaska.

Heldigvis har jeg været så heldig, at jeg har fået verdens bedste børn. Helt objektivt betragtet, selvfølgelig. Det betyder, at selvom det fra tid til anden har været hårdt, så har jeg aldrig – ikke én eneste gang – været det mindste i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, jeg traf.

Fordi jeg får lidt taletid her om et emne, som meget naturligt er noget, jeg ofte bliver spurgt til, vil jeg gerne slutte med at runde to ting:

  1. Ting, jeg hører ofte:

A) Hvad tænker du ift. at du har fravalgt en far på dine børns vegne?

Lige præcis ift. donorbørn, synes jeg faktisk ikke, at den sætning giver mening, ganske enkelt fordi, de var ikke blevet til, hvis vi ikke havde valgt at få dem selv. I min (meget subjektive) optik, har vi tilvalgt børn langt mere, end vi har fravalgt en far.

B: Kan du ikke bare få en sitter/spørge dine forældre?

Nu, hvor vi kender hinanden så godt, vil jeg tillade mig at være ærlig: Det her er et af dem, jeg godt kan komme til at skære en lille smule tænder over. For jo. Selvfølgelig kan jeg det. Men jeg tror simpelthen ikke, at folk forstår – sådan forstår-forstår – at mine børn skal passes HVER gang, jeg skal noget. Frisør, lange arbejdsdage, møder, kurser, læge, tøjindkøb, tandlæge, fødselsdage, skole/børnehavemøder osv. osv. osv. Jeg fravælger MEGET, og det er jeg både afklaret og ok med, men fx. underviser jeg 1 time hver torsdag aften, og det betaler jeg 800 kr i måneden til en babysitter for. Hvilket betyder, at jeg reelt betaler penge for at gå på arbejde. Og sådan er det. Jeg elsker at undervise, og det giver mig meget ift. at føle et tilhørsforhold til byen, men det er bare for helt konkret at illustrere, hvorfor man ikke kan hive en sitter ind i tide og utide. Og mine forældre er de bedste i verden, og hjælper os meget – men det er ikke deres børn, og dermed heller ikke deres ansvar.

2) Overvejelser du kan gøre dig, hvis du overvejer at gøre det selv.

A) Din alder. 

Rigtig mange kvinder, der overvejer børn selv, skubber beslutningen, til de er i slutningen af 30’erne. Jeg var 33, da jeg fik Anton, og 38, da jeg fik Frida, og jeg vil gerne slå et slag for, at man ikke venter for længe. Anton er lavet i første forsøg, Frida i 5. Det kan være tilfældigt, men chancen for at blive gravid ER bare større, når man er yngre, og når først man træffer beslutningen skal det helst være nu-nu-NU. At få dem, inden man bliver for gammel, betyder også, at chancen for at kunne give sine børn søskende, hvis man gerne vil det, er større. Og selvom man på forhånd tror, man kun skal have ét barn, kan meget ændre sig over tid. Så er det fedt, at muligheden er der. Og endelig er det ofte mormor og morfar, der udgør det primære netværk, når man får børn selv, og i dén ende af skalaen, er der KÆMPE forskel på, hvor meget hjælp, man kan tilbyde, når man er 55 kontra 65.

B) Valg af metode. 

Uanset om man vælger at gå gennem en fertilitetsklinik, om man laver regnbuebørn eller får en hjælpende “hånd” af en ven, så følger der konsekvenser med. Jeg vil virkelig, virkelig anbefale, at man snakker med nogen, der har brugt den metode, man selv overvejer, for at få kastet lidt lys over fordele og ulemper. At få børn med nogen, uden at være par, kan fx. være en udfordring, fordi han kan have en kæreste eller en familie, som måske ikke er så afklaret med hans manglende far-rolle, som du og han selv er.

C) Ikke at vælge er også at vælge.  

Hvis man er kærester, og gerne vil have børn, skal man ikke gøre noget anderledes, end man plejer at gøre, andet end måske lige at steppe ned på prævention. Hvis man gør det selv, kræver det en meget konkret, aktiv handling at blive gravid. Og der tror jeg, man kommer til at spilde megen tid, hvis man venter på at vågne en morgen, opfyldt af den endelige visheds klare lys. Man vågner ikke en morgen og Er Klar. Nogle gange må man beslutte, at det her er så klar, som man bliver – og gøre det.

unknown

—————

Min tidligere Udbryderdronning, Ditte, kan du møde lige her med hendes historie om at forelske sig i en 24 år ældre mand og få hele livet vendt på hovedet<3

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

4 kommentarer

  • Syntes det skønt når mennesker vælger som Linda, manden kan jo komme senere hvis man vil. Havde en kollega der adopterede mens hun var single, det var spænende at følge, og mærkelig nok vil flere lande ikke lade singler adoptere så det var svært for hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Linda – jeg læser også din blog, og jeg synes du er sej og sjov og klog. Det er spændende at læse dette indlæg og din historie om at få børn alene.
    Jeg har to børn med min dejlige mand. Havde jeg ikke haft ham, kunne jeg sagtens have fundet på at blive mor alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Line.

      Det er jeg rigtig glad for, at du synes:) Det er altid en balancegang, når man skal fortælle sådan en historie; at man hverken fortaber sig i detaljen, eller får det gjort så overordnet, at det bliver intetsigende, så tak for din kommentar. Den gjorde mig glad:)

      Kh

      Linda

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg har en fuldstændig vidunderlig veninde, som har valgt at få 3 dejlige børn, via en donor ( den samme til alle 3) hun er nok den sejeste kvinde jeg kender. Lækre, velopdragne, høflige og harmoniske børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så får man også prøvet det!